Forrygende aften med Tusmørkefiskeri i Næstved Kommune
- 1. september 2025
Der var stor tilslutning til at lære mere om kystfiskeri i tusmørket efter havørreder. 40 deltagere var mødt op til en spændende aften på Sydsjælland, hvor fokus var på fangst af havørreder i tusmørket. Alle mødte op iført kystuniformen bestående af waders og fiskestang for at høre mere om, hvordan man overlister en havørred, når solen nærmer sig – og senere forsvinder under horisonten.
Deltagerne nød en kop frisklavet bålkaffe, mens Fishing Zealand guiderne Niels og Mikael bød velkommen og fortalte om aftenens program og teorierne omkring tusmørkefiskeri. Herunder valg af agn, fiskeplads og fiskevejr – samt at inddrage de parametre, der styrer fiskeriet på kysten som vandtemperatur m.m.
Sportsfiskerforeningen Fladså var mødt op med formanden og flere medlemmer for at assistere under fiskeriet og fortælle om deres aktive fiskeklub.
Da teorierne skulle udføres i praksis, blev deltagerne mødt af drivende ålegræs i vandet på de inderste meter. Dette er ofte scenariet her om efteråret. Der var dog mulighed for at søge strækninger, hvor der ikke var ålegræs i hvert kast. Dette gav pote, og der blev i løbet af aftenen landet 4 havørreder og mistet 5-6 stykker. Derudover så mange af deltagerne springende fisk inden for kastehold – bl.a. lige foran campen, mens der blev undervist i kast med bombarda af én af guiderne.
Inden mørket faldt helt på, blev der tændt op i grillen og serveret pølser for deltagerne, så de var helt klar til anden halvleg.
Alt i alt en skøn aften – hvor deltagerne var begejstrede for at få masser af viden med hjem, få svar på mange spørgsmål, få kystgrejet gennemgået og trimmet, nydt dejlig bålkaffe samt en varm pølse fra bålet.
Mange af deltagerne kom langvejs fra, hvoraf flere var kørt fra Nordsjælland og Storkøbenhavn samt også fra Lolland & Falster og selvfølgelig lokalområdet.
Aftenen blev arrangeret i samarbejde med Næstved Kommune.