Kategorier

Bloggere

Årstidens havørreder – i waders i Roskilde Fjord.

Snart bliver havet gradvist koldere og dagene lidt kortere. For mange havørredfiskere betyder det, at fiskeri efter havørred i dagtimerne igen er noget man dyrker.

Det vil Roskilde Kommune og Fishing Zealand gerne markere søndag den 21. september 2025 fra kl. 10.00-15.00 med et arrangement, der henvender sig til havørredfiskeri i netop denne periode. Om du fisker med bombarda, spin eller flue vil du under arrangementet få gode råd til agnvalg, fiskemetoder, fiskepladser, læsning af vejr over og under overfladen samt mulighed for at stille en masse spørgsmål.

Mødestedet fremsendes på mail et par dage før, når vi er sikre på vejrudsigten. På mødestedet vil guider fra Fishing Zealand stå klar med varm bålkaffe samt en introduktion til fiskeriet. Herefter vil deltagerne have mulighed for at omsætte teori til praksis på kysten. Guiderne vil under hele arrangementet være til stede og assistere dig.

Vi fisker i waders, og det er derfor en forudsætning, at du har prøvet at vadefiske før og har dit eget fiskegrej og waders. Der kan fiskes med spin, bombarda og flue på kystpladsen. Husk kaffekop og evt. vadestav. Er du mellem 18 år og pensionsalderen, skal du huske at indløse det statslige Fisketegn. Børn og unge er naturligvis velkomne i selskab med voksne.

Arrangementet er gratis. Tilmelding sker til tange@fishingzealand.dk senest lørdag den 20. september 2025. Af hensyn til vind og vejr, kan fiskepladsen blive ændret. Derfor er det en god idé at tilmelde sig, således man får besked via mail, hvis vi fisker et andet sted.