Udsætning af 5500 ørreder i Nordsjælland
- 6. oktober 2016
Søndag den 16. oktober bliver en festdag i Fishing Zealand-kommunerne, Halsnæs og Roskilde, når Kaj Larsen og co. fra Vandplejegruppen i Ølsted-Frederiksværk Sportsfiskerforening skal sætte 5.500 stk. halvårs-ørreder ud i Havelse Å-systemet, der blandt andet ligger i Halsnæs Kommune og Værebro Å-systemet, der er grænsevandløb mellem Frederikssund og Roskilde Kommune.
Ikke nok med det, men du kan være med til at hjælpe, idet Kaj har ”hyret” Grusbanden til at deltage i udsætningen.
Det glæder mig meget, at Kaj i den grad husker Grusbanden, for ikke nok med, det er en meget vigtig årlig begivenhed at sikre ørredbestandene med supplerende udsætninger, -så plejer det tillige at være en fornøjelig aktivitet at deltage i, hvor både børn og voksne kan deltage.
Netop i dette efterår er det ekstra vigtigt at få suppleret ørredbestandene med udsætninger, idet både august og september var ekstremt tørre måneder.
Flere af de små tilløb til de sjællandske vandløb har været mere eller mindre udtørrede, og dermed er de i forvejen sårbare ørredbestande mere trængte, end de plejer at være.
Ølsted-Frederiksværk Sportsfiskerforening har haft stor fokus på vandløbene i ”deres” pastorat, der foruden Havelse og Værebro Å også omfatter Græse Å og Sillebro Å i Frederikssund.
Alle vandløb, der løber til Roskilde Fjord.
Selve udsætningen, som du er mere end velkommen til at deltage i, står Jens Peter Baltersen for.
Har du lyst til at være med, skal du ringe eller skrive til Jens Peter på mobil: 3094 6971, eller via mail på jpb026@maersk.com.
Du kan også melde dig via Grusbandens Facebookside her.
Der er fælles start og mødested klokken 12.00 søndag middag ved Stenløse Renseanlæg, Bækholmvej, 3660 Stenløse, hvor Jens Peter vil organisere ”tropperne”.
Du skal medbringe fornuftigt tøj, gummistøvler, skridtstøvler eller waders.
Til sidst sender Kaj Larsen en fin ”Grusbandehilsen”, og husker os på, at ikke mindst børn er meget velkomne, idet udsætningen sker i den første søndag i skolernes efterårsferie.
Dermed vil også jeg opfordre til, at du tager både kone og børn med ud i det fri for at hjælpe med at sætte fisk ud i Værebro Å og Havelse Å.
- Bandeleder, Rune Hylby.