Kategorier

Bloggere

Foreningsfolk tæller gydeaktivitet

De frivillige talte mange gydegravninger i tilløbene til Isefjorden. Her ses et par stykker fra Elverdamsåen.
De frivillige talte mange gydegravninger i tilløbene til Isefjorden. Her ses et par stykker fra Elverdamsåen.

Entusiasmen var overvældende sidste efterår, da foreningerne omkring Fishing Zealand blev præsenteret for hinanden på et møde i Høm Forsamlingshus.

I Oplandsgruppen for Isefjorden havde foreningerne længe ønsket at få et samlet overblik over gydebestanden i Isefjordens vandløb. Foreningerne blev derfor enige om at tælle gydegravninger og bundsubstrat i samtlige vandløb med tilløb til Isefjorden. Et ambitiøst projekt, da det drejede sig om mere end 200 km vandløb. Ingen af de fremmødte foreningsfolk kunne vide, at det blev en vinter, fuld af is og sne, som yderligere besværliggjorde det ambitiøse projekt.

Registrering af gydegravninger er en såre simpel metode til at give et kvalificeret bud på, hvor stor gydebestanden af ørreder er i et vandløb. Det tager dog tid, da man går langs med vandløbene og registrerer hver gang, der er en gydegravning. En gydegravning er dér, hvor en ørred har lagt sine æg i gruset. Det er forholdsvis nemt at se, da ørrederne graver en grube i bunden af vandløbet, på et sted, hvor der er stenet bund. Her lægger hunnen sine æg, der siden befrugtes af en han, -hvorefter æggene dækkes til igen. Denne bunke sten, og ”hullet” foran, kaldes en gydegravning.

Foreningerne fordelte vandløbene imellem sig, og det blev besluttet, at hele den østlige del af Isefjorden, nord for Munkholmbroen, skulle Sportsfiskerforeningen for Hornsherred tage sig af. Det drejede sig blandt andet om Ejby Å og Vejlemølle Å.

Hele den sydlige del af Isefjorden fra Munkholmbroen, til Audebo-kanalerne, skulle Tuse Å’s Ørredsammenslutning registrere. Det drejede sig om Elverdams Å-systemet, Tuse Å-systemet, Truelsbæk og en lille håndfuld andre vandløb.

Odsherred Sportsfiskerforening skulle tage sig af de nordvestlige vandløb med tilløb til Isefjorden, hvor foreningsfolkene indgik samarbejde med Odsherred Kommune om vandløbene i nordvest, bl.a. Anneberg Sørende.

Vinterens registrering blev præcis så bøvlet, som frygtet. Da gydesæsonen var slut i midten af januar, tog frosten til og lagde sin kolde hånd over landet. Masser af is og sne gjorde det besværligt at gå langs vandløbene. Det blev så koldt, at nogle strækninger først kunne tælles sidst i februar på grund af is.

Ikke desto mindre blev alle vandløb travet igennem med undtagelse af Svinninge og Gislinge Å.
I øst var registreringen ganske forbløffende. Hornsherred-folkene talte omkring 100 gydegravninger i Vejlemølle Å, Ejby Å, samt et par mindre vandløb. I den lille Orebjerg Rende blev der registreret ikke mindre end 17 gydegravninger!

I syd var ikke mindst gydningen i Elverdamsåen fantastisk. Overalt kunne folkene fra Tuse Å’s Ørredsammenslutning registrere gydegravninger. Blot få hundrede meter opstrøms fra udløbet lå de første gravninger, og der blev registeret gravninger helt oppe ved Hvalsø, hvor Elverdamsåen løber ud af bakkerne via rørledninger. I Elverdams Å-systemet blev der registreret ikke mindre end 654 gydegravninger!

 

Denne spærring i Truelsbæk satte desværre en stopper for gydningen denne vinter.
Denne spærring i Truelsbæk satte desværre en stopper for gydningen denne vinter.

I Truelsbæk, der har sit udløb blot få hundrede meter fra Elverdamsåen, var der desværre en spærring blot 100 meter opstrøms for udløbet. Dermed blev årets gydning i dette fine vandløb blot en brøkdel af potentialet. Det var én af TØS-folkene, der opdagede spærringen under registreringen af gydeaktiviteten, og ringede derfor til Holbæk Kommune, der fjernede spærringen kort efter. Men da var gydesæsonen forbi, og dermed var skaden sket. Det illustrerer meget fint, hvor vigtig registreringen er, da den slags spærringer er altødelæggende for en ørredbestand.

I nord var gydningen i Anneberg Sørende ikke tilfredsstillende, men det lille vandløb rummer et betydeligt potentiale. Det er folkene fra Odsherreds Sportsfiskerforening naturligvis bevidste om, og der er allerede taget initiativ til at lave et restaureringsprojekt i samarbejde med Odsherred Kommune. Sidinge Møllebæk, der blot er en lille kilometer, gav til gengæld folkene i Odsherred et kærkomment pift, -for her var der en del fisk, der havde været oppe for at gyde.

Registreringen af gydegravninger i vandløbene med tilløb til Isefjorden blev derefter samlet, hvilket gav et opmuntrende resultat. Beregninger tyder på en samlet gydebestand på mellem 2500-3000 ørreder i vandløbene med tilløb til Isefjorden! Et storslået resultat, men også en fin påmindelse om, at når der bliver foretaget miljøvenlig, eller slet ingen vedligeholdelse som i Elverdamsåen, så er der store chancer for, at vandløbene kan have sunde og selvreproducerende ørredbestande.