Kategorier

Bloggere

Potentialet ved at inddrage skolerne i naturgenopretning

20140929_105237073_iOSFor at fremme det bæredygtige lystfiskeri, er det som tidligere skrevet qua den nye Skolereform oplagt, at inddrage de lokale skoler i arbejdet med fiske- og vandpleje. Jeg ser et kæmpe potentiale i den forbindelse. Her er nemlig mulighed for rigtig god læring og gode undervisningsforløb. Samtidig kan man fremme forståelsen for at bevare vores natur, give eleverne skønne naturoplevelser og bedrive vandpleje med de mange hænder. Jeg mener, at Fishing Zealand kan være den faktor, som får endnu mere gang i den proces i de tilknyttede kommuner.

Jeg er lærer på en skole i Frederikssund Kommune, og har med mine elever været på et projekt, som jeg meget gerne så flere af i kommunen. Min forening Fabelfisken havde i et samarbejde med Hillerød Kommune og Niras planlagt en restaurering ved at lave gydebanker og udlægge skjulesten i Kollerød å ved Borup: En del af Havelse å systemet. Jeg kontaktede Kaj Larsen fra Vandplejegruppen i Fabelfisken og spurgte om vi kunne være med, og det kunne vi heldigvis.

20140928_120824344_iOSSom en del af udeskole i biologi deltog vi projektet. Kaj fortalte først om, hvorfor det blev lavet, og hvilke krav ørrederne havde til en gydebanke, og hvorfor der skulle være skjulesten.

Eleverne var noget overrasket over, at havørrederne kom helt fra Roskilde fjord 8-9 km derfra. Kaj fortalte også, at det største problem på Sjælland var, at gydebankerne sandede til og derfor måtte skylles en gang imellem, så ørredæggene fik den ilt, de skulle have mellem grus og sten på gydebanken. Skjulestenene var vigtige, fordi der så kunne være flere fisk på gydebanken uden at slås.

Efterfølgende blev der lavet kæde og eleverne hjalp Kaj med at lægge skjulestene på plads langs brinkerne i åen efter Kajs anvisninger. De gik hurtigt, da der nu var mange hænder til at hjælpe.

20140929_113201838_iOSDerefter gik vi tilbage og så, hvordan gydebanken blev etableret med maskinernes hjælp, og derefter lagde vi flere skjulesten på plads.

Alt i alt var det en rigtig god tur, hvor vi hjalp til med noget vandpleje og samtidig fik en praktisk tilgang til biologiundervisningen og fik syn for sagen samt ny viden og læring med Kajs gode forklaringer.

Ved den netop afholdte Fishing Zealand konference deltog jeg i workshoppen om Ørredpatruljen. Det var meget interessant at høre, hvordan de havde grebet det an i Roskilde, og forhåbentlig er det en ide, som vil sprede sig til andre kommuner til gavn for skoler, institutioner, børn og unge samt fisk og fiskere. Der er masser af udbedringspotentiale i forhold til vandmiljøet. Det er bare med at se mulighederne!

Keld Juul