Der var fuldt hus til vinterfiskeri på kysten i Odsherred Kommune
- 20. november 2025

For at alle fik noget ud af kurset havde vi sat et deltagerloft til vores vinterkyst-kursus i Odsherred. Kurset blev derfor ret hurtigt fuld-booket med i alt 34 deltagere.

Vi lagde ud i Odsherred Sportsfiskerforenings dejlige klubhus placeret centralt i Odsherred. Her startede vi med introduktion til dagen samt et kort oplæg om vinterfiskeriet, mens deltagerne nød kaffe & kage.
Havørreder er som bekendt vekselvarme, så det kom ikke som en overraskelse for deltagerne, at vandtemperatur er noget, man skal tage højde for, når man bevæger sig ud på kysten om vinteren efter havørreder. Når vandet bliver rigtigt koldt, er det også vigtigt, at man får styr på saltindholdet i vandet, altså hvor meget salt vandet indeholder, også kaldet salinitet. Disse to parametre er heldigvis nemme at få styr på, da man kan finde det hele på diverse apps. Her er Fishing in Denmark appen ofte at foretrække, da man også får meget anden information serveret på appen. Vind og vejr er også nødvendigt at sætte sig ind i, inden man planlægger sin fisketur og hvilke pladser, man vil besøge.
Det handler nemlig om at finde pladser med de mest optimale forhold for havørrederne. Bliver man god til det, er det langt nemmere at få succes på kysten. Altså lær at tænke som en havørred og find ud af, hvor de har lyst til at opholde sig under de givne vejrforhold!
Det lyder simpelt, men som de fleste ved, så er havørredfiskeri på kysten ikke altid simpelt.


Endelig fortalte guiderne også noget om korrekt genudsætning af fisk, da det især om vinteren er vigtigt, at det gøres rigtigt. Og som en sidste ting inden vi kørte på kysten var, at deltagerne blev opfordret til at indberette fangster via Fishing in Denmark appen eller via Fangstjournalens app. Disse tal er supervigtige og bruges af forskere til at følge bestandene af havørreder og til evt. forvaltningstiltag.
Efter seancen i klubhuset kørte spinneholdet mod Veddinge Bakker, hvor Jesper Roholm var guide. Samtidigt kørte flueholdet mod Vindekilde Strandvej, hvor Lars Juel var guide.
Ude ved vandet bød guiderne på en kort intro til den nævnte kyststrækning, og flere af deltagerne ville gerne vide noget i dybden om grejet. Her blev spurgt ivrigt til, hvilke blink man skal anvende, er ophængerflue godt, hvordan med dobbelttræk og fluekast, set-up til bombarda og flue osv. osv. Her var der stor spørgelyst, og det er lige netop det, som denne dag går ud på – at deltagerne får spurgt guiderne om alt det, man har på hjerte og gerne vil vide mere om vedr. havørredfiskeriet på kysten.
Kystpladserne blev valgt ud fra at alle kunne være med, især med tanke på flueholdet, hvor en god rygvind ville være behjælpelig ift. kastene. Derudover skulle det også være nogle pladser, der kunne rumme en del lystfiskere.
Først på dagen så det rigtigt godt ud med en god vind, der riflede overfalden. Flueholdet fik også hurtigt kontakt til flere fisk og så enkelte fisk vende i overfalden.
Spinneholdet havde valgt en plads, hvor vinden kom lidt mere fra siden, hvilket gav god gang i vandet. Vinden lagde sig lige så stille op ad dagen, og først her kom der fisk til spinneholdet. Faktisk var det samme mand, der fik tre tilbud og landede en af fiskene.
Spinneholdet nåede lige at prøve en plads mere, inden det blev mørkt – men her var der ikke kontakt til havørrederne. Da først solen nærmede sig horisonten blev det hurtigt meget koldt.
Guiderne takkede for en god dag – og deltagerne takkede også guiderne for en super dag med masser af god info.
Knæk & bræk derude på vinterkysten!
