Kategorier

Bloggere

Fishing Zealand Ugen 2018

Under dette års Fishing Zealand Uge, var der igen i år mulighed for at deltage i en lang række forskellige arrangementer, hvoraf langt de fleste var ganske gratis. Det milde efterårsvejr havde således også lokket rigtig mange børn, unge og deres familier ud til fiskevandene, hvor frivillige fra flere sportsfiskerforeninger, i samarbejde med Fishing Zealand, stod klar med råd, vejledning og ikke mindst fiskeudstyr til alle interesserede.

Fishing Zealand Ugen har med sin placering i skolernes efterårsferie et særligt fokus på at skabe naturoplevelser for børn og unge, der holder ferie fra skolen. Under de forskellige arrangementer er selve fiskeriet naturligvis i centrum, men arrangementerne bliver naturligvis en oplevelse med og i naturen, hvor der også skabes tilhørsforhold til lokale naturområder og fiskepladser. Ligeledes var flere af arrangementerne en god øjenåbner for de lokale sportsfiskerforeningers virke og tilbud. Således blev der i løbet af ugen meldt flere medlemmer ind i juniorafdelingerne.

I løbet af Fishing Zealand Ugens 9 dage, blev der afholdt 29 forskellige tilbud og aktiviteter. Fiskesteder og –former varierede lige fra salte havture med fiskekutter efter fladfisk, til fiskeri i stille skovsøer efter karper. I alt blev der således fanget 14 forskellige fiskearter – herunder gedder og havørreder. Samlet set nåede de forskellige arrangementer at blive besøgt af næsten 500 besøgende! I den forbindelse var det dejligt at se, at dette års deltagere igen var repræsenteret af rigtig mange piger, som også nød vejret, naturen og ikke mindst fik et stort smil på læben, når der var succes med fiskeriet.