Michael Holm fra DTU Aqua i færd med at forberede tælleri af de mange små ørreder, der endte i baljen ved én af Elverdamsåens stationer. Det var netop her, gydningen i vinter var ekstrem intens, og gudskelov kom der også en masse yngel ud af det. Næsten 4 stk. pr. løbende meter vandløb.Det kan være hårdt at skulle i felten en hel dag. Men der er dog også både smukt og ikke mindst fredfyldt i naturen, langs den klukkende bæk.
I torsdags havde jeg, trods en MR-scanning af mit knæ ud på eftermiddagen, mulighed for at hjælpe Michael Holm fra DTU Aqua med at undersøge Elverdamsåen i forbindelse med de tilbagevendende undersøgelser til revurdering af Fiskeplejen på Isefjorden. Disse undersøgelser finder sted over alt i landet og giver et fint billede af, hvordan vores ørredbestande har det i det hele taget.
I år er turen kommet til Roskilde Fjord, Isefjorden og den sydlige del af Kattegat i Vestsjælland.
Netop Elverdamsåen i Isefjorden er mit pastorat, -både i forbindelse med Tuse Å’s Ørredsammenslutnings engagement i åen, ligeså har jeg de senere år lavet efterhånden nogle projekter i det lille vandløb og sidst, men ikke mindst, ligger det i Lejre Kommune, der som bekendt, er en aktiv spiller i Fishing Zealand.
Kort sagt, havde jeg al mulig grund til at bistå Michael Holm i undersøgelsen af Elverdamsåen fordelt på fire stationer.
Michael hentede mig på gården tidlig morgen, hvorefter vi kørte til Dumpedalen, hvor første station skulle undersøges.
Jeg var mega spændt på at se, om ørredynglen havde klaret sig hen over forsommeren, der både var meget varm og meget tør.
To negative faktorer for ørredbestande rundt omkring i landet (-ja i hele verden).
Jeg vidste, der var blevet gydt i vinter i området omkring Dumpedalen, for jeg var selv ude at kigge på gydende havørreder og fik ovenikøbet optaget en lille film derfra (som du kan se på Youtube via linket nedenfor:)
Undersøgelserne af ørredbestanden foregår via elektrofiskeri, og modsat mit eget ”udstyr”, havde Michael det rygbårne batteri-drevne elektrofiskeapparat med sig.
Det larmer ikke som mit eget, men giver blot en lav summen, når der sættes strøm til vandløbet.
Straks som elektroden blev dyppet i vandet, dukkede de første små stykker ørredyngel frem. Det var dejligt at se, for det betød jo, at ynglen har klaret de voldsomt høje temperaturer i slutningen af maj-først i juni.
Michael Holm er dygtig og meget erfaren med el-udstyret og da vi havde været igennem første befiskning på en 45 meter lang strækning af åen, gik vi straks i gang med anden befiskning.
Derefter blev der talt og noteret antallet af ørredyngel og hele seancen blev afsluttet med genudsætning af fiskene og Michael Holms notater for vandløbets udseende og struktur.
På strækningen ved Dumpedalen noterede vi 19 styk ørredyngel på den 45 meter lange strækning eller 0,42 stk. yngel pr løbende meter vandløb.
Til sammenligning blev der fundet 2,29 stk. yngel i august 2013, da DTU Aqua sidst var forbi med elektroderne.
Dermed var forekomsten af ørredyngel ikke helt som i 2013, men med tanke på den varme forsommer, er det nu meget naturligt i denne del af Elverdamsåen, hvor vandet er lavt og kommer fra et større område med fuld sol.
Til gengæld for de manglende tætheder af yngel, fangede vi også 8 ældre ørreder op til 17 cm. Disse ældre fisk tæller ikke med i bestandsundersøgelsen, men er for mig at se, absolut lige så værdifulde, om end ikke mere, end ynglen, der jo ikke har vist, at de kan overleve en vinter. Det har disse ældre fisk, der i øvrigt også spiser ynglen, hvilket jo tolder på forekomsten og dermed også resultatet af undersøgelsen, der er helt essentielle for en sund bestand.
Dernæst gik turen til Elverdamsåen ved Taderød Bæk, hvor jeg i vinter ligeledes optog en film af de gydende havørreder.
Aldrig har jeg set så vild en gydning på en enkelt gydebanke, hvor 5-6-7….havørreder var i færd med at gyde.
Nu skulle det blive spændende, om den voldsomme gydning også havde givet bonus i form af tilfredsstillende yngelforekomster.
Dagens absolut største ørred, var denne smuk-sak på 26 cm fanget i åen, hvor der kun var omtrent 20 cm dybt i snit. Det er den slags ørreder, der er så værdifulde for en bestand, da de, alene med deres størrelse viser, at de kan overleve flere års vekslende forhold.
På de to befiskninger af den 40 meter lange strækning, fangede vi 152 stk. yngel, eller hvad der svarer til 3,8 stk. pr. løbende meter vandløb. Sammenlignet med undersøgelsen i 2013, hvor der blev fundet 3,1 stk. ørredyngel, havde denne strækning større tætheder end for ti år siden.
Næste station var Åstrup Kloster, hvor der for ti år siden blev fanget 1,9 stk. yngel pr. løbende meter vandløb.
Igen var vi yderst effektive og på to befiskninger, fangede vi 85 stk. yngel på den 50 meter lange strækning, hvilket svarer til 1,7 stk. yngel pr. løbende meter vandløb. Tilfredsstillende tætheder i et vandløb, der på denne strækning er 2,7 meter bredt og 20 cm dybt i gennemsnit. Også her fangede vi ældre ørreder med den største på 26 cm, med de smukkeste røde prikker på siden. I alt blev det til 9 ældre ørreder.
På den sidste station under dagens bestandsanalyser, gik turen til Elverdamsåen ved Roskildevej/Kragemosen.
Her skulle det vise sig, at tæthederne langt oversteg sidste besøg fra DTU Aqua for ti år siden. Dengang fangede DTU Aqua 2,4 stk. ørredyngel pr. løbende meter vandløb. Dette tal var nu steget til 4,7 stk. ørredyngel under dette års besøg af Michael Holm, eller knapt dobbelt så mange som ved det seneste besøg.
Alt i alt var det en dejlig oplevelse at se de fine yngelforekomster i Elverdamsåen, og særligt med tanke på, at det nu er fire år siden, vi sidst satte ørreder ud i det fine vandløb.
Undersøgelserne i Elverdamsåen har dermed vist, at vi ikke behøver sætte fisk ud og at åen dermed er selvreproducerende. På trods af predation fra skarver, hejrer og fjordens lystfiskere, er det lykkes, ikke blot at fastholde bestanden, men ovenikøbet få bestanden til at stige.
Det skyldes naturligvis flere ting, men Lejre Kommunes vedligeholdelse af åen, er én af faktorerne og vores arbejde med bl.a. det store projekt med udlægning af store skjulesten, er en anden positiv faktor.
Jeg glæder mig til næste gang, DTU Aqua kommer på besøg, og gerne Michael Holm, der udover at være en erfaren elektrofisker, -også er et rart menneske at være sammen med.
Vi fik i hvert fald ”vendt flere sten” i løbet af dagen, -både af fiskeripolitisk og fiskefaglig karaktér.
Michael Holm på dagens sidste station, hvor han er i færd med at beskrive vandløbet således, at DTU Aqua får brugbare oplysninger om vandløbets fysiske forhold. Senere skal oplysningerne bruges til vurderingen af Fiskeplejen og naturligvis skal værdierne også lægges ind i Ørredkortet, så både du og jeg kan kigge ”Ørredlandskabet” igennem.
Engbækken, som den så ud i højsommeren 2022, hvor bl.a. Mark Holm og jeg var nede i vandløbet for at kigge på perspektiverne for et lille hyggeligt projekt.
Det bliver så godt, når vi allerede om fjorten dage tager hul på efterårets mange projekter i Den sjællandske Grusbande.
Det kommende projekt, der løber af stablen lørdag den 26. august, bliver lidt af et pionérprojekt, idet jeg har bevæget mig ind i et vandsystem, jeg ikke kender ”som min egen bukselomme”.
Vi skal til Vestsjælland, for at restaurere et lille tilløb til Tude Å. Derfor har jeg allieret mig med den lokale forening, Høng Sportsfiskerforening med Ole Ganderup og Kurt Jørgensen som mine tætte samarbejdspartnere. Engbækken hedder den, og har lige inden udløbet i Tude Å ved Ørslev et fint fald, hvor det er interessant at lægge gydegrus og skjulesten i bækken.
Desuden skal vi plante lidt træer på brinken og lidt rød-el i vandkanten.
Projektet tog egentlig form for et års tid siden, da vandløbsfolkene fra Kalundborg Kommune inviterede mig ud i felten for at kigge på dette lille vandløb sammen med lodsejere og et par medarbejdere fra kommunen.
På en drønvarm sommerdag sidste år, mødtes vi ved åen og kiggede på mulighederne for at lave noget fornuftigt. Mark Holm fra Kalundborg Kommune og jeg var ikke sene til at se perspektiverne i Engbækken.
Dels kunne vi restaurere et vandløb i den absolut sydligste del af Kalundborg Kommune og dels kunne vi også tage forskud på de glæder, Slagelse Kommune i fremtiden skal overholde i forbindelse med Vandrammedirektivet, idet Tude Å, skal restaureres på netop den strækning, hvor Engbækken har sit udløb. Se nu bliver det rigtig spændende!
Med den rette indsats fra Slagelse Kommune i Tude Å og vores indsats i Engbækken, der ligger i Kalundborg Kommune, kan fremtiden i denne del af Tude Å måske se lidt lysere ud, end den har gjort i mange år.
På ”mødet” sidste sommer var også lodsejerne positive, hvilket jo altid er en forudsætning for at lave gode ting i vandløbene. Siden er der løbet meget vand i bækken.
Projektstrækningen byder på noget af det mest idylliske landskab, man kan forstille sig. Hele projektstrækningen er 200 meter lang, men det er blot på de nederste 150 meter, der skal lægges skjulesten og blot en enkelt gydebanke lige inden udløbet i Tude Å.
Projektbeskrivelse, høring og siden godkendelse af projektet er nu afsluttet og da vi samtidig har fået bevilget udgiften til gydegrus og skjulesten af Henrik Ravn fra DTU Aqua gennem Gruspuljen, der hører under Fiskeplejen, -kan vi nu komme ud over stepperne med dette projekt, der som tidligere nævnt, indleder efterårets mange projekter.
Selve projektet er et overkommeligt ”job” for os, idet min vognmand i den sydlige del af Sjælland, kan lægge gydegruset direkte i vandløbet og skjulestene langs brinken.
I alt skal der lægges 1½ m³ gydegrus og 10 m³ skjulesten i bækken på en knapt 150 meter lang strækning.
Målet er, at vi kan blive færdige på nogle få timer uden at anstrenge os!!!
Men vi har stadig brug for din hjælp, når projektet skal udføres.
Det sker lørdag den 26. august kl. 10.10!
Vi mødes ved Ågårdsvej 3, 4200 Slagelse.
Tude Å, just på det sted, hvor Engbækken har sit udløb i det tidligere så fantastiske vandløbssystem. Siden er ørredbestanden i Tude Å gået tilbage, men mon ikke, Slagelse Kommune i fremtiden prioriterer vandrammedirektivet og får udført et hav af restaureringer ifm. vandplanerne. Netop her skal Tude Å nemlig restaureres inden 2027. Vi tager hul på glæderne ved at restaurere det lille tilløb, Engbækken i Kalundborg Kommune.
Du kan melde dig til projektet ved at skrive en sms til bandeleder, Rune Hylby på nummer: 2536 4280, eller ved at sende en mail til adressen: runehylby@gmail.com.
Du kan også tilmelde dig ved at skrive i ”kommertar-feltet” på Facebooksiden: Den sjællandske Grusbande, når projektet offentliggøres på denne side.
Du skal medbringe støvler, skridtstøvler og i øvrigt fornuftigt tøj. Derudover må du gerne tage lidt haveredskaber med, -rive, skovl, mm.
Det er vigtigt, du melder dig til, idet jeg vil sørge for drikkevarer i dagens anledning.
ÅretsMakrelfestivalløber af stablen d. 18.-20. august – og Fishing Zealand vil igen i år være til stede på havnen med vores fisketrailer. Som noget nyt vil vi lave familiefiskeri hele weekenden, så der vil være en guide til stede både lørdag ml. kl. 10.00-16.00 og igen søndag ml. kl. 10.00-14.00.
Her kan familier samt børn og unge komme forbi og prøve at fiske. Her vil der være fokus på medefiskeri efter forskellige fiskearter i havnen.
Vi har masser af fiskegrej med, som man kan låne – samt rigelig med madding. Så kom endelig forbi vores stand ved havnekajen, hvor både børn og voksne har mulighed for at fange deres livs første fisk. Det er ganske gratis, og alle kan være med.
I de seneste år har der været fint fiskeri i havnen, hvor vi bl.a. har fanget masser af kutlinger men også savgylter og krabber samt endelig flere store fladfisk og enkelte ål.
Fjæsinger er også en gæst ved vores vande på denne årstid, og skulle man få en sådan på krogen, vil FZ-guiden nemt kunne hjælpe med det.
Som vanligt medbringer den driftige arrangør af Makrelfestivalen Odsherred Sportsfiskerforening et stort rørebassin, hvor man kan studere og se fiskene på nært hold.
Vil du være med til at overliste en smuk sommerørred? Måske har du aldrig prøvet at fiske før, men det er ingen hindring for at deltage. Fishing Zealand medbringer alt det nødvendige fiskegrej, og en erfarne guide vil hjælpe med at rigge grejet til samt assistere under fiskeriet. Selvom man aldrig har prøvet at fiske tidligere, så er der oplagte muligheder for at fange sin første fisk netop denne dag. Man er naturligvis også velkommen til at medbringe sit eget fiskeudstyr og få et par tips til at lure søens ørreder.
Arrangementet er gratis og henvender sig særligt til børn og unge, men voksne er naturligvis også velkomne. Unge over 13 år, kan deltage på egen hånd.
Mødested og fiskeri foregår ved søen, der ligger over for krydset Grønvej/Sakskøbingvej 4891 Toreby. Læs mere om søen her: https://www.facebook.com/iglekaer
Bliver du efter dagens fisketur bidt af lystfiskeriet, så er et medlemskab af GSLF Guldborgsund Lystfiskerforening et rigtig godt afsæt for at sætte skub i en lystfisker karriere.
Vejrguderne kunne ikke holde de ca. 25 fremmødte deltagere fra, i periodevis silende regn, at overliste den ene grove skalle efter den anden.
Da der var 15 minutter tilbage af arrangementet havde alle fået bid og fanget mange fisk, lige med undtagelse af én dreng.
Det lykkedes ham dog i 11 time at fange sin skalle og herefter udsætte den igen. Størstedelen af deltagerne fangede deres livs første fisk – og hvilken glæde det er at kunne overvære en sådan begivenhed, selv for en garvet lystfisker.
TV2Øst kiggede også forbi, og man kan se et kort indslag her.