Kategorier

Bloggere

En, to, tre kroner i Ellerenden

Et af de spærrende træer, der er faldet ned i Ellerenden og desværre ligger med kronen ned i å-løbet, så fiskene ikke kan passere. (foto af jan Larsen, TØS).

Tuse Å’s Ørredsammenslutning og Grusbanden Fishing Zealand har adskillige gange ”været på besøg” i Ellerenden, der har sit udløb en spytklat fra Munkholmbroen i sydlig retning. Nogle kalder også vandløbet for Garverenden……

Vandløbet har en fin lille bestand af ørreder, producerer smolt til Isefjorden og er den direkte årsag til, der er et halvårligt fredningsbælte, netop ved broen.

Når vi har været på besøg, har det enten været for at skabe passage for de optrækkende havørreder til gydebankerne, eller for at ventilere gydebankerne med stengrebe og spulepumpe. Begge dele vigtige initiativer således, at ørrederne har kunne gyde og sikret, at der også kom noget ud af gydningen.

De senere år har der dog ikke været samme fantastiske gydning som tidligere, hvor jeg bl.a. har registreret helt op til 68 gydegravninger på de nederste 2-3 kilometer vandløb.

Vandstanden i åen er naturligvis en afgørende faktor, men også fiskenes muligheder for at vandre op på gydebankerne, er vigtig. Derfor har vi med jævne mellemrum været igennem vandløbet og så sent som i efteråret 2023, var TØS og Grusbanden forbi Ellerenden i den weekend, hvor vi tog afsked med den døde, -Vejle Fjord!!!!!

Nu skal vi igen omkring Ellerenden, idet der er væltet et par pænt store træer. De store træer ligger med kronerne nede i vandløbet og spærrer for passage. TØS har derfor rettet henvendelse til både lodsejer og Lejre Kommune for at arbejde sammen om at få skabt passage i Ellerenden.

Samtidig er Grusbanden blevet involveret i dette samarbejde og vi vil i fællesskab sikre passagen i vandløbet inden gydesæsonen således, at de optrækkende havørreder, kan gyde i Ellerenden. For vi er nødt til at hjælpe hinanden, og i den forbindelse sender Lejre Kommune et hold vedligeholdelsesfolk til åen for at skære trækronerne i ”småstykker”, mens vi, -altså TØS og Grusbanden, fjerner de afskårne stammer, grene og kviste. Det giver rigtig god mening, -både for at sikre miljømålet, altså god økologisk tilstand i åen og sikre ørredbestanden, der i sidste ende giver et bedre fiskeri i Isefjorden, når ørredsmolten trækker ud i Tempelkrogen og siden spiser sig store og tykke i Isefjorden.

Da vi var på besøg i 2023 for at løsne gydebanker og skabe passage, holdt vi også vejret i et halvt minut alle mand m/k for at tage afsked med Vejle Fjord. Ved den lejlighed deltog bl.a. Kenneth Viholt fra TØS og Marie Brandt fra Københavns Fiskeklub og Grusbanden. (foto af Jesper Skjærbæk).

Projekt -fjernelse-af-trækroner-i-Ellerenden- løber af stablen mandag den 22. september kl. 09.00, men allerede klokken 07.00 dukker Lejre kommunes folk op med motorsave mm. for at begynde ”nedskæringen” af grene og stammer således, at der er noget at komme efter for os kl. 09.00.

Godsejer, Johan Scheel, fra Trudsholm og Ryegaard Godser er lodsejer og vil sørge for P-billetter til parkering ved Ishuset.

Du skal blot møde op med fornuftigt tøj, støvler, eventuelt skridtstøvler og gerne lidt knofedt.

Arbejdshandsker skal jeg nok sørge for, -jeg har en hel kasse fyldt!!!

Det bliver aldeles forrygende.

Vi mødes ved Munkholmvej 325, 4300 Holbæk, klokken 09.00, mandag den 22. september.

Du kan melde dig til projektet ved at skrive en sms til bandeleder, Rune Hylby på nummer: 2536 4280, eller ved at sende en mail til adressen: runehylby@gmail.com.

Det er vigtigt, du melder dig til, da TØS vil sørge for drikkevarer, -og måske en ”basse”.

Bandeleder, Rune Hylby,

Mobil, 2536 4280,

runehylby@gmail.com,