Kategorier

Bloggere

Elektrofiskeri i Elverdamsåen i den kommende weekend

Elektrofiskeri i Elverdamsåen er altid spændende. Du kan nemlig komme helt tæt på, så tæt, at det er dig, der netter de fisk, der rammes af strømmen i vandet (foto, Andreas Finding-Rottem)

Igennem de seneste 15 år har vi, hvert år i november måned, været afsted til Elverdamsåen for at fange moderfisk til Fiskeplejen i Isefjorden.

Det foregår ved hjælp af elektrofiskeri og det er særdeles spændende både at være med til, og ligeså at kigge på.

Jeg får ”immer alles” en lille smule indre uro i kroppen, når det er ved at være den tid på året. Det er jo ikke altid, fiskene lige opfører sig, som de plejer. Det afhænger helt af vind og vejr, genetik, geografi og mange andre faktorer, jeg egentlig aldrig bliver helt klog på. Havørrederne er vidunderlige skabninger.

Jeg havde en drøftelse med Marie Brandt, der er formand (m/k) for Københavns Fiskeklub for nylig om, hvilken fisk, der med rette kunne kaldes Danmarks Nationalfisk. Måske er det havørreden. Jeg bliver i hvert fald en kende andægtig, hver gang jeg holder denne smukke fisk i hånden.

-Om det er en blankfisk på kysten, eller en havørred i gydedragt er egentlig lige gyldigt.

Én af Elverdamsåens smukke hunfisk bliver fanget under elektrofiskeri og vist frem. En hun som denne kan snilt have en halv liter rogn under bugen, og bidrager dermed til en masse ørredsmolt, når hun er strøget for æg.

Igennem et langt lystfiskerliv, med en masse erfaring, empiri og uendelig litteratur, har jeg forsøgt at lære havørreden at kende. Det er ikke lykkes endnu. Hver eneste gang, jeg er blevet klogere, må jeg konstatere, at der er tusind gange mere, jeg ikke ved.

Havørreden er mytisk. Netop derfor er det hvert år særdeles spændende, at pakke bilen med elektrofiske-grejet, båden og alt det andet gear, der er nødvendigt, når moderfiskene skal fanges i Elverdamsåen.

Er der mange fisk i åen er det jo ingen sag at fange dem, men er der få fisk, skal jeg måske ud igen for at fange den mængde fisk, der kræves for at kunne imødekomme behovet for en vis mængde rogn og sæd til sikring af udsætningen på Isefjorden.

Ét år fangede vi over hundrede fisk, mens sidste år var ”so to speak” en katastrofe, hvor vi slet ikke fik fanget tilstrækkelig fisk til at opfylde udsætningsbehovet. Derfor har vi i år lagt den første befiskning noget senere end vi plejer, -faktisk fjorten dage senere. Det sker på søndag den 19. november.

Jeg tør derfor godt love, at der er fisk i åen, -og jeg har i sinde at fange dem med elektroden.

Ikke ufarligt, og derfor er der også strenge regler for dette elektrofiskeri, der kontrolleres af både DTU Aqua og af Fiskerikontrollen således, at hverken fiskene eller jeg, lider overlast.

Elverdamsåen har én af Sjællands største ørredbestande, målt i forhold til antal kilometer vandløb, og hvert år vandrer fisk på op til 10 kg op i det lille vandløb for at gyde.

Det er ”combat fishing”, når hanfisk af den størrelse fanges under elektrofiskeri. Vi hjemtager dog ikke disse store hanner, da de dels er for store at håndtere og dels ikke har samme livsgejst, som de yngre og mindre hanner.

De store hunner kan have op til en liter rogn i sig og er naturligvis mere end velkomne, når jeg kommer gående i vandløbet med elektroderne.

De store hanner er nærmest frygtindgydende med deres store kæbekrog og et udtryk i øjnene, der er en arrig bokser værdig. Den slags fisk er ikke lige til at håndtere. Derfor er der brug for hjælp.

Du kan endog deltage, -helt tæt på. Nede i vandet sammen med mig, hvor et par waders og lidt is i maven, ofte rækker.

Du kan også deltage på brinken, hvor du kan se med, når vi vandrer i vandløbet og kontinuerligt (håber jeg), fanger disse fantastiske havørreder med elektroden.

Det sker som sagt på søndag, den 19. november klokken 09.09.

Vi mødes ved Elverdamskroen, Roskildevej 498, 4340 Tølløse.

Du kan melde dig til elektrofiskeriet ved at skrive en sms til bandeleder, Rune Hylby på nummer: 2536 4280, eller ved at sende en mail til adressen: runehylby@gmail.com.

Du kan også tilmelde dig ved at skrive i ”kommertar-feltet” på Facebooksiden: Den sjællandske Grusbande, når det offentliggøres på denne side.

Du skal medbringe fornuftigt tøj, eventuelt waders, hvis du vil helt tæt på.

Varm kaffe, og frokost vil også være en god idé, da vi regner med at fiske igennem.

Vi plejer at slutte fiskeriet omkring klokken 14.00, men lad os se.

Det afhænger af, hvor mange fisk, vi kan og skal bruge som moderfisk.

Bandeleder, Rune Hylby,

Mobil, 2536 4280,

runehylby@gmail.com,