På instruktørkursus med ØrredPatruljen
- 22. januar 2016
ØrredPatruljen, har jeg altid syntes, er et super godt udtænkt projekt for unge mennesker. Forleden var jeg så heldig, sammen med Claus Eklundh Christensen, at blive uddannet til instruktør i ØP, og jeg har nu selv muligheden for at tage en flok unge mennesker med ud at restaurere vandløb – selvfølgelig i samarbejde med den lokale kommune.
Undervisningen foregik på en skole i Vordingborg, og Uffe Clemmensen fra ROLK / ØrredPatruljen og Kaare Manniche Ebert stod for den spændende undervisning. Uffe gav en god og informativ introduktion til ØrredPatruljen, og hvad konceptet indebærer, mens Kaare gennemgik uddannelsens fokusområder, som er havørredbiologi, vandløbspleje, vandløbsrestaurering, bæredygtighed og engagement i naturen. Formålet er at klæde de unge mennesker på til at sørge for havørredbestandenes og gydevandløbenes ve og vel.
Biolog Jimmi Spur Olsen fra Vordingborg Kommune havde udpeget et vandløb lige i nærheden, hvor vi skulle ud og omsætte vores viden til praksis. Mange vandløb mangler egnede steder for havørrederne at gyde, og udlægning af gydegrus er netop én af ØrredPatruljens vigtigste opgaver. Derfor havde Jimmi til kurset bestilt 3 tons gydegrus, som vi skulle fordele på velegnede steder i den lille bæk. Skønt med noget fysisk arbejde til at holde varmen! – Så vi gik i gang med trillebører og skovle og fik hurtigt etableret 5 nye stryg med gydegrus i den lille bæk.
Inden udlægningen af gydegruset havde vi konstateret, at vandløbet var i en god økologisk stand, og at det derfor gav mening at bruge tid og penge på at restaurere vandløbet. Efter fangst af rentvandskrævende smådyr blev vandløbet karakteriseret til at være faunaklasse 5, hvilket gør vandløbet egnet som gyde- og opvækstvandløb for ørreder.
Efter en herlig dag i både klasseværelset og i naturen er 9 nye instruktører nu klar til at undervise unge mennesker i havørredens univers.
Du kan læse mere om ØrredPatruljen i Fishing Zealand magazine her. Eller se nedenstående film.
MVH/
Niels