Kategorier

Bloggere

Ny film online: Geddefabrikker 3

Nu er den sidste film klar i trilogien om landets første geddefabrik. Den første film fortalte om brakvandsgeddernes vanskelige livsvilkår, visionen, planlægningen og de første arbejder med etableringen af geddefabrikken. Den anden film viste åbningen af Danmarks første geddefabrik, og de første erfaringer med at få gedderne til at tage det ny område i brug. Denne – den tredje film – viser, at nu er det lykkedes. Der er geddeyngel. Filmen viser, ligesom de foregående, at der er mangelfuld viden om brakvandsgeddernes liv og livscyklus. Vordingborg Kommunes og Fishing Zealands arbejde med geddefabrikken har givet anledning til, at flere er begyndt på at indsamle og formidle viden om brakvandsgedderne.

Her i den nye film kan du bl.a. høre den imponerende historie om udbrydergedden nr. 573 fortalt af Jimmi Spur Olsen, Vordingborg Kommune. Jimmi fortæller også om strategien bag succesen med at få naturlig geddeyngel i geddefabrikken ved Præstø Fjord, samt løfter sløret for et helt nyt gydeområde, som er på vej.

Henrik Ravn fra DTU Aqua fortæller om et stort mærkningsprojekt, som skal give os mere viden om brakvandsgedderne.

Afslutningsvist vil vi nævne, at der muligvis kommer en fjerde film en gang i fremtiden, der viser, hvordan geddefabrikken virker på sigt – da denne viden er vigtig for anlæggelsen af nye fremtidige geddefabrikker.

Se filmen, samt også de to foregående film om geddefabrikker: