Kategorier

Bloggere

Foredrag: Bæredygtigt Lystfiskeri – Hvad er det?

DSC_6525
17. november kan du høre et foredrag om bæredygtigt lystfiskeri – og så får du en skål bouillabaisse og et par røverhistorier fra gamle dage om Felix Andersen med oven i.

Bæredygtigt lystfiskeri er et kompliceret og meget bredt begreb, og mange er nysgerrige på, hvordan bæredygtigheden kommer konkret til udtryk i blandt andet i mit personlige og i Fishing Zealands arbejde.

Den 17. november 18:30 holder jeg et foredrag i Domus Felix i Lejre, hvor jeg vil prøve at komme ind på, hvad jeg mener bæredygtigt lystfiskeri drejer sig om, og hvordan vi alle sammen kan være med til at forme fremtidens fiskeri.

Begrebet dækker bredt over de mange måder, man kan sikre fremtidens miljø og fiskemuligheder for kommende generationer. Som projektleder i Fishing Zealand, som Lejre Kommune bl.a. er en vigtig del af – vil jeg denne aften blandt andet fortælle om min egen og Fishing Zealands indsats for at fremme bæredygtigt lystfiskeri. Jeg vil komme ind på vandløbspleje i fælleskab mellem kommuner og frivillige, politisk samarbejde, bæredygtig lokal vækst og omsætning samt den social indsats overfor børn og unge i naturen.

Sidst men ikke mindst vil jeg også snakke en del om min personlige tilgang til mit arbejde og min passion. Her kommer jeg bl.a. ind på mit arbejde med arrangementer, lobbyisme, Fiskemissionen, Fiskeguiden og meget mere.

Det handler også om hvordan vi hver især opfører os som lystfiskere, tager ansvar og selv kan træffe bæredygtige beslutninger.

Det hele kommer hurtigt til at lyde som en stor gang politisk korrekthed, men i bund og grund handler det bare om at sikre fiskeriet til de kommende generationer, noget vi forhåbentlig allesammen er interesserede i.

scan0007
Felix Andresen (tv) har lagt navnet til Domus Felix der både har været maskinværksted og mejeri. Felix var en engageret og innovativ lystfiskeri der bl.a fiskede i konkurrencer på højt plan.

Vi kigger ikke kun ind i fremtiden men indeleder aftenen med nogle gamle historier om Felix Andresen, som har lagt navn til Domus Felix. Han var faktisk passioneret lystfiskeri og bl.a. skabte “Felix pirken”.

Aftenen byder også på en skål dejlig “Bæredygtig Bouillabaisse” leveret fra Restaurant Herthadalen. I tillæg hertil kan der købes økologisk øl og vin på stedet. Maden og kaffe er inkluderet i prisen, som lyder på 120kr.

Du kan læse mere om arrangementet og bestille billetter her: Lejre Bibliotek og Arkiv.

Håber, vi ses.

– Gordon