Put & Take

DSC_0279Put & Take vande eller fiskesøer, som disse kommercielle fiskevande ofte kaldes, er der masser af på Sjælland. De baserer sig på timebaseret betaling, og fiskene i søerne er sat ud med henblik på fangst og hjemtagning. Hovedparten af Put & Take søerne huser primært udsatte regnbueørreder, mens enkelte også kan byde på fisk såsom bækørred, kildeørred, guldørred og laks. Der findes desuden enkelte specimen Put & Take søer, hvor man kan fiske karper, sudere og stør.

Der kan fiskes i Put & Take søerne året rundt – så længe de altså ikke fryser til, men særligt i løbet af foråret og efteråret, hvor vandtemperaturerne ikke er alt for høje, har man fine muligheder for at fange flotte ørreder. Specielt tidlig morgen og sen aften kan der være hugperioder, men ellers gælder det om at væbne sig med tålmodighed og eksperimentere en hel del med forskellige agn, agnstørrelser og agnfarver. For selvom mange af søerne vrimler med fisk, så er de ikke altid helt lette at få i tale.

Put & Take fiskeri stiller ikke de store krav til udstyret, og uanset om man er spinnefisker, medefisker eller fluefisker, er der fine muligheder for fangst. Fluefiskeren bør se dybt i flueæsken efter mindre streamere samt små nymfer, der kan imitere søernes vandinsekter: tanglopper, vandkalve, vandnymfer, myggelarver, vårfluelarver, døgnfluenymfer m.v. Provokationsfluer af marabou i sort eller hidsige farver kan også være rigtig gode. Standard fluefiskeudrustning i #5-7 fungerer fint til Put & Take fiskeri, og som regel er en flydeline velegnet. Særligt i sommermånederne kan en intermediate- eller synkende flueline dog være at foretrække, for her kan fiskene nemlig have en tendens til at stå lidt dybere. Husk også at lange og tynde forfang kan være en fordel, for indimellem er fiskene ganske sky og forsigtige. Nogle dage kan det derfor være en fordel at fiske med forfangsspidser på helt ned til 0.12-0.15mm.

pt-049

Medefiskeren kan ofte have stort held med levende regnorm eller nogle af de typer duftagn, som efterhånden findes i de fleste grejforretninger. GULP og Powerbait er et par af dem, som for alvor har bevist, at de kan fange fisk i Put & Take søerne, og de fiskes som regel mest effektivt bag et bombardaflåd med en jævn og relativt langsom indspinning. Når fisken hugger gives der slækline et øjeblik, så fisken har mulighed for at indhalere agnen, og herefter gives der tilslag – og fighten er i gang!

Spinnefiskeren kan forsøge sig med mindre kasteagn såsom spinnere, woblere eller skeblink. En 6-8’ spinnestang med en kastevægt på 5-20gram i kombination med et lille spinnehjul, hvorpå der er påspolet noget 0.15-0.20mm fletline, er perfekt til dette fiskeri. Agnene bør fiskes med variationer i hastighed og med kunstpauser, hvor agnene kortvarigt er i fritfald. Ofte kan et sådant spinstop – eller en pludselig accelleration af agnen – være det, der skal til, for at lokke fisken til at hugge.

DSC_1526_2Typisk koster tre timers fiskeri et sted mellem 50 og 150 kr., og vil man eksempelvis fiske en hel dag, er der som oftest rabatter at hente. Selve fiskeriet er som regel yderst let tilgængeligt, også selvom man er gangbesværet, og har man ikke selv fiskeudstyr, er der tit og ofte mulighed for at leje dette. Mange Put & Take søer byder desuden på komfortable bænke, rensestationer, toiletter, vejrskærme, cafeterier og grejsalg. Der er altså optimale muligheder for at kunne nyde et fint fiskeri uden at skulle bekymre sig om logistik, specialudstyr eller manglende erfaring. Put & Take fiskeriet kan nydes af alle – eksperter såvel som nybegyndere.