Kategorier

Bloggere

Mega succes på ”vores” gydebanke i Esrum Å

Den nyetablerede gydebanke i Esrum Å som den så ud efter 25-30 mand m/k havde været fælles om at lægge den ud i marts 2019.

I marts 2019 knoklede Esrum Ålaug og Den sjællandske Grusbande med at etablere en meget stor gydebanke i Esrum Å på den nederste del af den strækning, der løber igennem Esrum Møllegård og videre ned langs med ”parken” ved klosteret. Vi lagde omkring 20 tons gydegrus ud, samt skjulesten, som vi i samarbejde med Gribskov Kommune, der dengang var med i Fishing Zealand, hjalp os med at køre til åen.

Da vi udførte projektet tilbage i 2019, deltog også den socialpædagogiske virksomhed ”Kilden”, der blandt andet sørgede for kage og kaffe under udførelsen.

Selve udlægningen blev nysgerrigt dækket af blandt andet TVLorry, og jeg lagde såmænd også en film op på vores Youtube-kanal.

Jeg var ekstremt spændt på at høre, om der havde været gydeaktivitet på gydebanken i vinter, -altså den første vinter efter udlægningen. Derfor ringede jeg i foråret 2020 til Søren Lænkholm fra Esrum Ålaug, der har fingeren på pulsen oppe nordpå i sit pastorat.

Skovskolens kursister og den blandede flok fra ”Kilden” var meget nysgerrige under elektrofiskeriet i Esrum Å. Adskilt med ”en usynlig” linje, og dermed hver for sig i disse Covid19-tider.

Søren fortalte, at der vidst nok ikke havde været gydeaktivitet på den gydebanke, vi lagde ud. Det var naturligvis en streg i regningen. Men i sidste uge var jeg et smut på de kanter i forbindelse med et par kursusdage med Skovskolen, hvor en halv snes kursister skulle have den endelige og ”sidste nadver” inden de fik bevis på Åmandskursus 3. Vi var derfor et smut omkring Esrum Møllegård for at lave et par bestandsanalyser, -både i forhold til kursisternes uddannelse og i forhold til at følge op på, om gydebanken har virket efter hensigten.

Var udlægningen af den mega store gydebanke i Esrum Å en succes!?

Da vi dukkede op, havde jeg en kort snak med Søren, -dernæst var jeg et smut omkring ”Kilden” for at hilse på blandt andet Hubert og Sebastian Boe. Vi var derfor en lidt større, men stadig adskilt, gruppe fra både Skovskolen og ”Kilden”, der gik i gang med den første station, en bestandsanalyse lidt nedstrøms for Esrum Ålaugs klækkeri, der ligger just ved Møllegården. Denne bestandsanalyse skulle primært bruges som reference til den bestandsanalyse, vi skulle lave kort efter på ”vores” gydebanke. Det var ikke opløftende. Fire små stykker yngel på en 30 meter lang strækning.

Monitering på ”vores” gydebanke, der viste sig at vrimle med fisk. Ørreder i tre aldersklasser er fantastisk på en kunstig etableret gydebanke.

Til gengæld fangede vi en del lampretter, en stor gedde på 66 cm og en aborre, som dog slap fra os. Derudover fangede vi et par flodkrebs og så en meget stor ål, som allerede inden mulighed for fangst, søgte opstrøms mod møllen.

Vandløbet er her 4 meter bredt, og bestanden af halvårsfisk var derfor beskedne 3 stk/100 m2 vandløbsbund. Med andre ord, -ikke opfyldt økologisk tilstand på ørredindekset, men til gengæld God Økologisk Tilstand på det lithauriske fiskeindeks, som er det indeks vi bruger, når der er mere end tre arter, -og det var der jo på denne station.

Derefter holdt vi en kort pause og vurderede, om det var værd at bruge tid på at lave en bestandsanalyse ved den gydebanke, vi lagde ud 1½ år tidligere, og som Søren Lænkholm ikke havde observeret gydeaktivitet på. Vi besluttede gudskelov at lave endnu en bestandsanalyse, og jeg skal da lige love for, det var svært at få armene ned efterfølgende.

Vi fiskede ikke hele gydebanken, men på de 20 meter af åen, vi elektrofiskede, fangede vi 17 stk. yngel (5-12 cm), 11 stk. halvanden-årsfisk (18-20 cm), og 2 stk. ældre bækørreder, hvoraf den største var 30 cm. Vi fangede i alt 30 stk. ørreder på en kort strækning af åen, og der var i øvrigt adskillige, der smuttede fra mig, og som slet ikke er blevet talt med i den samlede analyse.

Efter bestandsanalysen blev ørrederne sat tilbage igen på den selvsamme gydebanke, de havde gjort til deres hjem. Lad os håbe for de ørreder, der smoltificerer, at de kommer tilbage til netop dette sted.

Med en vandløbsbredde på tre meter og en elbefisket strækning på 20 meter, giver det i alt 50 stk. ørreder på 100 m2 vandløbsbund og med tanke på, at halvdelen var mere end et år og med de flotteste røde prikker og dermed bækørreder, så varmede det mit gode fiske-hjerte.

Tænk engang, at der er fisk, der har været oppe for at gyde på ”vores” gydebanke (uden at Søren har opdaget det!!!) og har leveret en produktion, der klart opfylder God Økologisk Tilstand på ørredindekset. Helt fantastisk at denne gydebanke, har sikret overlevelse af ikke blot årets yngel, men også ældre ørreder.

Jeg ringede naturligvis straks til Søren for at fortælle ham om den fantastiske bestandsanalyse. Søren var naturligvis voldsomt glad for denne nyhed, og efter en kort samtale om vores fælles stolthed over projektets succes, kunne vi ønske hinanden god weekend, -og på gensyn.

Bestandsanalysen viser blot, at hver eneste gang vi gør gode ting for naturen, så kvitterer den med en god historie, -og denne historie er endog rigtig god.

 

Bandeleder, Rune Hylby.