En, to, tre hænder til hjælp i Ellerenden ved Munkholmbroen!
- 24. oktober 2019
Jeg var lige forbi Ellerenden, eller Garverrenden som nogle ynder at kalde den, forleden dag. Baggrunden var ikke blot ren og skær nysgerrighed, men også for at se, om der skulle sikres passage for havørrederne inden den egentlige gydesæson begynder.
Det lille private vandløb, som udelukkende løber på Ryegaards arealer, har sit udløb i Tempelkrogen få meter syd for Munkholmbroen. Ellerenden er nemlig et af disse små høj-produktive vandløb, -en lille bæk, der i den grad lever op til alle de parametre, vi måler på. Men naturligvis kun, når der er passage for havørreder til de mange hundrede kvadratmeter god gydebund, som Ellerenden er så beriget med.
For at sikre passage har Tuse Å’s Ørredsammenslutning og Den sjællandske Grusbande siden 2016 sikret passagen for de gydemodne havørreder, der trækker op fra Isefjorden for at reproducere sig. Med godsejer for Ryegaard og Trudsholm Godser, Johan Scheels billigelse, idet vi har et fint samarbejde med Johan.
Som jeg vurderede det, forleden dag, er vi dog nødt til igen i år at kigge Ellerenden efter for mindre spærringer. For selv om der efterhånden er skabt en fin lille strøm igennem to ”tricky” områder helt nede ved udløbet, så er der stadig behov for at sikre passagen.
Da jeg var dernede, var der netop et par mindre spærringer, der kan være forskellen på en stor opgang af gydende havørreder eller slet ingen opgang.
Dette lille vandløb er, som alle de øvrige små skovvandløb, yderst sårbar overfor nedfaldne grene, blade og andre små uskadelige genstande, der ikke giver de store vandløb nogle problemer, -men som netop i disse mindre vandløb, kan udgøre en spærring. Vi har derfor brug for et par folk til at hjælpe med at skabe passage ved P-pladsen ved Ishuset ved Ryegaard, -på østsiden af fjorden.
Det er et engagement, der blot tager en time, -men som kan give Isefjorden hundredvis af havørreder.
Havørreder som du kan være heldige at fange i fremtiden.
Meld dig til, der er som sagt kun brug for et par hænder eller tre (!!!!).
Arrangementet eller denne vigtige indsats, -om man vil, løber af stablen på lørdag den 26. oktober kl. 10.10 ved P-pladsen på østsiden af Munkholmbroen.
Du kan melde dig til ved at skrive en mail eller sms til Kennet Egheim fra TØS på mail: egheim@gmail.com, eller sms til nummer: 31546248.
Du kan også tilmelde dig nedenfor i kommentarfeltet på Grusbandens Facebook-side, når projektet offentliggøres der.
Jeg skal nok sørge for diverse have-redskaber, drikkevarer medbringer Kennet, og du skal derfor blot sørge for gummistøvler eller lignende.
Bandeleder, Rune Hylby.