”Blæksprutte-projekt” i Rønnebækken i Næstved, -meld dig til.
- 25. august 2025

Om mindre end fjorten dage skal vi restaurere en ualmindelig spændende strækning af Rønnebækken i Næstved Kommune. Rønnebæk løber ud i den østlige del af Karrebæk Fjord ved Gavnø Slot og er et meget spændende gyde- og opvækstvandløb for ørreder, da vandløbet på de sidste kilometer løber inde i Næstved By langs Dyssegårdsvej.
Jeg har altid syntes, ørredvandløb i det bynære miljø er særligt spændende, og vi har efterhånden restaureret en del af disse vandløb, hvor byens borgere på det nærmeste har fået naturens mangfoldighed serveret ”in the hood’. Tænk blot på Græse Å i Slangerup, Egemarkeløbet i Havnsø og ligeså Ellebækken, -netop i Næstved, hvor der nu er etableret en ørredbestand, så at sige i villakvarterets baghave.
Det er da vidunderligt at kunne invitere byens borgere til ”ørred-tam-tam” på gydebankerne, og for mange af disse bynære vandløbs vedkommende, har byboerne meldt tilbage til mig, når der stod gydende havørreder midt inde i byen på gydebanker, vi i fællesskab, har lagt ud.
Den strækning, vi nu skal tage os af, er knapt 800 meter lang og består af tre delstrækninger. Delstrækning 1 og 2, hvor der skal udlægges sten og gydesubstrat, mens delstrækning 3 skal forsødes med ”dødt ved”. Samtidig er projektet delt over to dage, hvor Kobberbakkeskolen, afd. Sjølund skal være med den ene dag, og hvor de frivillige fra Sydsjællands Ørredfond og Grusbanden Fishing Zealand, skal være med et par dage senere. Derfor har der også været en del koordinering i forbindelse med projektet, da gydesubstrat og sten tillige kommer fra to forskellige destinationer!!!
”Blæksprutte-projekter” som dette er til gengæld mega sjove at planlægge og udføre, da min holdning til samarbejde netop er, at jo flere ringe i vandet, jo bedre. Det vender jeg tilbage til.
Rønnebækken har et gennemsnitligt fald på 2,3 ‰ på projektstrækningen, men er desværre overbred og med deraf følgende sandvandring og mangel på variation. Sandet ligger nærmest riflet på bunden af det 2-3 meter brede vandløb. Ikke godt for ørreder, ikke godt for invertebrater og ikke godt for noget.

Ifølge Novana er der da også, af ovennævnte årsager, ringe økologisk tilstand på strækningen. Derfor er Sydsjællands Ørredfond og Grusbanden gået sammen og har skitseret et projekt i samarbejde med Næstved Kommune, der også er lodsejer på strækningen, samt Kobberbakkeskolen, afd. Sjølund, der i al sin enkelhed går ud på at skabe så stor variation som muligt for at få skyllet sandet væk.
Store sten, gydesubstrat og ”dødt ved” skal lægges i vandløbet således, at vi kan få skabt netop den variation, der er så vigtig for et ørredvandløb. For der er faktisk lidt gydesubstrat i Rønnebækken på projektstrækningen i forvejen. Det har folkene fra Fladså-foreningen (som også er medlem af Sydsjællands Ørredfond) registreret i en længere årrække.
Senest i gydesæsonen 2024-25, blev der registreret 18 gydegravninger på projektstrækningen fra havørreder vandret ind i åen fra Karrebæk Fjord. Det svarer til en aktiv gydebestand på strækningen af 36 ørreder, da man ganger med en faktor to, idet det kun er hunnerne, der graver. Èt er dog, at få ørrederne til at gyde på strækningen, -noget andet er at få afkommet fra disse fisk til at overleve frem til 1-års alderen, hvor de fleste smoltificerer og vandrer ud i havet. Det er det, vi skal have sikret i Rønnebækken med dette projekt, som løber af stablen lørdag den 6. september.
Inden da, har Kobberbakkeskolen, afd. Sjølund været nede i åen for at tage hånd om udlægning af sten og gydesubstrat på delstrækning 1 og 2. Det sker torsdag den 4. september og har deltagelse af unge mennesker fra et par skoleklasser.
Når elever på nærliggende skoler deltager i restaurering af vandløb i umiddelbar nærhed af skolen, giver det et fantastisk ejerskab, hvor elever ”i al evighed” husker dengang, de var nede ved åen og sørge for det gode miljø.
Jeg har efterhånden haft en del klasser ”på job” som det, Kobberbakkeskolen skal, og hver gang, er der glæde og smil på læben fra elevernes side. -Og så slipper de jo også for dansk, matematik og alle de andre fag og lektier, de ellers skulle have haft.
Men lørdag den 6. september er det så de frivilliges tur til at gøre gode ting i bækken.

Vi skal have taget hånd om resten af projektstrækningen, -delstrækning 3, hvor der alene skal udlægges ”dødt ved”. Strækningen har et godt fald, og der er en vis variation i vandløbet. Dog langtfra nok til at kunne sikre god økologisk tilstand. Det skal vi sørge for. Derfor skal vi lægge grene og stammer i vandløbet således, at dette ”døde ved” kan holde en så stor bestand af yngel og præsmolt som muligt. Det er nemlig således, at en ørredyngel med ”tag over hovedet”, er en glad ørred. Samtidig kan den finde føde i dette ”rod”, der bliver skabt, når grene og stammer lægges i vandløbet.
Det bliver fantastisk, og skulle eleverne ikke være færdige med sten og gydesubstrat, skal vi naturligvis også sørge for, at den sidste rest bliver lagt i vandløbet.
Projektet er finansieret af Fiskeplejemidlerne, som alle lystfiskere betaler til via Fisketegnet.
Gydesubstrat og sten fra dels materielpladsen i Næstved og resten fra den lokale vognmand, Frede Andersen, sikrer samtidig, at klimaaftrykket for projektet minimeres mest muligt, selvom der er tale om ikke mindre end 110 tons sten og gydesubstrat til Rønnebækken. Det vil virkelig gøre en stor forskel.
Du kan melde dig til projektet, der udføres den 6. september klokken 10.10.
Alle kan være med og det vil i særlig grad glæde mig, hvis så mange bys-børn som muligt har lyst til at deltage.
Det er bare lykken at lave miljøforbedringer i det nære miljø.
Du kan melde dig til projektet ved at skrive en sms til bandeleder, Rune Hylby på nummer: 2536 4280, eller ved at sende en mail til adressen: runehylby@gmail.com.
Du kan også tilmelde dig ved at skrive i ”kommertar-feltet” på Facebooksiden: Grusbanden Fishing Zealand, når projektet offentliggøres på denne side.
Mødestedet er COK, Parkvej 190, 4700 Næstved.
Du skal medbringe støvler (helst skridtstøvler/waders) og i øvrigt fornuftigt tøj. Jeg sørger for handsker til alle.
Om der falder lidt drikkevarer af fra Næstved Kommunes vandløbsafdeling kan jeg levende forestille mig, så du skal huske at tilmelde dig.
Bandeleder, Rune Hylby,
Mobil, 2536 4280,