Kategorier

Bloggere

To succesfulde arrangementer i Næstved Kommune med fokus på hornfisk

I maj måned inviterede vi på to arrangementer i Næstved Kommune, hvor børn og unge samt nybegyndere kunne prøve at fange deres første fisk.

Det første arrangement var på Enø i samarbejde med Enø Lejrens Venneforening, Næstved Lystfiskerforening og Sportsfiskerforeningen Fladså samt Næstved Kommune. Dette arrangement var rigtigt godt besøgt, og mange dukkede op i løbet af dagen og forsøgte sig med fiskeriet, hvor der var waders og fiskegrej til rådighed. Og kyndige og erfarne lystfiskere stod klar til at give en hjælpende hånd. Vinden var desværre strid denne dag, og stod lige ind på Enø, hvorfor vandet var meget grumset. Dette gjorde, at der kun blev fanget en enkelt fisk.

Senere i maj måned gentog vi derfor arrangementet en hverdag ved Strandskoven. Her var langt færre besøgende, men derimod var der rigeligt med fisk til alle. Så alle besøgende gik hjem med en stak hornfisk.

Begge arrangementer var støttet af Nordea-fonden via vores projekt ”Fang din første fisk”.

Vi takker mange gange alle de frivillige fra foreningerne for at støtte op om vores fælles projekter. Dem kommer der flere af i fremtiden.

Var du deltager, eller på anden måde har fået interesse for lystfiskeri i lokalområdet, så er et medlemskab i en af fiskeklubberne et rigtigt godt afsæt for at sætte skub i din fiskekarriere.

Foreningsmedlemmerne kender endvidere lokalområdet rigtig godt, og ved derfor, hvor man kan tage hen på den næste fisketur.

 

 

 

Tak til Martin Harregaard, Næstved Lystfiskerforening for fotos.