Kategorier

Bloggere

Meld dig til spændende projekt i Græse Å

Projektstrækningen umiddelbart inden Græse Å løber under vejen og ”ud over fisketrappen” ved Græse Mølle. Netop her er der faktisk sten til skjul, men sådan ser resten af projektstrækningen ikke ud.

Græse Å i Frederikssund Kommune er et af de vandløb, vi i samarbejde med de lokale frivillige kræfter, har restaureret over flere omgange.

Kaj Larsen fra Havelse Å Vandplejegruppe og efterhånden også et par fantastiske prospects, har jeg flere gange lavet projekter sammen med og det er lige hyggeligt hver gang. Nu har vi igen kastet os over en fantastisk lovende strækning af Græse Å.

Strækningen ligger umiddelbart opstrøms Græse Mølle, og udpegningen af netop den strækning, er egentlig foranlediget af lodsejeren på møllegården, der gerne vil gøre noget godt for vandløbet langs sin matrikel, samt det faktum, at denne strækning af Græse Å ikke er udpeget i Vandhandleplanerne for Vandrammedirektivet. Det betyder i korte træk, at Græse Å på denne strækning ikke kan restaureres for de EU-støttede statslige midler, men at Frederikssund Kommune selv skal punge ud, hvis der ikke er målopfyldelse på denne del af Græse Å.

Vi kunne godt tænke os, der er God Økologisk Tilstand i hele Græse Å og dermed også på denne strækning. Derfor satte vi hinanden stævne i vinter, en kold januardag, hvor både lodsejer, de frivillige fra Havelse Å Vandplejegruppe, Frederikssund Kommune og jeg, gik en tur langs vandløbet for at finde muligheder for at gøre det endnu bedre.

Vi kunne i høj grad se potentiale i strækningen opstrøms møllen, og da lodsejeren ovenikøbet selv havde nogle sten liggende, synes vi projektet ville give endnu bedre mening. Yderligere er en anden lodsejer på projektstrækningen vognmand, og kan sandsynligvis skaffe resten af stenene, samt levere det gydegrus, vi også kunne se, ville gøre underværker på strækningen.

Tilbage i ”Tegnestuen” gik jeg i gang med projektbeskrivelsen, VVM-screening, og alle de andre ting, der hører med til projekter af den karaktér, alt imens Kaj Larsen og Christian Lund Petersen fra Havelse Å-gruppen, talte med lodsejerne langs Græse Å på den 800 meter lange projektstrækning, vi havde i tankerne.

Forløbet af åen ligger for en stor dels vedkommende i skov, og derfor er grødevæksten meget sparsom, selv om sommeren, og der er ingen nævneværdige varige skjul i form af sten og ”dødt ved”. Dermed ingen variation af samme årsag. Samtidig er sandtransporten på strækningen begrænsende for gydesucces på de gydebanker, Kaj og Co. har lagt ud tidligere og lidt længere nedstrøms. To begrænsende faktorer for et velfungerende ørredvandløb.

Det var netop det, vi talte om under vinterens gennemgang af projektstrækningen. Tre tiltag, -skjul, gydegrus og etablering af et sandfang (etableres af Frederikssund Kommune), vil sammen med udlægning af ”dødt ved” give strækningen et kæmpe boost!

Nu har projektet været i høring uden påtale og vi kan gå i gang med næste fase. Den første del af udførelsen. Vi har nemlig delt udførelsen i to faser, idet vi i første omgang vil lægge sten og ”dødt ved” i vandløbet og så næste år følge disse tiltag op med udlægning af gydegrus.

Projektstrækningen set fra oven, -og du skulle tage at melde dig til. Det bliver hyggeligt, samtidig med, du kan gøre en kæmpe indsats for ørredbestanden i vandløb til Roskilde Fjord.

Fordelen ved at dele projektet i to faser er, at der på projektstrækningen ligger en masse sediment, som vi gerne vil have skyllet væk inden udlægning af gydegrus. Ellers sander det bare til! DTU Aqua, der finansierer projektet via Gruspuljen, var med på strategien, og vi kan derfor glæde os over, at første del af projektet kan udføres allerede den 17. september. Det er udlægning af sten og udlægning af ”dødt ved”.

Frederikssund Kommune har lovet at stille maskinkraft til rådighed, og vi håber derfor, projektet vil være rimelig overkommeligt.

Vi skal i alt lægge 50 m³ skjulesten, eller knapt 100 tons i vandløbet på den 800 meter lange strækning, -og de kommer til at gøre en kæmpe forskel!!!!

Selve udlægningen finder sted den 17. september, hvor vi mødes ved Græse Mølle klokken 10.10.

Du kan melde dig til projektet ved at skrive en sms til bandeleder, Rune Hylby på nummer: 2536 4280, eller ved at sende en mail til adressen: runehylby@gmail.com.

Du kan også tilmelde dig ved at skrive i ”kommertar-feltet” på Facebooksiden: Den sjællandske Grusbande, når projektet offentliggøres på denne side.

Du skal medbringe støvler, skridtstøvler/waders og i øvrigt fornuftigt tøj, foruden arbejdshandsker, eventuelt trillebør/sækkevogn og det gode humør.

Meld dig endelig til, -dels er det hyggeligt og dels kan du virkelig hjælpe ørredbestanden i vandløbene omkring Roskilde Fjord.

Jeg glæder mig, og kan allerede nu i tankerne forestille mig, hvordan vandet vil finde vej imellem de mange sten og efterhånden skylle strækningen fri for sand og slam.

Bandeleder, Rune Hylby,

Mobil, 2536 4280,

runehylby@gmail.com,