”Os om Havet”, Havelse Å-folk og Grusbanden har brug for hjælp i Græse Å
- 13. september 2024
For år tilbage var Kaj Larsen fra Havelse Å Vandplejegruppe og jeg på tur sammen med Skovskolen under Københavns Universitet, hvor jeg underviste en gruppe vedligeholdelsesfolk fra kommunerne i det vandløbskursus, der kaldes ”Åmandskursus 3”. Turen var henlagt til en strækning af Græse Å.
Strækningen ligger umiddelbart opstrøms Hørup Bro. Her er der enkelte gydebanker, som jævnligt bliver brugt af havørreder fra Roskilde Fjord. Men gydebankerne sander desværre til og der var en del aflejret sediment i de få gydebanker. Det var netop disse aflejringer, vi ville tage hånd om i selskab med Skovskolen, da sediment i gydebankerne kvæler ørredernes æg.
Indsatsen mod sand-i-gydebankerne bestod af at ventilere dem med stengreb og spulepumpe.
Årsagen til, at gydebankerne sander til på denne strækning er dels den store sedimenttransport og dels det overbrede vandløbsprofil, der nedsætter strømhastigheden således, at sedimentet aflejres, -bundfældes.
Vi fik både løsnet gydesubstrat og vi fik spulet sandet væk fra gydebankerne. Men det har ikke løst problemet, da der til stadighed transporteres sediment og vandløbet stadig er overbredt. Derfor tog Christian Lund Petersen fra Havelse Å Vandplejegruppe handsken op og i samarbejde med mig, udfærdigede en projektskitse, som både skal sikre mod sedimenttransporten og det overbrede vandløbsprofil, samt ikke mindst forbedre mængden af gydesubstrat på strækningen.
Desuden var der en enkelt brinkudskridning, som vi gerne ville tage hånd om for at sikre mod yderligere sedimenttransport og sikre lodsejerens arealer.
Vi ville snævre vandløbet lidt ind ved at udlægge store sten som strømkoncentratorer og skjul for ørrederne, samt udlægge nyt gydesubstrat på den 300 meter lange projektstrækning. Desuden, og nok så vigtigt, ville vi etablere et sandfang således, at den sedimenttransport, der kontinuerligt driftede ned over strækningen, blev stoppet inden gydebankerne.
Projektbeskrivelsen tog form i løbet af det tidlige forår, hvor både Christian, Kaj og jeg var på besøg på strækningen uafhængigt af hinanden.
Vi kunne udmærket se potentialet og da Christian samtidig tog kontakt til lodsejerne og fik en fin snak og aftale i hus, -fik vi i fællesskab skrevet en fin projektbeskrivelse, som Tenna Marie Hertel fra Frederikssund Kommunes vandløbsafdeling har sagsbehandlet med stort engagement og til UG med kryds og slange (som man vist nok sagde i de gode gamle dage). Det er vi meget taknemmelige for. Vi kan dermed komme i gang med den egentlige del af projektet. Nemlig udførelsen.
Her skal det dog lige nævnes, at jeg i foråret blev kontaktet af Foreningen, ”Os om Havet”! Det var Jamila Lilja, -formand og medstifter af foreningen, der havde læst om det gode arbejde, Den sjællandske Grusbande, Fishing Zealand, havde gang i.
Jamila spurgte, om vi ikke skulle samarbejde om et projekt, da foreningen Os om Havet kunne se det fantastiske i at knytte bånd mellem vores indsats i vandløbene og deres indsats i havet. Det kunne jeg bestemt også se og tænkte straks i helhedsløsninger og komplimentære fællesskaber.
Vi har siden talt sammen mange gange, Jamila og jeg, -om end jeg kan forestille mig, det har været op ad bakke for Jamila.
Baggrunden ligger naturligvis i, at projekter, der skal sagsbehandles, i høring og siden i klageperiode, ikke er helt så nemme at planlægge langt ud i fremtiden, da der ikke skal meget til at vælte de gode intentioner. Derfor har jeg været lidt tøvende med at kunne sætte en dato og et projekt i skema for Os om Havet og Grusbanden i fællesskab. Men nu……..efter både dato- og projektskifte, er det lykkes at sætte et konkret projekt i kalenderen, tidsnok til, at Os om Havet og Grusbanden i fællesskab kan slå pjalterne sammen og lave et projekt sammen.
Netop Græse Å, hvor vi sammen med lodsejere, Frederikssund Kommune og ikke mindst Havelse Å Vandplejegruppe, udfører projektet i Græse Å opstrøms Hørup Bro. Fantastisk at kunne samle så mange interessenter om et projekt. Et fællesskab af fem samarbejdspartnere, -det kan kun blive fantastisk.
Frederikssund Kommune etablerer sandfanget ud fra de beregninger, jeg har lavet, alt imens lodsejeren tager imod det opgravede materiale, for siden at pløje det ned. Udlægning af sten og gydesubstrat tager vi, -Os om Havet, Havelse Å Vandplejegruppe og Grusbanden sig af. En skøn blanding af ”dele-bolcher” til glæde for naturen, biodiversitet og ikke mindst forbindelsen mellem å og hav.
Jeg er både glad og stolt af samarbejdet, og skylder både Jamila og Lise fra Os om Havet og Christian Lund Petersen fra Havelse Å Vandplejegruppe en stor tak for deres engagement.
Der skal lægges i alt 88 tons sten og gydesubstrat i Græse Å på den 300 meter lange projektstrækning, fordelt på 38 tons gydesubstrat og 50 tons skjulesten og sten til sikring af brink, foruden lidt ”dødt ved”, blot for at skrue yderligere op for biodiversiteten.
Vi har brug for friske hænder til at rette gydegruset til og lægge stenene strategisk i vandløbet, så vi får den størst mulige variation og samtidig sikring af brinken.
Projektet udføres søndag den 6. oktober kl. 10.10.
Du kan melde dig til projektet ved at skrive en sms til bandeleder, Rune Hylby på nummer: 2536 4280, eller ved at sende en mail til adressen: runehylby@gmail.com.
Du kan også tilmelde dig ved at skrive i ”kommertar-feltet” på Facebooksiden: Den sjællandske Grusbande, når projektet offentliggøres på denne side.
Vi mødes søndag den 6. oktober kl. 10.10 ved Hørup Skovvej 17A, 3550 Slangerup.
Du skal medbringe støvler (helst skridtstøvler/waders) og i øvrigt fornuftigt tøj.
Jeg sørger for handsker til alle.
Du må meget gerne tage en rive og/eller skovl med, hvis du har mulighed for det.
Det er vigtigt, du melder dig til, idet vi vil sørge for forplejningen i dagens anledning.
Bandeleder, Rune Hylby,
Mobil, 2536 4280,