23 gydegravninger på projektstrækning i Gundslev Å!
- 18. december 2024
Da jeg drejede af motorvejen på første afkørsel syd for Farøbroen for at køre mod Gundslev Å på Nordfalster, blev jeg budt velkommen af tusindvis af bramgæs, der stod på en mark med efterafgrøder umiddelbart inden Tårup By. De var tydeligvis i gang med at rippe marken for alt, hvad der kunne minde om grønne skud, og det er vel i grunden godt nok, tænker jeg, for de er jo nok på vej sydpå, hvor de overvintrer under varmere himmelstrøg. Det var også koldt, -3 graders varme og med en bidende vind, der gjorde ørerne kolde og fingrene stive.
Jeg skulle mødes med Lyndsey Samantha Craft fra Guldborgsund Kommunes vandløbsafdeling, da vi ville kigge på det projekt, Guldborgsund Lystfiskerforening og Grusbanden udførte tilbage i september måned sammen en adskillige lokale beboere fra Tårup By, der også gerne ville gøre en forskel for ”deres” å.
Var gydebankerne i brug og havde der været gydning på dem? – Det var det store spørgsmål.
Vi vidste, den ene i hvert fald havde været brugt. Peter Graff, der er lodsejer til et stykke af den restaurerede strækning og selv deltog på projektdagen, havde nemlig optaget en fin film af to flotte havørreder på 55-65 cm, der stod på netop den gydebanke, Peter selv havde etableret tilbage i september. De to havørreder stod flot på gydebanken og æggede hinanden til sjov og ballade.
Du kan se den lille film på Grusbandens facebookside: https://www.facebook.com/reel/1274865923860607?locale=da_DK.
Derfor var både Lyndsey og jeg klar over, at der havde været aktivitet på projektstrækningen, men vi var stadig nysgerrige på, om det mon var en enlig svale. Det var trods alt tidligt på gydesæsonen i denne del af regionen, hvor vi ofte ser, at gydningen i vandløbene på Lolland, Falster og Møn ofte først topper i januar måned, når der kommer vand under bugen til fiskene på gydevandring opstrøms.
På projektstrækningen lagde vi 21 tons gydesubstrat, fordelt på 10 gydebanker og 39 tons skjulesten i vandløbet, der ikke syner af meget, men dog er et vigtigt gyde- og opvækstvandløb på Nordfalster med udløb i Sortsø Dyb.
Vores håb var, at blot nogle af de ti gydebanker ville blive brugt i løbet af den kommende gydesæson, -for blot få gydebanker kan i virkeligheden sikre en god bestand, hvis der vel at mærke er gode livsbetingelser for ørredynglen, når den klækker i april-maj måned.
Det havde vi jo netop sikret ved også at lægge skjulesten i vandløbet således, at variationen i den lille bæk var helt i top.
Flere lokale beboere fra Tårup By og de frivillige fra Guldborgsund Lystfiskerforening og Grusbanden gjorde det aldeles forrygende på projektdagen og allerede undervejs på dagen kunne vi se, at det vi havde gjort, ville blive fantastisk.
Lyndsey deltog også med sin familie, og derfor var det med slet skjult spænding, vi trådte ud af bilerne for at ”inspicere” projektstrækningen.
Noget af det første, der mødte os på dette ”vandsyn”, var fine små puder af vandstjerne, som stod fint i strømmen og i fremtiden vil agere vuggestue for både invertebrater og ørredyngel. Vandstjernen er én af de vandplanter, vi meget gerne vil have i vores vandløb, da den ikke visner væk om vinteren og samtidig skygger andre vandplanter (som vi ikke vil have, eksempelvis pindsvineknop).
Men vi var jo egentlig kommet for at kigge på gydebankerne……
Allerede på den nederste gydebanke, havde der været ”besøg” og der var en frisk gravning på nakken af gydebanken. Det er nemlig rimelig nemt at se, om ørrederne har gravet i gydebanken, idet stenene er lyse dér, hvor ørrederne har gravet.
Den ene gydegravning fulgte efter den anden på den 500 meter lange projektstrækning.
Flere af gydebankerne havde flere ”toppe” og dermed haft besøg af flere par havørreder, der havde gydt på ”vores” gydebanker. Fuldstændig fantastisk!!!!
Lyndsey og jeg talte i alt 23 gydegravninger på de ti gydebanker, -alle (med undtagelse af en enkelt) havde været i brug.
Nu ligger ørredæggene trygt og godt i det fineste gydesubstrat og med iltrigt rindende vand til hele tiden at sikre en stor overlevelse. Det bliver fantastisk, når ynglen klækker i foråret og befolker hele strækningen.
Særligt den øverste del af projektstrækningen bliver spændende at følge i de kommende år, for netop på denne strækning, var Gundslev Å meget forarmet med egnede forhold for ørredbestanden. Inden projektet elektrofiskede jeg nemlig denne strækning og fandt kun 16 ørreder pr. 100 m² vandløbsbund. Slet ikke nok til at opfylde miljømålet.
Men jeg er sikker på, sensommerens bestandsanalyse, -når jeg kommer igen til september 2025, viser helt andre tætheder.
Selv på den øverste gydebanke, havde der nemlig været besøg af havørreder, og netop på denne banke, havde fiskene gravet midt på banken og ikke på nakken, som ofte er dér, hvor de først ”går i krig”.
Peter Graff’s gydebanke var blevet gennemgravet, og faktisk delt i to, og var blevet brugt både foroven og forneden! Helt vildt!
Tænk engang, -23 gydegravninger, hvilket giver en aktiv gydebestand på det dobbelte (da man fordobler antallet af gravninger, idet det kun er hunnerne, der graver). 46 havørreder (estimeret) har altså allerede nu været et smut i Gundslev Å på projektstrækningen og har fundet forholdene gode nok til at gyde! -Og gydesæsonen er jo slet ikke forbi endnu!
Min forventning er, at alle gydebanker uden undtagelse, bliver gennemgravet inden sæsonen slutter i januar-februar måned!
Det er da vildt og fortæller blot endnu en god historie om den indsats, de lokale fra Tårup By, de frivillige fra Guldborgsund Lystfiskerforening og ditto Grusbandemedlemmer, er med til at skrive i dette vandløb på Nordfalster.
Både Lyndsey og jeg var da også helt høje af den effekt, projektet allerede har haft.
Det er afregning ved kasse ét, og en vidunderlig cadeau til de frivillige.
I har gjort en kæmpe forskel!!!!
Bandeleder, Rune Hylby,
Mobil, 2536 4280,