Kategorier

Bloggere

”Bækken” i Kalundborg har brug for din hjælp

Stenene ligger pænt på række på den øverste del af projektstrækningen. Længere nedstrøms på den 600 meter lange projektstrækning, ligger stenene allerede i vandløbet og skal blot kigges efter, om de ligger som de skal.

Lørdag den 11. oktober, skal vi restaurere et jomfrueligt stykke vandløb. I ordets bogstaveligste forstand, -jomfruvand. Det er nemlig et helt nyt vandløb, der blev etableret sidste år af Kalundborg Forsyning.

Bækken, -eller Madegrøften, som den også kaldes, fik nemlig et helt nyt omløb omkring Flinterup By i stedet for at løbe igennem denne lille hyggelige by sydøst for Kalundborg. Det er et yderst interessant vandløb, der løber til Hallebyåen nedstrøms Tissø og dermed er den udtrækkende ørredsmolt ikke afhængig af at skulle finde igennem én af Danmarks største søer på vej ud mod havet. Potentialet er dermed stort i det lille vigtige gyde- og opvækstvandløb for ørreder.

I alt er bækken blevet et par hundrede meter længere, idet Forsyningen har lagt bækken udenom Flinterup i et mere end 600 meter langt forløb, der ligger dybt skåret under niveau og med skråninger, der lige nu ligner et åbent sår igennem landskabet.

Bækken ser også miserabel ud, og trænger i den grad til en kærlig hånd fra Kalundborg Sportsfiskerforening og Grusbanden. En meget kærlig hånd. Der er nemlig ikke skyggen af skjul på den nyetablerede del af bækken. Det skal vi lave om på. Det var nemlig et af de vilkår, Kalundborg Kommune stillede som krav til Forsyningen inden Bækken blev lagt i nye folder udenom byen.

Gydebankerne ligger klar til en rive eller to for at være perfekte. Når gydegruset ligger som på billedet, tager det kun ganske få kræfter at få det hele til at spille maks.

Med dette in mente, blev jeg kontaktet af Forsyningen. Forsyningen havde nemlig tidligere samarbejdet med Kalundborg-foreningen og Grusbanden med gode resultater og derfor gav det god mening, at vi tog fat i netop dette vilkår for omlægningen af Bækken. Det blev derfor aftalt, at jeg skulle lave et projekt som alle andre projekter således, at der på sigt kan opnås god økologisk tilstand på den nye strækning, der i alt er mere end 600 meter lang og afsluttet af et sandfang.

Således gik jeg i gang med forberedelserne allerede i det tidlige forår i samarbejde med Kalundborg Sportsfiskerforening, og har hele tiden haft en tæt kontakt med Forsyningen og Kalundborg Kommune efterhånden som projektet udviklede sig. Nu er vi derfor klar til at udføre det meget spændende projekt i dette jomfruelige vand. Blottet for skjul og med et fald omkring 1 ‰ var jeg godt klar over, det skulle gøres med en vis skelen til, hvad der var muligt.

Det blev til indkøb af en pæn række større sten, samt etablering af 4 korte, 5 meter lange gydebanker. Det bliver fantastisk, når sten og gydebanker får lov til at arbejde med bækken på den lige nu, meget golde, strækning. Sand er aflejret og det bliver vildt at følge udviklingen fra dødt vandløb til (forhåbentlig) strømmende ørredvand med masser af variation og opfyldelse af miljømålet.

Jeg har indkøbt i alt 75 tons fornuftige sten og knapt 10 tons gydesubstrat. Stenene er allerede lagt dels på kanten og dels i bækken. Gydesubstrat er ligeledes indkøbt og allerede lagt i bækken og skal blot rettes til. Det sørgede ”min chauffør”, Michael for allerede i sidste uge, hvor jeg var nede ved Bækken for at tage imod ham og de mange sten og grus. Det er dermed et meget overkommeligt projekt, trods de fornuftige mængder sten og grus.

Jeg forventer faktisk, med en snes frivillige, at vi kan blive færdige på 3-4 timer maks!!!! Gydebankerne skulle vi kunne klare på en halv times tid og stenene……det må vi så tage os tid til bagefter. Vi har derfor brug for en flok frivillige, hjælpende hænder, specielt til dette formål.

Du kan være med til at bringe denne delstrækning af Bækken op på et anstændigt niveau. Meld dig derfor til, -det bliver aldeles forrygende.

Du skal blot møde op med fornuftigt tøj, støvler, eventuelt skridtstøvler og gerne lidt knofedt.

Arbejdshandsker skal jeg nok sørge for, -jeg har en hel kasse fyldt!!!

Vi mødes ved Flinterupvej 44, 4480 Store Fuglede, klokken 10.10, -lørdag den 11. oktober.

Du kan melde dig til projektet ved at skrive en sms til bandeleder, Rune Hylby på nummer: 2536 4280, eller ved at sende en mail til adressen: runehylby@gmail.com.

Det er vigtigt, du melder dig til, da Kalundborg Sportsfiskerforening vil sørge for drikkevarer, -og måske en ”basse”.

Bandeleder, Rune Hylby,

Mobil, 2536 4280,

runehylby@gmail.com,

Billed 1.

Billed 2.