Naturbeskyttelse, politik og ungdomsarbejde
- 8. oktober 2013
Vi sports- og lystfiskere står altid i det dilemma, at vi på den ene side gerne vil skabe opmærksomhed omkring vores hobby, og få flere ind i den, og på den anden side, at vi gerne vil have masser af plads og ro til at dyrke den selv. Så på den ene side har vi brug for at flere dyrker og bliver ved med at dyrke vores hobby – for der skal være nogen, der interesserer sig for vandkvalitet, fiskebestande, siger fra over for uhæmmet garnfiskeri, råber politikerne op etc. På den anden side skal der være plads nok til alle ude ved fiskevandene, så det giver mening for udøverne at dyrke hobbyen.
Der findes nok ikke nogen forkromet løsning på det, andet end at prøve at ramme den gyldne mellemvej. Det er en balancegang, som nok er svær, men bestemt mulig. Vi skal helt sikkert blive ved med at gøre opmærksom på vores vidunderlige hobby, og få flere unge til at dyrke den, hvilket er svært i en tid, hvor mange andre, især digitale, interesser lokker dem. Men uden dem er der ikke nogen til at bekymre sig om fiskene og vandet i fremtiden, og politikerne vil uvilkårligt ”glemme” os. Og vi, der allerede er tryllebundet af fiskeriet, skal være gode til at indrette os for hinanden, give plads osv.
Det er fint nok med lidt venskabelig konkurrencementalitet, men jeg synes, jeg møder for mange derude, der har meget travlt med at snakke meget højt om deres utrolige fangster i kilo og antal. Helt ærligt, det danske kystørredfiskeri er skønt, men det kan på ingen måde måle sig med meget af det fiskeri, som findes ude i verden. Det må for eksempel alt andet lige lyde noget fladt, hvis nu en gut fra Alaska, skulle befinde sig ude ved Holbæk og høre på en fyr, der blærer sig med 30 fisk fra Isefjorden, hvor én var over 40 cm lang. Når nu han selv snildt kan fange 30 sølvlaks på en dag, som vejer 6 kg i gennemsnit!
Set i et større perspektiv, synes jeg ikke rigtig dansk havørredfiskeri indbyder til konkurrenceræs, nidkærhed, jalousi osv. Snarere skulle man være mere fælles om vejen mod målet, som vi alle kan nyde i fulde drag hele året rundt langs vores kyster. Jeg møder masser, der gør netop dette, og det er altid en fornøjelse at sidde ned med vedkommende og få en kop kaffe og en god sludder. Jeg oplever også, at nogle af de mest innovative fiskere herhjemme er stille og rolige typer, der er meget hjælpsomme og ydmyge omkring deres fiskeri. Dem skal vi rose og hædre, når vi kan. Ud med janteloven, så når vi længst! Jeg skal for eksempel selv blive bedre til at være mindre ”0-tur-panisk”, og bare acceptere, at det er en del af spillet på kysten. Jeg lærer stadig!
Håber vi ses derude til en hyggesnak, og måske en 0-tur?
– Jan