Fisketure under Stevns Kommunes “Aktiv sommer”
- 27. august 2020
Over sommeren har Fishing Zealand i samarbejde med Stevns kommune haft en række arrangementer, hvor børn og unge har kunnet komme ud og fiske. Under navnet Sommerlandet, har Fishing Zealand således stillet med fiskegrej og fiskeguider og Stevns kommune med en naturvejleder. Med denne opbygning havde børnene ikke blot gode chancer for at fange en fisk, men også mulighed for at tilegne sig god viden om naturens dyr og planter generelt.
Arrangementerne var generelt en succes, selvom sommervarmen havde besværliggjort fiskeriet på dagen, hvor der skulle fiskes i Tryggevælde å, da andemaden flød tykt i åen. Trods udfordringen med at få flåddene i vandet lykkedes det alligevel at fange 4 fisk – to gråskaller og to brasen. Den rette madding gjorde udslaget, og det viste sig at regnorm var sagen på dagen. Børnene hjalp hinanden med at finde orm, mens nogen andre fiskede. Derved blev der skabt en holdånd og de 4 fisk som blev fanget var holdets indsats og alle gik hjem med fornemmelsen af, at de havde fanget og bidraget med noget.
Dagen efter skulle fiskeriet foregå i Rødvig havn. Elleve børn mødte håbefulde op kl. 12.30 og fik gennemgået instrukser om sikkerhed og blev iklædt en redningsvest. Børnenes forventninger blev ikke mindre efter de blev introduceret til fiskeriet, hvor der blev lovet fangst til alle. Fishing Zealand guiden, Henrik Reiter, havde nemlig været på havnen nogle timer før børnene skulle ankomme og kunne konstatere at der var masser af fisk i havnen. Ude på flydebroerne mellem bådene vrimlede det med skaller og rimter. Da fiskeri mellem bådene er en besværlig disciplin blev børnene opdelt i 2 grupper, med hver deres fiskestang monteret med flåd og brød. Børnene skiftes til at fiske, således at krogene ikke endte i bådenes fortøjninger. Der blev udpeget en “netmester”, som stod for at nette fangsten når kammeraten fik bid. Hver gang der var bid heppede de børn som ikke fiskede på fangeren og der udbrød jubel når netmesteren fik fangsten sikkert på land. Fiskene blev efterfølgende udsat i ”klap en fisk” bassinet. Efter en times tid havde alle børn fanget mindst én fisk og nogle sluttede på hele tre. Dagen sluttede med krabbefiskeri, hvor en af de fangede skaller blev dissekeret og delt op til madding. Vi lå på maven og hyggede mens krabberne lod sig snyde. Dagens storfanger blev en pige, som endte med at fange tre fisk og tre krabber, selvom det var første gang hun fiskede. Børnene blev dog lidt ærgerlige over at de ikke måtte få fangsten med hjem til deres forældre. Men jeg håber forældrene er glade for denne beslutning.
Endelig var der lagt op til en kysttur for unge mennesker ude under Stevns Klint, hvor målet var at fange deres livs første havørred. Der mødte 12 unge mennesker op – de fleste i følgeskab med deres forældre. De unge fik først noget info om havørreden, og om hvorfor denne plads var valgt. Det var en af sommerens varmeste dage, så det gjaldt om at finde noget dybt køligt vand. Derudover blev de fortalt, at havørreden er en flidspræmie, og at man ikke bare lige går ned til kysten og fanger en sådan. Vel informeret om at havørreden ikke er den nemmeste fisk at fange, gik alle på kysten med krum hals. De unge fik især fif – og fik vist, hvordan man kaster langt – og hvordan man spinner blinket ind, så havørreden opfatter det som et bytte. Som nævnt var det en særdeles varm dag, og da det dette foregik tidligt på aftenen, var forventningerne til fangst ikke så store. Og det lykkedes desværre heller ikke at få en havørred på land – men de unge mennesker gav det virkelig gas, og som en dem sluttede af med at sige, da forældre kaldte på ham, ”jamen der er jo kun gået 10 minutter?”. Der var så trods alt gået mere end et par timer. Alt i alt en dejlig lun aften under Stevns Klint, hvor både børn og voksne hyggede – flere endda med aftenkaffe og en lille madkurv.