DM i Trolling 2017 skal holdes på Stevns
- 16. februar 2017
Årets DM i Trolling løber af stablen d. 3. – 4.juni 2017 med udgangspunkt i Rødvig Havn. Det er en storstilet begivenhed med masser af flotte præmier og stor mediebevågenhed, som sætter fokus på det fine laksefiskeri, som Østersøen byder på.
I år er det Sjællandss Småbådsfiskeklub, som er værter for DM i Trolling, og det glæder formanden i klubben, Bjarne Lehné, sig over: “Vi tror og håber på at mange har lyst til at bruge denne weekend til at udfordre både hinanden og Østersøens fisk”.
Der sker også en masse på land, fortæller Bjarne: “Vi har igen lagt et stort arbejde i at få tingene på land til at fungere, og der vil være repræsentanter fra SSK på havnen under hele stævnet. Du kan kende os på de røde SSK kasketter og trøjer, og vi er klar til at hjælpe og vise til rette. Men selv om vi vil gøre, hvad vi kan for at afvikle DM, uden at der opstår tumult, når så mange lystfiskere, både og biler, skal være i havnen på en og samme tid, kræver det også selvjustits, hensyn og hjælpsomhed fra alle. Specielt omkring parkering af bil og trailer. Havnen sætter også alle sejl til med underholdning og meget mere”.
DM i Trolling er et to-dages stævne. Der fiskes lørdag og søndag, men allerede fredag aften starter indskrivningen og søsætning af både. Kommer du først lørdag morgen, bør du være på havnen i god tid, for der bliver pres på slæbestedet. Det vil også være en fordel at have forhåndsudfyldt udfyldt tilmeldingsskemaet, som er trykt i programmet.
Der er ikke alene store flotte præmier til de 3 bedste teams. Som noget nyt er der også en præmie til de 10 største pointgivende fisk, og en lodtrækning om en hovedpræmie til mange tusinde kroner på startnummeret. Lodtrækningen vil foregå umiddelbart efter præmieoverrækkelsen. Derudover vil der være amerikansk lotteri, med salg af lodder mellem indvejningen og præmieoverrækkelsen.