Kategorier

Bloggere

Tørfluefiskeri efter hornfisk – det er sjovt! Skal du med?

Hornfisken er nu ankommet til de sjællandske kyster i stort antal. Og netop hornfisk er supersjove at fange på tørflue. Derfor inviterer vi til Tørfluefiskeri efter hornfisk søndag d. 24. maj kl. 10.00-15.30 ved Vollerup Strand i Kalundborg kommune.

Vores guide Mark Vagn Hansen har i en del år gået og hygget sig med at fange hornfisk på tørflue. Det er spændende og sjovt at se næbbene stikke ud af vandet, når hornfiskene jager fluen i overfladen. Til dette fiskeri har Mark lavet sin egen version af et gammelt mønster og kalder sin version af fluen for Rød Rackelhane. Den er perfekt til dette fiskeri og kan laves i andre farver. Til dette arrangement har Mark derfor bundet den i lyserød. Måske den også kan overliste en havørred…..som det skete sidste år.

 

Du får et eksemplar af fluen
Alle deltagere vil få et eksemplar af fluen. Og for at fiske effektivt skal den bindes på et monofilt forfang, som man selv medbringer. Gerne med en spids på 0.20-0.23 mm.

På dagen går Mark yderligere i dybden med fluegrejet tilrettet dette fiskeri. Og det handler i høj grad om at bruge en flydende flueline, monofile forfang og tynde forfangsspidser – så sørg gerne for at have dette med i fisketasken.

 

Kastetræning og gennemgang af dit fluegrej

Udover selve tørfluefiskeriet efter hornfisk, vil der også i løbet af dagen være hjælp og tips at hente til at komme i gang med fluefiskeriet på kysten, herunder at få sit medbragte fluegrej gennemgået og tilpasset til kystfiskeri samt mulighed for at få lidt kasteundervisning. Har du fx nogle flueliner og andet fluegrej derhjemme, som du er i tvivl om kan bruges til kystfiskeri, så medbring det denne dag.

 

Det er ikke kun hornfisk, der er vilde med fluen
Som Mark siger, så er det ikke kun hornfiskene, der er vilde med fluen. Faktisk fanger han hvert år en del havørreder på tørfluen i løbet af maj måned. Helt fra starten af var fluen tiltænkt både hornfisk og havørred. Især havørreder ser man ofte tage mindre insekter på overfladen hen over sommeren. Og netop på de dage har fluen vist sig at have succes. Mark fisker den med lange og rolige indtag, som han vil fortælle mere om på dagen.

 

Tilmelding
Der er plads til 25 deltagere, og det er gratis at deltage. Dog kræver det tilmelding ved at sende en mail til FZ-guide Niels Lagergaard på niels@fishingzealand.dk

Vi starter dagen kl. 10.00 med en kop bålkaffe – så husk kaffekop. Arrangementet slutter kl. 15.30, hvorefter man kan fiske videre på egen hånd. Husk derfor en madpakke.

Fishing Zealand guiderne på dagen er Mark Vagn Hansen og Niels Lagergaard, der begge har mangeårig erfaring med kystfluefiskeri.

Mødested

Mødestedet er Vollerup Strand, på p-pladsen for enden af Vollerup Stranden, 4400 Kalundborg. Mødestedet kan dog blive ændret, hvis vind og vejr umuliggør fiskeri ved Vollerup.