Lystfiskeri skaber alternativer
- 30. september 2013
Vi har vel alle hørt ordsproget ”Giv en mand en fisk, og han er mæt i dag. Lær ham at fiske, og han er også mæt i morgen” og det er i bund og grund filosofien bagved lystfiskerklubben A-Catch. Ikke, at vi prøver at blive mætte i fisk, i hvert fald ikke bogstavelig talt – tværtimod dyrker vi primært catch & release ved vore offentlige vande, for at opretholde en bæredygtig bestand af fisk.
Idéen om at starte en lystfiskerklub for børn og unge i Hundige, et område der nok bedst er kendt i medierne for Nazi-Johnny, bandekrig, mangel på integration og sociale problemer, havde været undervejs et stykke tid. Det startede med et par unge drenge, der indså, at de rent faktisk havde viden samt ressourcer nok til at kunne give lidt tilbage til samfundet – især fordi de allerede kendte til andre unge i området, som viste stor interesse for lystfiskeriet. Det resulterede i lystfiskerklubben A-Catch, hvor A’et står for ”Alternativet”, for det er vores håb, at klubben kan blive et alternativ til gaden for børnene og de unge.
Mange af de børn og unge, som i dag er medlemmer af A-Catch, er af anden etnisk herkomst, hvilket betyder, at de fleste af dem er udstyret med en naturlig interesse for fiskeri gennem deres kulturelle baggrund. Jeg har oplevet rigtig mange, selv dem som samfundet betegner som kriminelle, udvise en passioneret interesse for fiskeriets mange glæder, dog har de oftest en ide om, at fisken skal med hjem og spises frem for genudsættes.
Men hvorfor starte en ny klub, når der er andre klubber i området, der kan tilbyde både fiskevand og flere arrangementer? Umiddelbart er A-Catch ikke anderledes end andre sports- og lystfiskerklubber; vi afholder konkurrencer, laver fisketure og samles til klubmøder. Selvom vi primært henvender os til børn og unge er alle velkommen til at være med. Dog rammer vi en målgruppe, som nogle af områdets andre klubber har haft svært ved at få fat på; unge med anden etnisk herkomst end dansk samt udsatte unge.
I A-Catch er vi overbeviste om, at vi i fællesskab kan trække de unge væk fra gaden ved hjælp af lystfiskeri. En stor del af klubarbejdet går med at dele ud af vores fiskeviden gennem foredraglignende klubmøder, hvor der snakkes om søernes økosystemer, fiskenes biologi, førstehjælp samt fiskemetoder. Vi gør rigtig meget ud af at oplyse de unge om bæredygtighed og catch & release, for at vi alle stadig kan nyde vores fiskevande i mange år endnu.
Nu har A-Catch eksisteret i to år, og det er tydeligt, at det på forholdsvis kort tid er lykkedes at påvirke de unge til at blive bedre lystfiskere, der er bevidste om naturen og bæredygtighed. Da vi gik i gang var der mange af de unge, som ikke helt kunne forstå, hvorfor man ikke bare kan gokke fiskene og tage dem med hjem. I dag bliver de selvsamme unge forargerede over personer, der ikke praktiserer catch & release, og de er blevet bedre til at rydde op efter sig selv, og værne om naturen samt behandle fiskene med respekt om de så skal hjemtages eller genudsættes.
For os har det været et kæmpe skridt, at se de unge menneskers udvikling, og vi håber, at vi kan gentage successen i mange år endnu. Desværre kan vi kun nå ud til en lille procentdel af danmarks befolkning alene, men hvis flere klubber vælger at tage udfordringen op, kan vi sammen udrette en masse, især med tanke på, hvor heftig debatten har været vedrørende østeuropæiske lystfiskere på det seneste.
Hvem ved, i sidste ende handler det måske om viden og oplysning, i stedet for forbud og fordomme, og om at skabe alternativer for dem, der har behov for det.
Indlægget er skrevet i samarbejde med flere af A-Catch’s medlemmer og bestyrelse.
– Rami Al-Khumisi