Kategorier

Bloggere

Hornfiskebonanza ved biblioteket i Vordingborg Kommune

Lørdag den 29 april 2023 afholdt Fishing Zaland, i samarbejde med Vordingborg Kommune og Sportsfiskerforeningen Storstrømmen, hornfiskearrangement på kajkanten i Masnedsund.

Håbefulde lystfiskere troppede op og var med til at fange sæsonens første hornfisk. Der blev fanget flotte og ret store hornfisk af stort set alle deltagere. Vejret viste sig fra sin barmhjertige side og flere måtte gøre brug af den medbragte solcreme.

TV2 Øst var på pletten og interviewede et ægtepar, der aldrig havde fisket før. De havde begge fanget flere hornfisk og fortalte stolt om oplevelsen.

Få en hornfisk på krogen sammen med familien lørdag d. 6. maj.

Drømmer du om at komme ud på en vaskeægte fisketur efter den spændende hornfisk? Så har du nu muligheden for at komme på fisketur med erfarne guider på Enø.

Hornfiskene færdes tæt på land, og er et relativt let bytte for lystfiskerne. Hornfiskene er sjove at fange, da de fighter godt. Samtidigt er de gode spisefisk.

Lørdag d. 6. maj mellem kl. 10-14 kan du og familien få en god introduktion til lystfiskeriet – også selvom du aldrig har haft en fiskestang i hænderne tidligere. Arrangementet henvender sig til alle uanset erfaringsniveau. Der stilles alt tænkeligt fiskeudstyr til rådighed, og I hjælpes godt i gang med kystfiskeriet. Erfarne lystfiskere fra Sportsfiskerforeningen Fladså samt et par guider fra Fishing Zealand, er klar til at hjælpe med at rigge fiskegrejet til og lære dig at kaste ud. De ved samtidig, hvad der skal sættes for enden af linen for at øge chancerne for fangst af hornfisk.

Der er derfor lagt op til en hyggelig fisketur, når vi mødes ved Enø Lejren, Enø Kystvej 300, 4736 Karrebæksminde kl. 10:00, hvor vi fisker og nyder foråret ved vandet, frem til kl. 14:00.

Fiskeriet på kysten kan være en frisk fornøjelse, så derfor opfordrer vi alle deltagere til at medbringe påklædning, der matcher vejret. Medbring også gerne lidt at drikke og måske en madpakke til at hygge med. Vær opmærksom på, at der er en rask gåtur på 1 lille kilometer fra den offentlige parkeringsplads ud til Enø Lejren.

Dagens fisketur sker i samarbejde med Enø Lejrens Venneforening, Sportsfiskerforeningen Fladså, Næstved Kommune og Fishing Zealand. Arrangementet er ganske gratis at deltage i. Er du mellem 18 år og pensionsalderen, skal du huske at indløse det statslige Fisketegn. Børn og unge er naturligvis velkomne i selskab med voksne, men for at tage aktivt del i fiskeriet, så anbefaler vi en minimumsalder på 12 år.

Tilmelding er ikke nødvendig, men det er muligt at hjælpe op til ca. 25 personer med fiskegrej ad gangen. For at få det optimale ud af fiskeriet, fisker vi i waders, som vi også har på stedet til udlån. Ligeledes forefindes der også redningsveste til de mindste. Fiskeriet foregår stående i vand til midt på lårene. Skulle der opstå lidt ventetid ved fiskegrejet, er det oplagt at gå en frisk tur ved stranden. Du er naturligvis også velkommen til at medbringe dit eget fiskegrej.

Bliver du efter dagens fisketur bidt af lystfiskeriet, så er et medlemskab i Sportsfiskerforeningen Fladså et rigtig godt afsæt for at sætte skub i din fiske-karriere. Foreningsmedlemmerne kender endvidere lokalområdet rigtig godt, og ved derfor, hvor man kan tage hen på den næste tur. Det er muligt at få mere information om foreningen på dagen.

Fisketur på Falster efter hornfisk fredag d. 5. maj.

Drømmer du om at komme ud på en vaskeægte fisketur efter den spændende hornfisk? Så har du nu muligheden for at komme på fisketur med erfarne guider på Falsters nordøstkyst.

Store Bededag – fredag den 5. maj mellem kl. 10:00 – 14:00 kan du og familien få en god introduktion til lystfiskeriet – også selvom du aldrig har haft en fiskestang i hænderne. Arrangementet henvender sig til alle uanset erfaringsniveau. Der stilles alt tænkeligt fiskeudstyr til rådighed, og I hjælpes godt i gang med kystfiskeriet. Erfarne lystfiskere fra Lystfiskerforeningen for Nykøbing F. og Omegn (LNF1920) samt et par guider fra Fishing Zealand, er klar til at hjælpe med at rigge fiskegrejet til og lære dig at kaste ud. De ved samtidig, hvad der skal sættes for enden af linen for at øge chancerne for fangst af hornfisk.

Der er derfor lagt op til en hyggelig fisketur, når vi mødes for enden af Gammel Færgevej , 4850 Stubbekøbing ved det gamle færgeleje fra kl. 10:00, hvor vi fisker og nyder foråret ved vandet, frem til kl. 14:00.

Hornfiskene er på vandring mod Østersøen, hvor de senere skal gyde. Hornfiskene færdes tæt på land, og er et relativt let bytte for lystfiskerne. Hornfiskene er sjove at fange, da de fighter godt. Samtidigt er de gode spisefisk.

Fiskeriet på kysten kan være en frisk fornøjelse, så derfor opfordrer vi alle deltagere til at medbringe påklædning, der matcher vejret. Medbring også gerne lidt at drikke og måske en madpakke til at hygge med.

Dagens fisketur sker i samarbejde med Guldborgsund Kommune, LNF1920 og Fishing Zealand. Arrangementet er ganske gratis at deltage i. Er du mellem 18 år og pensionsalder, skal du huske at indløse det statslige Fisketegn. Børn og unge er naturligvis velkomne i selskab med voksne, men for at tage aktivt del i fiskeriet, så anbefaler vi en minimumsalder på 12 år.

Tilmelding er ikke nødvendig, men det er muligt at hjælpe op til ca. 25 personer med fiskegrej ad gangen. For at få det optimale ud af fiskeriet, fisker vi i waders, som vi også har på stedet til udlån. Ligeledes forefindes der også redningsveste til de mindste. Fiskeriet foregår stående i vand til midt på lårene. Skulle der opstå lidt ventetid ved fiskegrejet, er det oplagt at gå en frisk tur ved stranden. Du er naturligvis også velkommen til at medbringe dit eget fiskegrej.

Bliver du efter dagens fisketur bidt af lystfiskeriet, så er et medlemskab i

LNF1920 et rigtig godt afsæt for at sætte skub i din fiske-karriere. Foreningsmedlemmerne kender endvidere lokalområdet rigtig godt, og ved derfor, hvor man kan tage hen på den næste tur. Det er muligt at få mere information om foreningen på dagen.

Tusindvis af ørreder udsat og overvåget af smoltvagter

I Nivå blev der udsat 25.000 stk. smolt, hvor blandt andet Torben Kaas (med den brune jakke) deltog, foruden fiskerikontrollen ved Peter Hjort Larsen.

Under stor mediebevågenhed, blev der i påskedagene udsat mange tusinde ørredsmolt i mundingerne af vandløb rundt omkring på Sjælland. Baggrunden for den store interesse fra mediernes side, var Danmarks Sportsfiskerforbunds kampagne for at sikre overlevelse af så mange ørredsmolt som muligt via den landsdækkende frivillige indsats mod den omsiggribende predation fra skarver.

Under navnet ”Smoltvagt” gik mange hundrede frivillige i hele Danmark til kamp mod skarverne, og med skræmme-metoder jagede de mange skarver bort i de dage, hvor ørredsmolten er særlig udsat for at blive spist af den sultne fugl.

Normalt spiser en skarv 5-700 gram fisk om dagen, men er der mad ad libitum for de glubske fugle, kan de spise en betragtelig større mængde. Derfor har de frivillige i blandt andet FZ-kommunerne, været afsted fra tidlig morgen til sen aften for at jage skarverne væk. Typisk på vagter á to timers varighed.

Der var mange tilskuere til udsætningen i Esrum Å, hvor en snes tilskuere så udsætningen i den absolut nederste del af åen. Formand for Esrum Å-laug, Jan Kuhlmann (nederst til venstre) holdt godt fast i røret så ingen fisk kunne fare vild.

I ”Sukkerkanalen”, der er et særegent udløb af Hallebyåen, beliggende i Kalundborg Kommune, satte folkene fra Halleby Å Sammenslutningen ørredsmolt ud. Peder Høpfner og Finn Mejsner, der er begge er meget aktive i Grusbanden, var bl.a. smoltvagt i dette vestsjællandske vandløb, og med to stykker træ, som blev slået mod hinanden, skræmte de skarverne væk fra mundingen, så de små ørredsmolt kunne akklimatisere sig, inden de vandrer ud i havet for at bidrage til ørredbestanden, og dermed også til fiskeriet på Vestsjælland.

Det kom der et fint lille indslag ud af i TVeast, hvor også billeder fra den foreløbig sidste udsætning i Tuse Å i Holbæk Kommune blev bragt ved samme lejlighed.

Du kan se det hyggelige indslag ved at følge linket: https://www.tv2east.dk/arkiv?date=2023-04-10&clip=741b7446-5cfa-4562-ba3d-ccae383e25c7.

Jeg var selv med til at sætte ud i Nordsjælland, -som jeg plejer og et levn fra dengang, både Helsingør og Gribskov var en del af Fishing Zealand, men som stadig fastholdes, da flere foreninger er medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund.

Vi begyndte i Nivå, hvor både Danmarks Sportsfiskerforbunds formand, Torben Kaas og Fiskeristyrelsens fiskerikontrol, Peter Hjort Larsen deltog. Her satte vi 25.000 stk. ørredsmolt i vandet, og også her, havde flere medlemmer af Nivå Sportsfiskerforening meldt sig som smoltvagter. Dernæst gik turen til Esrum Å, hvor vi også satte 25.000 stk. ørredsmolt i vandet, og også her var der etableret vagt-ordning.

I Højbro Å, hvor vi sluttede, blev der sat i omegnen af 10.000 stk. smolt i åen, der få hundrede meter nedstrøms løber til Nordkysten.

I Odsherred Kommune satte vi 15.000 stk. ørreder ud i Nordkanalen, der løber til Isefjorden, under stor deltagelse af tilskuere på trods af, at vi ikke havde annonceret det. Et par dusin nysgerrige var mødt op, blandt andet Lisbeth, Sif og 4-årige Molly, der synes ørrederne var glatte. Det var de også, og grydeklare til udsætning i Nordkanalen.

Normalt plejer vi at slutte i Ejby Å i Lejre Kommune, der er en FZ-kommune, men i år har vi valgt at lade åens naturlige ørreder få fred, idet vi både sidste år og forrige år restaurerede en længere strækning af Ejby Å og blandt andet i vinter kunne se, at antallet af gydegravninger i vandløbet er markant forøget.

Derfor synes vi, -styregruppen i Tuse Å’s Ørredsammenslutning, der administrerer Fiskeplejen i den sydlige del af Isefjorden, at vandløbet skal have lov til selv at producere vilde fisk til Isefjorden.

Dagen efter, -2. påskedag, satte vi i samarbejde med Odsherred Sportsfiskerforening fisk ud i Nordkanalen, der er (som navnet antyder), den nordlige kanal på Lammefjorden i Odsherred Kommune.

Her skulle vi sætte 15.000 stk. ørredsmolt i bassinet tæt på udmundingen i Lammefjorden.

Vi var heldige med tidevandet, idet sluseportene var åbne og dermed havde ørrederne frit lejde til at vandre ud i Fjorden allerede fra starten på deres nye liv som havørreder i Isefjorden, hvor de skal have lov til at vokse sig store og tykke.

Adskillige medlemmer af Odsherred Sportsfiskerforening havde meldt sig til smoltvagtordningen, og den første var sat til at møde ind tidlig morgen, knapt tolv timer efter udsætningen.

Mørket var allerede ved at sænke sig over kanalen, da fiskene blev sat ud, så mon ikke, en stor del af fiskene har overlevet natten over eller er trukket ud i Fjorden, hvor de har nemmere ved at skjule sig.

Langt de fleste fisk var også store flotte eksemplarer.

Det kræver sit, at holde røret, der helst skal langt ud over kanten og dermed også vejer en god slat, når det er fyldt med vand og ørreder. Jeg får hjælp af et par knægte, der synes det var både tungt og samtidig sjovt. Ak, ja, de unge knægte skal jo nok bære tungere byrder i livet end lidt fisk til Nordkanalen
Jan Aggerholm og Kalle Ludvigsen (med kasketter til venstre i billedet), begge fra Odsherred Sportsfiskerforening er headmasters for udsætningen i Odsherred Kommune og de to meget energiske unge mænd, fik de betydeligt yngre tilskuere til at lytte, da de fortalte om ørreder og udsætningerne.

Alle fisk til Isefjorden er afkom af forældre, der er elektrofisket i efteråret 2021 og som nu er blevet passet halvanden års tid af Linda Bollerup Høeg, der er fiskemester og plejemor på FGU Fyn.

Det var også Linda, der både sørgede for fisk til Sukkerkanalen, Nordsjælland og til Isefjorden.

Turen gik nu videre til Sejerøbugten, hvor en lille slat fisk på 10.000 stk. skulle sættes ud i Dragskanalen. Det var fisk med et genetisk ophav fra Fyn, men det kunne man såmænd ikke se på dem, har jeg ladet mig fortælle.

Alle udsætninger rundt omkring på Sjælland er, efter hvad jeg ved, forløbet over al forventning. Smoltvagt-ordningen har i den grad appelleret til lystfiskerne og den frivillige indsats for at sikre, at så mange smolt som muligt, får lov til at leve et helt ørredliv.

Både til glæde for havørredbestanden omkring Sjælland og til glæde for de lystfiskere, der har betalt for fiskene gennem det statslige Fisketegn, der finansierer de mange tusinde ørreder.

Bandeleder, Rune Hylby,

Mobil, 2536 4280,

runehylby@gmail.com,

Vil du også være med til at fange hornfisk?

Nu er det igen blevet sæson for at fange de mange hornfisk, som søger ind i de danske farvande fra Atlanterhavet og videre ud i Østersøen. De er særdeles sjove at fange – og så smager de tilmed fantastisk.

Lørdag d. 29 april mellem kl. 11-14 kan du og familien få en god introduktion til lystfiskeriet – også selvom du aldrig har haft en fiskestang i hænderne. Arrangementet henvender sig til alle uanset erfaringsniveau. Der stilles alt tænkeligt fiskeudstyr til rådighed, og I hjælpes godt i gang med kystfiskeriet. Erfarne lystfiskere fra Sportsfiskerforeningen Storstrømmen samt en guide fra Fishing Zealand, er klar til at hjælpe med at rigge fiskegrejet til og lære dig at kaste ud. De ved samtidig, hvad der skal sættes for enden af linen for at øge chancerne for fangst af hornfisk.

Der er derfor lagt op til en hyggelig fisketur, når vi mødes på grusparkeringspladsen ved Vordingborg Bibliotek, Sydhavnsvej 6, 4760 Vordingborg fra kl. 11:00, hvor vi fisker og nyder foråret ved vandet frem til kl. 14:00.

Dagens fisketur sker i samarbejde med Sportsfiskerforeningen Storstrømmen, Vordingborg Kommune og Fishing Zealand. Arrangementet er ganske gratis at deltage i. Er du mellem 18 år og pensionsalderen, skal du huske at indløse det statslige Fisketegn.

Tilmelding er ikke nødvendig – bare mød op