Fiskeri på skoleskemaet – Roskilde Kommune
- 29. maj 2020
Forårsmånederne byder traditionelt på ekstra megen travlhed i Fishing Zealand. Det er en periode, hvor vi har rigtig mange arrangementer i kalenderen og mange af dem henvender sig særligt til folk, der ikke tidligere har haft en fiskestang i hånden. Arrangementerne plejer at være ganske velbesøgte, så vi havde naturligvis glædet os til invitere endnu flere gæster ind i lystfiskeriets fantastiske oplevelsesunivers..
Netop som foråret stod for døren, blev vi dog indhentet af en Coronaudvikling, som gik i retning, som alle vist har været påvirket af.Regeringens initiativer for at begrænse smittespredningen fik således også sat en gevaldig kæp i hjulet for vores planlagte arrangementer i en rum tid.
Omsider tillod smittetrykket dog, at de yngste elever kunne vende tilbage til folkeskolen, omend undervisningen i videst muligt omgang skule foregå udendørs. Med andre ord, så var vi pludselig i en situation, hvor “Fiskeri på skoleskemaet” og projekt “Fang din første fisk” på alle måder gav rigtig god mening!
I Roskilde Kommune gik det derfor stærkt med at få planlagt undervisningsdage med udgangspunkt i området omkring Jyllinge Havns ydermole. Her blev klasseværelset byttet ud med stensætningen på havnens sydlige mole og med udgangspunkt i den årstidaktuelle “hornfisk” blev, der undervist med referencer til de færdigheds- og vidensmål, der knytter sig til den “normale” undervisning i faget natur/teknologi. Eleverne blev blandt andet udfordret med en række anatomi- og dissektionøvelser af de friskfangede hornfisk, hvilket også skabte nogle helt oplagte koblinger til valg af agn og fiskemetode under det praktiske fiskeri.
Knapt 60 glade elever fra mellemtrinnet, oplevede i løbet af et par dage, hvordan undervisning og læring kan være både være motiverende og underholdende, når blyanten for en tid er skiftet ud med en fiskestang. Lystfiskeri har nemlig en helt særlig evne til at udviske de traditionelle og formelle afgrænsninger mellem leg, oplevelse og læring!