Kategorier

Bloggere

Tusindvis af ørreder udsat og overvåget af smoltvagter

I Nivå blev der udsat 25.000 stk. smolt, hvor blandt andet Torben Kaas (med den brune jakke) deltog, foruden fiskerikontrollen ved Peter Hjort Larsen.

Under stor mediebevågenhed, blev der i påskedagene udsat mange tusinde ørredsmolt i mundingerne af vandløb rundt omkring på Sjælland. Baggrunden for den store interesse fra mediernes side, var Danmarks Sportsfiskerforbunds kampagne for at sikre overlevelse af så mange ørredsmolt som muligt via den landsdækkende frivillige indsats mod den omsiggribende predation fra skarver.

Under navnet ”Smoltvagt” gik mange hundrede frivillige i hele Danmark til kamp mod skarverne, og med skræmme-metoder jagede de mange skarver bort i de dage, hvor ørredsmolten er særlig udsat for at blive spist af den sultne fugl.

Normalt spiser en skarv 5-700 gram fisk om dagen, men er der mad ad libitum for de glubske fugle, kan de spise en betragtelig større mængde. Derfor har de frivillige i blandt andet FZ-kommunerne, været afsted fra tidlig morgen til sen aften for at jage skarverne væk. Typisk på vagter á to timers varighed.

Der var mange tilskuere til udsætningen i Esrum Å, hvor en snes tilskuere så udsætningen i den absolut nederste del af åen. Formand for Esrum Å-laug, Jan Kuhlmann (nederst til venstre) holdt godt fast i røret så ingen fisk kunne fare vild.

I ”Sukkerkanalen”, der er et særegent udløb af Hallebyåen, beliggende i Kalundborg Kommune, satte folkene fra Halleby Å Sammenslutningen ørredsmolt ud. Peder Høpfner og Finn Mejsner, der er begge er meget aktive i Grusbanden, var bl.a. smoltvagt i dette vestsjællandske vandløb, og med to stykker træ, som blev slået mod hinanden, skræmte de skarverne væk fra mundingen, så de små ørredsmolt kunne akklimatisere sig, inden de vandrer ud i havet for at bidrage til ørredbestanden, og dermed også til fiskeriet på Vestsjælland.

Det kom der et fint lille indslag ud af i TVeast, hvor også billeder fra den foreløbig sidste udsætning i Tuse Å i Holbæk Kommune blev bragt ved samme lejlighed.

Du kan se det hyggelige indslag ved at følge linket: https://www.tv2east.dk/arkiv?date=2023-04-10&clip=741b7446-5cfa-4562-ba3d-ccae383e25c7.

Jeg var selv med til at sætte ud i Nordsjælland, -som jeg plejer og et levn fra dengang, både Helsingør og Gribskov var en del af Fishing Zealand, men som stadig fastholdes, da flere foreninger er medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund.

Vi begyndte i Nivå, hvor både Danmarks Sportsfiskerforbunds formand, Torben Kaas og Fiskeristyrelsens fiskerikontrol, Peter Hjort Larsen deltog. Her satte vi 25.000 stk. ørredsmolt i vandet, og også her, havde flere medlemmer af Nivå Sportsfiskerforening meldt sig som smoltvagter. Dernæst gik turen til Esrum Å, hvor vi også satte 25.000 stk. ørredsmolt i vandet, og også her var der etableret vagt-ordning.

I Højbro Å, hvor vi sluttede, blev der sat i omegnen af 10.000 stk. smolt i åen, der få hundrede meter nedstrøms løber til Nordkysten.

I Odsherred Kommune satte vi 15.000 stk. ørreder ud i Nordkanalen, der løber til Isefjorden, under stor deltagelse af tilskuere på trods af, at vi ikke havde annonceret det. Et par dusin nysgerrige var mødt op, blandt andet Lisbeth, Sif og 4-årige Molly, der synes ørrederne var glatte. Det var de også, og grydeklare til udsætning i Nordkanalen.

Normalt plejer vi at slutte i Ejby Å i Lejre Kommune, der er en FZ-kommune, men i år har vi valgt at lade åens naturlige ørreder få fred, idet vi både sidste år og forrige år restaurerede en længere strækning af Ejby Å og blandt andet i vinter kunne se, at antallet af gydegravninger i vandløbet er markant forøget.

Derfor synes vi, -styregruppen i Tuse Å’s Ørredsammenslutning, der administrerer Fiskeplejen i den sydlige del af Isefjorden, at vandløbet skal have lov til selv at producere vilde fisk til Isefjorden.

Dagen efter, -2. påskedag, satte vi i samarbejde med Odsherred Sportsfiskerforening fisk ud i Nordkanalen, der er (som navnet antyder), den nordlige kanal på Lammefjorden i Odsherred Kommune.

Her skulle vi sætte 15.000 stk. ørredsmolt i bassinet tæt på udmundingen i Lammefjorden.

Vi var heldige med tidevandet, idet sluseportene var åbne og dermed havde ørrederne frit lejde til at vandre ud i Fjorden allerede fra starten på deres nye liv som havørreder i Isefjorden, hvor de skal have lov til at vokse sig store og tykke.

Adskillige medlemmer af Odsherred Sportsfiskerforening havde meldt sig til smoltvagtordningen, og den første var sat til at møde ind tidlig morgen, knapt tolv timer efter udsætningen.

Mørket var allerede ved at sænke sig over kanalen, da fiskene blev sat ud, så mon ikke, en stor del af fiskene har overlevet natten over eller er trukket ud i Fjorden, hvor de har nemmere ved at skjule sig.

Langt de fleste fisk var også store flotte eksemplarer.

Det kræver sit, at holde røret, der helst skal langt ud over kanten og dermed også vejer en god slat, når det er fyldt med vand og ørreder. Jeg får hjælp af et par knægte, der synes det var både tungt og samtidig sjovt. Ak, ja, de unge knægte skal jo nok bære tungere byrder i livet end lidt fisk til Nordkanalen
Jan Aggerholm og Kalle Ludvigsen (med kasketter til venstre i billedet), begge fra Odsherred Sportsfiskerforening er headmasters for udsætningen i Odsherred Kommune og de to meget energiske unge mænd, fik de betydeligt yngre tilskuere til at lytte, da de fortalte om ørreder og udsætningerne.

Alle fisk til Isefjorden er afkom af forældre, der er elektrofisket i efteråret 2021 og som nu er blevet passet halvanden års tid af Linda Bollerup Høeg, der er fiskemester og plejemor på FGU Fyn.

Det var også Linda, der både sørgede for fisk til Sukkerkanalen, Nordsjælland og til Isefjorden.

Turen gik nu videre til Sejerøbugten, hvor en lille slat fisk på 10.000 stk. skulle sættes ud i Dragskanalen. Det var fisk med et genetisk ophav fra Fyn, men det kunne man såmænd ikke se på dem, har jeg ladet mig fortælle.

Alle udsætninger rundt omkring på Sjælland er, efter hvad jeg ved, forløbet over al forventning. Smoltvagt-ordningen har i den grad appelleret til lystfiskerne og den frivillige indsats for at sikre, at så mange smolt som muligt, får lov til at leve et helt ørredliv.

Både til glæde for havørredbestanden omkring Sjælland og til glæde for de lystfiskere, der har betalt for fiskene gennem det statslige Fisketegn, der finansierer de mange tusinde ørreder.

Bandeleder, Rune Hylby,

Mobil, 2536 4280,

runehylby@gmail.com,