I dagene inden var forberedelserne i gang, blandt andet en bestandsanalyse, hvor Mikkel Frey Damgaard fra DR og jeg var nede for at elektrofiske. Blot 25 stk. yngel på 100 m2 vandløbsbund.
Da jeg for lidt over et år siden gik en tur langs Elverdamsåen i det vådområde, der kaldes Tempelkrogen Syd, var det med slet skjult ærgrelse over, at der manglede noget.
Godt nok var Elverdamsåen blevet lagt i et slynget forløb og godt nok, var der håb forude.
Men der manglede variation og strækningen lignede mest af alt en motorvej, -præcis som Holbækmotorvejen, der skærer midt igennem Tempelkrogen Nord, og ditto Syd.
Vandmotorvej.
Det skulle der snart blive lavet om på, lovede jeg mig selv.
Så blev der holdt møde med de to Kommuner, Lejre og Holbæk, -og jeg.
Projektbeskrivelse, møder med landmændene på strækningen, offentlighedsfase, myndighedsgodkendelse, derefter samtaler med Peter Geertz-Hansen fra DTU Aqua om finansiering, og endnu flere landmænd blev mødt og hørt, -og donerede sten til projektet, Fishing Zealand-konkurrencen, ”Fjordlandet Open” gav også et beløb foruden den konvertering af Fiskeplejemidler, som Peter Geertz Hansen havde godkendt.
Udlægningen af sten foregik med centimeters præcision, og blev udført af Arne fra Compaq Sjælland, hyret af Holbæk Kommune (foto, Peter Lennert).
Alt var sådan set klappet og klart i september-oktober 2019.
Knapt 500 tons sten til udlægning på en knapt én kilometer lang strækning.
Så begyndte det at regne.
Meget.
Og projektet måtte udskydes til 2020.
Stenene overvintrede hos en lokal lodsejer, -og jeg var ved at gå ud af mit gode skind af utålmodighed.
Men med den tørre april måned, og ditto maj, så kunne projektet endelig udføres i sidste uge.
Lars Høpfner fra Tuse Å’s Ørredsammenslutning lagde et kæmpe engagement i projektet og guidede Arne i gravemaskinen over to dage således, at stenene blev lagt fuldstændig perfekt og med størst mulig effekt (foto, Peter Lennert).
Inden projektet var jeg lige nede for at forberede alt, og tog elektrofiskeudstyret med.
Det skulle dokumenteres, at der ikke var det store liv på strækningen inden udlægning af stenene.
Mikkel Frey Damgaard fra DR deltog i denne bestandsanalyse, og der blev både drøftet Hemmingway, ørredfiskeri, ålemysteriet, vand- og fiskepleje.
Et par hyggelige timer gik hurtigt i Mikkels selskab, og vi blev 25 stk. yngel klogere på 100 m2 vandløbsbund.
Ikke prangende, men dog til stede.
De ville hurtigt blive spist i det kedelige vandløb uden skjul eller variation.
Det blev der for alvor lavet om på et par dage senere, da Compaq Sjælland, dukkede op for at lægge stenene ud, bekostet af Holbæk Kommune, der havde hyret dem.
De gik straks i gang tidligt onsdag morgen, og allerede efter få minutter med sten i vandet kunne man skimte forandringen fra vandmotorvej til faunaklasse 7+++++++!
Et kvantespring i variation og naturlige muligheder for både vandplanter, fisk og invertebrater.
Alle tre parametre, der bliver målt på for at opnå god økologisk tilstand.
Det vil ske.
-Og det vil ske meget hurtigere end hvis vandløbet ad åre skulle have gjort det selv. Grusbanden, TØS og alle de øvrige samarbejdspartnere, kommuner, lodsejere, DTU Aqua, Fishing Zealand, -you name it, -samt ikke mindst de 20-25 personer, der var til stede med afstand og på forskellige tidspunkter.
Der blev gået til stålet, da de mindre sten skulle lægges til rette på lige netop den placering, der giver største effekt og mest variation. Det er frivillige fra ”Kilden”, TØS og Grusbanden, der står med r…. i vejret (foto, Hubert)!
Covid19 spøger jo stadig og har sat ikke blot en dæmper på det frivillige arbejde, men også underlagt dette vigtige samfundsengagement en lang række regler.
Ikke desto mindre mødte Grusbanden talstærkt op og hjalp både med at rette stenene til og siden også juble over resultatet, samt ikke mindst dokumentere den forvandling stenene skabte for åen.
Derfor er flere af deltagernes billeder lagt på vores facebookgruppe, og et par er også med til at glædes over i dette blogindlæg.
Lars Høpfner og jeg løb jublende rundt i ekstase over de fantastiske muligheder for fisk, planter og invertebrater i fremtiden, for slet ikke at tale om vandstær, isfugl og alle de andre naturligt forekommende, men desværre sjældne fugle.
Det er fantastiske billeder af både Peter Lennert og Hubert fra ”Kilden”, der er en social-økonomisk virksomhed med sæde på Esrum Møllegård i Nordsjælland og deltog i et projekt i Esrum Å i senvinteren 2019.
Hubert kom med slænget af bandemedlemmer fra ”Kilden”, som havde en rigtig god og arbejdsom dag i det fri.
Pressen dukkede også op onsdag, og ikke mindre end tre forsider på tre forskellige medier blev projektet profileret med.
Onsdag blev de fleste sten lagt i, men der manglede stadig en del, som vi tog os af om torsdagen.
Det store vådgøringsprojekt og nu også med sten i åen. Det bliver ikke meget smukkere end dette. Danmark er et dejligt land, og Elverdamsåen er bestemt med til at sikre dette.
Jeg deltog sporadisk om onsdagen, da jeg også har en flok elever at passe.
Torsdag havde jeg dog lidt bedre tid.
Derfor var det i høj grad Lars Høpfner fra Arbejdsgruppen i TØS, der lagde et kæmpe engagement over to dage i projektet.
Lars og jeg havde det jo nok på samme vis.
Efterhånden som strækningen blev forvandlet, jo mere steg vandet.
Ikke i åen, for det er nærmest Status Quo, men i Lars’ og mine øjne, for jeg nærmest græd af glæde over det fantastiske vandløb, Elverdamsåen vil udvikle sig til på denne strækning.
Her vil vandinsekter trives, fiskene vil kunne finde skjul og føde, finde hvile.
Mens vi lagde sten i åen, lod vi tankerne flyve.
Lars Høpfner fra TØS og jeg.
Vi er begge til fjerkræ (også), og netop denne strækning vil i fremtiden give vandstær, isfugl og andre af vores mere sjældne fuglearter gode betingelser for et liv i dette område.
Den variation, der i fremtiden vil præge strækningen vil give et væld af muligheder. Små, såvel som store strømrender, dybe huller og lette stryg.
Det bliver så vildt, og jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg var, da de sidste sten blev lagt i åen for at skabe liv og glade dage i Elverdamsåen.
Netop dette vandløb står mit hjerte nær, og for en gangs skyld stod jeg mundlam og bare nød synet af én kilometer paradis.
Det bliver vanvittigt spændende at følge udviklingen af strækningen i de kommende år, og jeg skal nok følge op på dette i kommende blogindlæg.
For god ordens skyld er jeg nødt til at nævne, at der ikke er offentlig adgang på projektstrækningen, men jeg vil naturligvis lave en guidet tur i området til efteråret, hvor vi forhåbentlig også kan indvie projektet på behørig vis, når vi om-alt-går-vel, må mødes i større forsamlinger igen.
