Kategorier

Bloggere

Nyslynget Elverdamså

billed-1-elverdamsaaens-nye-lob-maj-2017

Hvis du mødte mig i maj måned, ville du ikke være i tvivl om, at der var sket noget ganske særligt. Det store vådgøringsprojekt syd for Holbækmotorvejen i Elverdams-ådalen blev skudt i gang, og de første spadestik med de store gravemaskiner blev taget. Det fik i høj grad smilet frem, og jeg kunne ikke få armene ned af glæde over at se påbegyndelsen af det projekt, som jeg selv i årevis har været engageret i.

billed-4-nyslynget-elverdamsaa-oversigtskort-juni-2017Det er mere end fem år siden, jeg på vegne af Tuse Å’s Ørredsammenslutning sad med rundt om bordet, da det store projekt var i planlægningsfasen. Nu, i maj måned 2017, tog projektet hurtigt form, og da jeg talte med Olaf Christiani fra Naturstyrelsen, der er ”bygherre” på projektet, kunne han fortælle, at arbejdet hurtigt skred frem. Gravemaskinerne blev kørt i stilling, jord blev flyttet med lynets hast, og der gik ikke mange uger, førend Elverdamsåens nye slyngede åløb ud over engene, tog form.

Som et blåt bånd igennem de grønne enge, skal Elverdamsåen slynge sig mod Isefjorden, og den i forvejen fantastiske ørredbestand skal have yderligere gunstige vilkår i dette sublime vandløb i bunden af Isefjorden.

Èn af de vigtigste fingeraftryk, vi har fået sat på projektet var, at sikre, at den store ørredbestand og deraf store smoltudvandring, ikke gik tabt i en engsø, som man har set det mange andre steder. Det ville være en katastrofe, -så derfor har vi hele tiden haft stort fokus på, at Elverdamsåen ikke skulle løbe igennem en sø fyldt med gedder iblandt dem, og skarv eller hejrer oppefra.

Vi fik derfor flyttet Elverdamsåen nogle hundrede meter således, at åen ikke løber ind i den sø, der i vinterhalvåret skal sikre, at kvælstof fra landbruget omsættes, inden det løber ud i Isefjorden. Det lykkedes gudskelov at få sat dette fingeraftryk på projektet.

billed-2-museumsmand-peger-en-gl-bropille-ud-elverdamsaaen-maj-2017
Museumsmand peger en gammel bropille ud ved Elverdamsåen.

Da jeg var nede på ”byggepladsen” for at smugkigge, var gravemaskiner i fuld gang med at grave det nye løb. Trapezformet og helt uden den mindste variation. Men det kommer, om føje år, idet naturen jo ikke er en statisk størrelse, men hele tiden i forandring. Derfor vil det endelige udbytte af vådgøringsprojektet også først vise sig om nogle år, når åen og hele området, har fundet sit nye leje.

Bag gravemaskinen gik en museumsmand fra Vestmuseum i Slagelse. Han gik og kiggede på mulige historiske og arkæologiske fund, der (måske) ville komme til syne i forbindelse med gravearbejdet. Han var dybt engageret, og det var voldsomt inspirerende at høre ham fortælle om det, han havde observeret. Blandt andet ligger der en bakke midt ude i ådalen, ganske umotiveret – som kunne være en sommerboplads fra Ærtebølletiden, hvor stenalderfolket har samlet skaller og levet rimeligt beskyttet derude midt i strandengen. Der var rester af vadesteder med ”brosten” og der var rester af store planker, der lå som var det en gangbro henover det delta, Elverdamsåen på den tid har været. Husk på, dengang var der jo ingen Holbækmotorvej, og ej heller et dige i bunden af Tempelkrogen, der har sikret området mod oversvømmelser og indtræk af saltvand.

Jeg var fuld af beundring for den viden, den unge arkæolog kunne berige mig med, og jeg håber, det historiske vingesus også for fremtiden kan bevares og gerne formidles, -for tænk engang, hvilken historisk værdi vi har bygget vores nuværende rigdom på.

Imens vi talte sammen og han viste mig de flotte fund, nåede gravemaskinen at grave adskillige meter af det nye åløb, og blot få uger efter det første spadestik, var det nye slyngede åløb gravet færdigt.

billed-3-stryg-elverdamsaaen-juni-2017
Her det flotte nye strug ved det nu fjernede sandfang.

Dernæst kom turen til spunsvæggen ved det store sandfang, der i mange år har sikret mod sandvandring ud over engene. Den skulle brydes ned, og der skulle laves et langt stryg for at udnytte faldet på godt en meters penge.

Store sten blev lagt og den før så ”triste” opstemning var nu blevet til det flotteste stryg til iltning af vandet og med en fin passage for både ål, ørreder og insekter.

De næste uger-måneder skal området ”fin-pudses”, der skal også holdes sommerferie og derefter skal hele projektet frigives. Det sker den 18. august, hvor det gamle åløb lukkes og vandet føres over i det nye åløb. Det bliver en festdag, og vi håber på både flag, hornmusik og en rød snor at klippe over, -og hvis ingen andre gør det, så vil jeg gerne tage det med. For umiddelbart efter åbningen af det nye løb, skal Grusbanden nemlig på job…..!

Vi skal fange alle de fisk, vi kan i det gamle åløb og sætte dem over i det nye. Både de tusindvis af ørreder, der lige nu står på strækningen, men også gedder, de store karper (som vi fanger hvert år under elektrofiskeri efter moderfisk), ål og de store tidlige opgængere, der med garanti også står på strækningen den 18. august.

Hvis du har lyst til at hjælpe med, er du velkommen til at ringe eller skrive til bandelederen, på mobil: 2536 4280 eller via mail: hylby@mail.dk.

Endelig kan du melde dig via kommentarfeltet på Grusbandens Facebookside, når blogindlægget deles.

Elektrofiskeriet forløber i et samarbejde mellem Naturstyrelsen, TØS og Grusbanden, idet Olaf Christiani fra Naturstyrelsen og jeg nøje har planlagt, hvordan det gamle åløb skal lukkes og det nye åløb åbnes.

Kom derfor glad og frisk, til åbningen af en nyslynget Elverdamså og vær med til at fejre åbningen af et flot stykke natur syd for Holbækmotorvejen i den fredede Elverdams-ådal.

Grusbanden vil sørge for øl og vand, samt akvarier til et nærmere kig på en flok helt vilde ørreder.

 

Bandeleder, Rune Hylby.