Kategorier

Bloggere

Min flyvende kuffert

Min flyvende kuffert 6

Over hundrede børnehaveklasseelever, søskende og forælde, havde tilmeldt sig Helsingør Kommunes tilbud om en gratis fisketur på Kronborgpynten. Arrangementet var en del af kommunens børnekulturprojekt “Min flyvende kuffert”. Som en del af projektet har børnene ved tidligere lejligheder haft mulighed for at se og mærke fisk på Øresundsakvariet, og de har været på Billedskolens værksted og tegnet og malet historier om fisk. Og denne forårs dag – den 16. april – havde børnene mulighed for at fiske efter rigtige og levende hornfisk i Øresund.

Min flyvende kuffert 8
Inden fiskeriet begyndte instruerede én af Fishing Zealands certificerede guides børnene i at kaste med fiskestang.

Rent praktisk var børnene inddelt i fire hold, hvor de på ca. en halv time først fik en kort instruktion i kast med fiskestang med efterfølgende frit fiskeri på den klassiske Kronborgpynt. Pynten er offentlig tilgængelig, og de andre lystfiskere som ville prøve lykken efter årets første hornfisk, hyggede sig også mellem de mange børn og forældre.

Der var meldt om spredte fangster i ugen op til arrangementet, men desværre blev der i løbet af vores tid på Pynten ikke fanget hornfisk. Men der blev gået til den, og jeg oplevede kun glade og friske børn og forældre, som havde det festligt.

Dagens mest bragende indslag stod H.M. Dronning Margrethe II for. Eller rettere, Danske Artilleriregiment, som i anledning af Dronningens fødselsdag, præcis fra kl. 12:00 affyrede en salut på ikke mindre en 27 kanonskud. Og de skud kunne mærkes helt ind i knoglemarven på alle, som stod på Pynten på det tidspunkt.

Min flyvende kuffert 4
Der blev gået til fiskeriet med krum hals, og selvom der ikke blev fanget fisk, så fik alle en god oplevelse ved vandet.

Enkelte af børnene havde prøvet at fiske før, og nogle få havde selv stang med. Men ellers stillede Øresundsakvariet med fiskestænger til alle øvrige børn. Trods en ihærdig indsats, med en masse gode kast og mange blink og silkekroge i vandet, blev det ikke til nogen hornfisk på land.

Mange havde taget fornuftig beklædning på denne dag. Men begejstringen fik lige en ekstra tand, da alle deltagerne fik mulighed for et gratis besøg på Øresundsakvariet efter anstrengelserne på Kronborgpynten, så der kunne komme varme i fingrene igen.

Arrangementer som disse har størst potentiale gennem samarbejde mellem forskellige aktører. Og når forskellige organisationer under Helsingør Kommune går sammen med Øresundsakvariet og Fishing Zealand, har vi rammerne for unikke oplevelser. Og planlægningen til sommerens aktiviteter er allerede godt i gang. For som flere forældre sagde, da de pænt afleverede de lånte stænger: Nu skal vi ud og købe stang og grej!

Min flyvende kuffert 2
Flere forældre nævnte efter arrangementet, at de nu ville ud og købe fiskeudstyr til dem og børnene.

For Fishing Zealand var dette et meningsfuldt og engagerende arrangement, som støtter yderligere op om Fishing Zealands kerneværdier. Vi arbejder indgående med tiltag, der skal udbrede kendskabet til lystfiskeri som hobby og passion, og vi påtager os aktivt et socialt ansvar:

“Vi arbejder bl.a. med at skabe nye lystfiskere og en øget bevidsthed omkring natur og miljø, fx ved at give børn, unge og socialt udsatte muligheder for livsbekræftende fiskeoplevelser”.

Med fiskehilsen
Bjarne Poulsen