Kategorier

Bloggere

Fishing Zealand inviterer til ”Catch & Clean” langs de sjællandske kyster

Fishing Zealand afholder i samarbejde med Havmiljøvogterne#plasticinthebasket og Danmarks Sportsfiskerforbund en fælles affaldsindsamlingsdag i alle medlemskommunerne lørdag d. 5. oktober. Dagen afsluttes med et fiskearrangement i området, hvor en Fishing Zealand-guide står klar med tips og tricks.

Affald og plastik er et stadig stigende problem på vores strande – det er ikke kun til gene for strandgæster og lystfiskere, men også for fugle- og dyrelivet. De senere år har der fx været en lang række eksempler på, hvordan især plastik havner i maverne af både fisk og havpattedyr. Over 20% af undersøgte torsk, sild og hvilling indeholder plastik! Det er især synd for dyrene, og samtidigt sender fødekæden faktisk plastikaffaldet retur til os mennesker via de fisk, som vi spiser. Så af flere grunde giver det mening at gøre en indsats for et rent havmiljø.

Der er en tydelig tendens i samfundet som viser, at folk bliver mere og mere miljøbevidste. Det er især tydeligt blandt dem som færdes meget i naturen som bl.a. lystfiskere. I Fishing Zealand ser vi, at lystfiskere har særlig lyst til at gøre en indsats og værne om den danske natur og vores unikke strande. Derfor vil vi med dette projekt meget gerne støtte op om denne tendens. Vi håber derfor, at så mange som muligt – både lystfiskere og naturelskere generelt – vil støtte op og medvirke til at rengøre de sjællandske strande.

Mød os på en udvalgt strand i en af de 11 medlemskommuner, hvor en Fishing Zealand-guide står klar kl. 9.00. Du får udleveret særlige indsamlingsposer sponsoreret af Havmiljøvogterne. Med godt humør ”fanger” og indsamler vi affald samt renser strandene indtil frokost. Bagefter spiser vi vores medbragte mad, hvorefter guiden byder på et fiskearrangement i området.

Husk at medbringe dit eget fiskegrej, hvis du vil med på tur om eftermiddagen. Er du ikke lystfisker eller ikke har lyst til en fisketur, håber vi, at du dukker op alligevel og hjælper med at rengøre stranden. Afhængigt af vejret kan vi blive nødt til at afholde fiskearrangementet på en anden kyststrækning, så derfor skal du være klar på at køre til en anden strand.

Det nærmere program for alle 11 kommuner ses herunder. Vi har desuden oprettet en Facebook begivenhed for hver kommune, så du frit kan vælge, hvor du har lyst til at deltage. Har man ikke Facebook møder man bare op – der er ikke bindende tilmelding.

Program for dagen:

Guiden er klar fra kl. 9.00, hvorefter der samles affald langs stranden indtil kl. 12.30, hvor den medbragte mad nydes i fællesskab. Er du ikke klar til kl. 9.00, så møder du bare op senere. Ca. kl. 13.00 gør guiden klar til fælles fisketur – dog kan guiden også byde på andet end fisketur, så se venligst herunder, hvad den enkelte guide tilbyder.


 

Næstved Kommune:
Mødested: I Karrebæksminde på den første store P-plads ved Enø Kystvej nr. 5, lige når man kommer over broen til Enø. Guiden er her Torben Meldgaard (mobilnr. 51926879). Næstved Kommune starter dagen med at byde på kaffe og kage til de morgenfriske deltagere. Efter frokost byder Torben på en fisketur på den omkringliggende kyst og fortæller om, hvor man kan forvente at finde og fange havørreder. Og hvis der er nogen som har svært ved at få sine fluekast til at køre, så giver Torben gerne en hjælpende hånd med gode tips. Udover fiskegrej bedes du selv medbringe waders.
Facebook begivenhed (og tilmelding)klik her!

 

Kalundborg Kommune:
Mødested: Havnen på Reersø. Nærmeste adresse er Strandvejen 101, 4281 Gørlev. Guiden er her Henrik Larsen (mobilnr. 29859474). Efter indsamlingen vil der være en kop varm kakao eller kaffe at styrke sig på. Efter frokost bydes der på fælles fisketur langs kysterne på Reersø. Guiden medbringer fiskesæt og børsteorm og hjælper gerne interesserede, der vil prøve at fange fladfisk om eftermiddagen.
Facebook begivenhed (og tilmelding) – klik her! 

 

Lejre Kommune:
Mødested: Munkholmbroen, den store P-plads. Adressen er Munkholmvej 326, 4060 Kirke Såby. Guiden er her Gordon P. Henriksen (mobilnr. 29908770). Efter affaldsindsamlingen bydes der på lækre blåmuslinger, der er samlet i løbet af turen – så venligst medbring skål og ske til en smagsprøve på muslingerne samt en kop til øl. OBS! – Denne event kræver tilmelding via Facebook – og der er max plads til 60 personer. Oktober er i øvrigt højsæson for havørredfiskeriet i fjorden, og du er velkommen til at tage fiskegrejet med.
Facebook begivenhed (og tilmelding) – klik her!

 

Frederikssund Kommune:
Mødested: Syd for Kundbyværket. Nærmeste adresse er Kyndbyvej 84, 3630 Jægerspris. Guiden er her Keld Juel Michaelsen (mobilnr. 29458558). Efter frokost byder Keld på en fælles fisketur i området. Keld fisker meget efter havørred i fjordene, hvor han vadefisker langs kysten. Dette fiskeri kan man prøve sammen med Keld denne dag, og Keld giver tips til både spinne- og fluefiskeri.  Der vil også være mulighed for lidt fluekasteinstruktion -medbring selv fluegrej. Udover fiskegrej og fisketegn bedes du medbringe waders.
Facebook begivenhed (og tilmelding) – klik her!

 

Guldborgsund Kommune:
Mødested: Hesnæs Havn. Adressen er Bønnetvej 69, 4850 Stubbekøbing. Guiden er her Tue Blaxekjær (mobilnr. 20485045). Efter frokost byder Tue på en fælles fisketur til en af Falsters gode efterårspladser. Pladsen bliver valgt ud fra vind og vejr samt antallet af deltagere, så der må påregnes kørsel til pladsen. På turen vil Tue dele ud af sin viden om Falsters fiskepladser samt komme med tips, tricks samt inspiration til efterårets kystfiskeri. Fiskeriet foregår i waders, så husk waders og fiskegrej.
Facebook begivenhed (og tilmelding) – klik her!

 

Holbæk Kommune:
Mødested: Bognæs parkeringspladsen. Parkeringspladsen finder du ved siden af Tornehagen 55, 4300 Holbæk. Guiden er her Lars Juel Hansen (mobilnr. 30758907). Efter frokost byder Lars på en fælles fisketur i området. Lars dyrker meget kystfiskeriet i waders i fjorden, hvor han fisker efter havørreder. Dette fiskeri kan man prøve sammen med Lars denne dag. Så udover fiskegrej bedes du medbringe waders.
Facebook begivenhed (og tilmelding) – klik her!

 

Gribskov Kommune:
Mødested: Den store P-plads for enden af Hovedgaden i Tisvilde. Guiden er her Andreas Findling-Rottem fra Danmarks Sportsfiskerforbund (mobilnr. 26295024). Andreas fisker regelmæssigt på de sjællandske kyster, hvor nordkysten er et af favoritvandene. Andreas glæder sig til at guide rundt på de nordsjællandske kyster efter efterårets trækkende havørreder. Husk derfor at medbringe waders og fiskeudstyr. Til frokosten sørger Andreas for bål og dejlig kogekaffe.
Facebook begivenhed (og tilmelding) – klik her!

 

Roskilde Kommune:
Mødested: Ved pumpestationen mellem Langløbet nr. 4 og 6, 4040 Jyllinge. Guiden er her Claus Bagge Larsen (mobilnr: 22259796). Efter frokost byder Claus på en fælles fisketur i området. Claus fisker meget i fjorden fra kysten og båd efter havørred, og deler denne dag gerne ud af gode tips og tricks til kystfiskeriet. Så husk fiskegrej og waders.
Facebook begivenhed (og tilmelding) – klik her!

 

Odsherred Kommune:
Mødested: Odden Havn på Sjællands Odde. Adressen er Vestre Havnevej 35, 4583 Sjællands Odde. Guiden er her Jonas Kærlin (mobilnr: 20631850). Under den fælles frokost (som foregår indendørs i hallen på havnen) fortæller Jonas om fiskeriet på yderkysten i efteråret. Derefter vil der være fælles fisketur, for dem der har lyst. Vi håber vejret er med os, og holder os dog klar til at skifte fiskeplads, hvis vinden er hård. Husk waders og fiskegrej.
Facebook begivenhed (og tilmelding) – klik her!

 

Stevns Kommune:
Mødested: Holtug Kridtbrud p-pladsen. Guiden er her Rasmus Elvekjær, naturvejleder i Stevns Kommune. Rasmus starter ud med kort at fortælle om naturområdet langs klinten. Herefter vil vi sammen gå langs kysten og samle affald og dele lystfiskerhistorier. Efter frokost vil Rasmus fortælle om de gode fiskepladser i området og senere give instruktion i fluekast. Så tag endelig dit fluegrej med, hvis det har din interesse – og få råd og vejledning til at forbedre din kasteteknik. Er du ikke fluefisker, vil du få masser af gode tips til fiskeriet på smukke Stevns.
Facebook begivenhed (og tilmelding) – klik her!

 

Vordingborg Kommune:
Mødested: Klintholm Havn ved slæbestedet midt i havnen. Nærmeste adresse er Thyravej 15, 4791 Borre. Guidener her Knud Stangegård (mobilnr: 40861924). Efter frokost byder Knud på en fælles fisketur i området. Knud dyrker meget kystfiskeriet i waders, hvor han fisker efter havørreder. Dette fiskeri kan man prøve sammen med Knud denne dag. Så udover fiskegrej bedes du medbringe waders.
Facebook begivenhed (og tilmelding) – klik her!