Kategorier

Bloggere

Fishing Zealand til Fjordens Dag i Holbæk

Fishing Zealand var for første gang med til Fjordens Dag på Holbæk havn d. 18. august. Vi havde teamet op med den lokale lystfiskerforening; Holbæk og Omegns Lystfiskerforening.

FZ traileren var fuld af fiskegrej til udlån samt madding bestående af rejer og børsteorme. Foreningen havde medbragt grej til makreller og tilsvarende madding. Så vi var godt klædt på til dagens gæster.

Det blev en hyggelig dag på kajen med masser af glade gæster, der kom forbi og flere børn og unge fangede deres livs første fisk. Vi var positivt overraskede over, at der var en del fisk at fange på bunden i havnen – det blev til flere kutlinger og havkarusser samt selvfølgelig krabber. En enkelt større fisk bed på, men smuttede desværre, her blev der gættet på en stor ål.

Har du fået lyst til at lære mere om fiskeriet i lokalområdet, kan det anbefales at melde dig ind i Holbæk og Omegns Lystfiskerforening, de har adgang til nogle søer i området samt laver flere fisketure for deres medlemmer hen over året.

Fiskeriet i havnen blev arrangeret i samarbejde med Holbæk Kommune.

Herunder ser du billeder fra dagen, hvor der bl.a. blev fanget en havkarusse på hele 16 cm.