Entreprenørskab i Egemarkeløbet af de frivillige.
- 2. juli 2024
Sytten frivillige var mødt op for at forbedre Egemarkeløbet i Havnsø yderligere i søndags i silende regn.
Det var dels lokale fra Havnsø, yderligere et par medlemmer af de to Grundejerforeninger, -3F og Havnsø Park, der oprindeligt var med i samarbejdet omkring det lille vandløb, samt en rigtig god håndfuld fra Kalundborg Sportsfiskerforening og ligeså fra Den sjællandske Grusbande.
Regnen stod ned i stænger og trods både vade- og diverse regnjakker, var der intet at stille op. Vi blev sjaskvåde. Til gengæld, var der ingen af deltagerne, der lod sig mærke af det.
Der blev i den grad knoklet løs. Vi skulle udlægge ”dødt ved” på to delstrækninger på tilsammen ca. 400 meter.
Kalundborgfolkene tog de lokale i hånden og bevægede sig op på den øverste af de to delstrækninger, alt imens Grusbandefolkene gik ned på den nederste delstrækning.
Det var to strækninger på et par hundrede meter hver. Her løber Egemarkeløbet i et meget beskygget forløb i skoven og det var netop her, vi ikke var i stand til at lægge store skjulesten i vandløbet, da vi i sin tid udlagde gydesubstrat og sten i Egemarkeløbet. Brinkerne i skoven er meget bløde og træerne står tæt, så vi kunne ikke komme til med dumper og trillebøre. Men til gengæld er strækningerne oplagte til at udlægge ”dødt ved”, da bækken netop på grund af beskygningen er overbred i forhold til vandføringen. Sand og slam har derfor aflejret sig.
Det ”døde ved” har to formål i vandløb som dette. Dels at snævre strømrenden lidt ind således, at der kan komme en større vandhastighed og dermed ikke de massive aflejringer af sand og slam, dels at skabe små biotoper for invertebrater, -vandinsekter, samt skjul for fiskeyngel.
Forinden udlægningen af det ”døde ved” havde jeg været på vandsyn med Anders fra den ene grundejerforening for at høre, hvor og hvordan vi kunne skaffe det ”døde ved”, som faktisk ikke endnu er dødt. Det blev stammer, grene og hvad vi ellers kunne skære fra den kraftige bevoksning langs vandløbet.
Piletræer skyder frejdigt igen ved beskæring og ahorntræer vokser som ukrudt i de fleste danske skove. Derfor faldt valget primært på disse to træarter.
Der blev gået rask til og efterhånden som vi bevægede os nedstrøms på de to delstrækninger, blev der skabt det ene lille paradis for biodiversiteten efter den anden.
Den absolutte fordel ved ”dødt ved” er, at det jo ikke koster noget at lægge ud, da det også i dette tilfælde, voksede vildt lige ved hånden langs vandløbet.
Samtidig ved jeg, at når ørredynglen skal finde skjul og føde, er det ofte i denne ”uorden” af grene og kvas, de finder både ”tag over hovedet” og et veldækket ta-selv-bord af vandtanglopper, vårfluer og andre invertebrater, som de skal vokse sig store og stærke af.
Nogle områder var meget flade med lille vanddybde, hvor ynglen trives fint i de første mange måneder af dens levetid, mens andre steder, var vandet 20-30 cm dybt, hvor ynglen ikke klarer sig ret godt. Det gør til gengæld de lidt større præsmolt, og ældre fisk og dem skal der jo også være plads til. Derfor var vi ikke kræsne med udlægningen.
På den nederste delstrækning, hvor primært folkene fra Grusbanden, lagde grene, stammer og mindre kviste i vandløbet, blev der lavet en snes fine små klynger af ”dødt ved”.
Samme antal blev lagt ud på den øvre strækning af de lokale folk fra Havnsø og Kalundborg Sportsfiskerforening i fællesskab Fantastisk indsats af de mange frivillige.
Jeg ved faktisk ikke, om regnen på et tidspunkt stoppede, men jeg ved i hvert fald, at der var ingen, der opdagede det. Vi var meget fokuserede og jeg oplevede det forunderlige, at granvoksne mænd, der havde passeret et halvt hundrede år, pludselig agerede som små drenge på 6-7 år ved et vandløb i færd med at gøre det så godt for fiskene og insekterne som muligt.
Der blev drøftet, hvordan man helst skulle lægge grenene og vurderet, om det var den ene gren frem for den anden og den slags entreprenørskab. Forunderligt, som vi alle kan gå i barndom nogle timer langs åen i godt selskab.
Vi knoklede på i et par gode timer, og skulle vi have glemt noget, kan vi jo altid komme igen. Jeg glæder mig i hvert fald til at returnere til Egemarkeløbet i august-september for at dyppe elektroderne i bækken for at lave en bestandsanalyse.
Her vil det vise sig, om dels gydeaktiviteten i vinter har båret frugt og samtidig få et estimat for, om vores skjulesten og nu, ”døde ved” også sikrer en stor overlevelse af ørredynglen i Egemarkeløbet?
Bandeleder, Rune Hylby,
Mobil, 2536 4280,