Kategorier

Bloggere

Fishing Zealand Ugen 2021

Efteråret er ofte en tid med ustadigt og uforudsigeligt vejr. Skolernes efterårsferie og dermed Fishing Zealand Ugen blev ingen undtagelse. Stærk vind og kraftige byger prægede det meste af ugen og det var desværre ikke meget vi så til solen.

Til trods for det friske og yderst autentiske efterårsvejr, så bød ugen dog også på et par solstrejf, til de mange deltagere ,som havde taget imod et af de mange tilbud om en fisketur, med mulighed for at låne fiskegrej og få hjælp til at bruge det.

De fleste af ugens udbud af fisketure, var endnu en gang planlagt i et tæt samarbejde med en række lyst- og sportsfiskerforeninger. Det var vi på mange måder rigtig glade for. Ikke alene var deltagerne i selskab med foreningsfolk, der har et indgående lokalkendskab til fiskepladserne. Deltagerne havde samtidig også mulighed for at høre mere, om de lokale foreningers arbejde, faciliteter og muligheder for at blive en del af et aktivt foreningsliv. 

Et godt eksempel på en succesfyldt dag, kan du læse om herunder. Samme dag var TV2East ude og lave reportager fra et par de andre arrangementer. Se eller gense indslaget her.

Rigtig mange store flotte  skrubber blev landet på kysten tæt på Reersø Havn i lørdags (23/10) Gørlev- og Høng Sportsfiskerforening havde inviteret børn og unge til at prøve lystfiskeri fra kysten og under kyndig vejledning blev børsteormene sat på krogene og sendt til havs og der gik ikke længe inden den første lille purk troppede op til indvejning med en fisk. Herefter fortsatte fangsterne i en lind strøm gennem formiddagstimerne og dagens resultat blev på over 20 skrubber. Adskillige vejede over ½ kilo med den største på 0,830 kg.

32 deltagende gæster og 9 medhjælpere fra de 2 foreninger havde en helt igennem perfekt fiskedag, hvor alle familiegrupper fik fisk med hjem. Foreningerne fik fortalt om de tilbud, man som medlem kan nyde godt af og arrangementet var det 2. af to afholdt her i efterårsferien.