Kategorier

Bloggere

En antropolog med på tur

billed-1-peter-andreas

Da Peter Andreas Christensen ringede i løbet af vinteren og spurgte, om vi kunne tale sammen i forbindelse med mit arbejde med Den sjællandske Grusbande, var det en kærkommen venskabelig mulighed både at få en snak om gamle dage, og samtidig rette fokus på Grusbandens arbejde, imens vi bogstavelig talt, gjorde en indsats.

Peter Andreas har studeret antropologi i Norge og skulle skrive sin afsluttende bachelor-opgave. Han havde valgt at skrive om den frivillige miljøindsats – ikke selve indsatsen, men mere motivet og baggrunden for at gøre denne forskel for miljøets skyld.

Jeg har kendt Peter Andreas i mange år. Han var én af de unge knægte, jeg havde i Ungdomsskolen i en lang årrække på hold, der havde afsæt i lystfiskeri. Vi byggede fiskestænger, lavede fangstnet, bandt fluer etc. Derudover var Peter Andreas også med på en række fisketure til både Jylland, andre dele af Sjælland og med regelmæssige smutture til Sverige. Derfor var det også en stor glæde for mig at se, at Peter Andreas har fastholdt interessen for lystfiskeriet sidenhen. Peter Andreas er nemlig én af disse unge fyre, der blandt meget andet, har kastet sig over de levende billeder og har lavet en lang række film om lystfiskeri.

Én af de film, jeg husker og som virkelig fik mig til at kippe med flaget, var Peters film fra Alaska, hvor han fisker efter store gedder på flue. Vinklen og det hudløst ærlige indhold, var befriende og særdeles underholdende.

Peter Andreas’ opgave på studiet tager sit udgangspunkt i baggrunden for det miljøarbejde, hundredvis af lystfiskere, foreningsfolk, ildsjæle rundt omkring i Danmark giver sig i kast med.

Blandt de folk, Peter Andreas har talt med og som har afstedkommet Peter Andreas’ nysgerrighed, er Niels Åge Skovbo, Torben Meldgård og så mig, sagde hunden.

Vores snak blev en walk n’ talk, idet vi mødtes til en gydebanketælling af Truelsbækken, som er ét af de vandløb, hvor jeg i vinterens løb skulle registrere antallet af gydegravninger. Det blev en hyggelig og meget snakkesalig gåtur langs dette lille vandløb, og ikke overraskende, havde Peter Andreas stof til adskillige opgaver og måtte naturligvis hjem og sortere alle de mange kommentarer og aspekter, der blev drøftet på turen.

Siden har vi holdt kontakten, både af hensyn til opgaven, men naturligvis også fordi Peter Andreas heller ikke kunne undgå at blive engageret i miljøarbejdet og de initiativer ”Den sjællandske Grusbande” er involveret i.

Du kan læse Peter Andreas’ opgave her.

Bandeleder,

Rune Hylby.