Kategorier

Bloggere

Semi-spærring i Bregninge Å erstattet af gydebanke og sten!

Det krævede mere end først antaget at få fjernet tærsklen i Bregninge Å. Til sidst måtte vi tage en talje for at få den fri og fjernet, idet den var pløkket fast med jernspyd på næsten en meter.

Der skulle en masse man-power og en talje til, for at løsne den tærskel, der viste sig at være langt sværere at fjerne i Bregninge Å end først antaget. Egentlig så det ud til, den blot skulle løsnes fra en flok sandsække på hver side af vandløbet, men det viste sig, at den var både pløkket fast, og gravet godt ned i bunden.

I øvrigt også betydeligt større end det, man kunne se og med garanti lagt ned i vandløbet på et tidspunkt i Danmarkshistorien, hvor man lagde ekstra vægt på, at det skulle kunne holde i 100 år! Det var gudskelov ikke tilfældet………alligevel, for igennem flere år har både Kalundborg Sportsfiskerforening og jeg, haft en drøm om at fjerne netop denne tærskel i Bregninge Å. Første gang jeg så denne semi-spærring var tilbage i 2021, hvor Allan Kristensen, der dengang var vandløbsmedarbejder i Kalundborg Kommune og jeg, var en tur forbi Deigvad Vandværk på vandløbssyn.

Det krævede visse drøftelser at få lagt sten og gydesubstrat i vandløbet, idet Michael kørte (næsten) fast og ikke kunne lægge sten og gydesubstrat der, hvor jeg helst ville have det. Vi mangler derfor at lægge ca. 12 tons gydesubstrat i vandløbet, men det må vi gøre næste år.

Et år senere var jeg endnu en gang forbi Vandværket, denne gang med Tim Krarup fra Kalundborg Sportsfiskerforening, hvor vi aftalte, at det måtte vi gøre noget ved. Siden er der løbet meget vand i åen og vi har udført en lang række andre projekter, -også i Bregninge Å. Men i år, så skulle det være.

Projektbeskrivelsen blev skrevet, lodsejere kontaktet og siden blev projektet sagsbehandlet i Kalundborg Kommune. Et par møder blev siden afholdt, da der blandt andet står en vigtig vandstandslogger på projektstrækningen, der har leveret data til vandværket i en meget lang årrække. Uden at skulle lægge hovedet på blokken, er jeg sikker på, at tærsklen i sin tid er blevet placeret just præcis således, at loggeren netop kunne levere data til vandværket og sikre, at de kan suge vand op af undergrunden.

Loggeren gav lidt knaster, men blev dog løst uden yderligere udfordringer. Derefter blev projektet godkendt og uden anmærkninger.

Projektet, var klar til udførelse i oktober måned. Endda sidst i oktober, for vi har haft et mega stramt program hele efteråret med en masse projekter, der også skulle udføres.

Fællesfoto i pausen efter vi har fjernet tærsklen, som i øvrigt ligger foran forsamlingen af medlemmer fra Kalundborg Sportsfiskerforening og Grusbanden Fishing Zealand. Fjorten deltagere mødte op, og specielt de unge mennesker brugte kræfter, som vi andre ikke længere har.

Sidst i oktober begynder det generelt at blive svært at få maskiner og ikke mindst de tonstunge lastbiler til at køre langs vandløbene og ved Himmelev Bæk i midten af oktober, sad chaufføren Michael fast med sin lastbil. Det samme skete (næsten) ved Deigvad Vandværk, da vi skulle lægge sten og gydesubstrat i Bregninge Å. Kun med nød og næppe kom Michael fri, men det betød til gengæld, at vi kun kunne lægge halvdelen af de knapt 30 tons gydesubstrat i vandløbet.

Den nederste del af den 20 meter lange gydebanke, vi etablerede i Bregninge Å nedstrøms den station, hvor vandstandsloggeren står. Det blev den vildeste gydebanke. Tre meter bred, 20 meter lang og derfor 60 m² stor. Den vil blive brugt i år allerede og jeg skal da ud og smugkigge på et tidspunkt under gydesæsonen.

Den resterende del af de 30 tons gydesubstrat ligger nu i en langstrakt bunke langs Bregninge Å for at blive lagt i vandløbet næste år. Gydebanken blev dermed kun halvt så stor som håbet, -men dog stadig omkring 20 meter lang og 3 meter bred. Her skal der nok blive gydt til vinter, når gydemodne havørreder fra Sejerøbugten vandrer op på projektstrækningen for at gyde. Desuden måtte vi lægge stenene i en bunke på den absolut nederste del af den 100 meter lange projektstrækning.

Stenene var i øvrigt en foræring fra Kalundborg Forsyning, og netop det samarbejde, vi har haft med Forsyningsselskabet, har været tip-top-klasse. Søren Toft, der er projektleder i Kalundborg Forsyning sørgede for, at vi kunne plukke omkring 20-22 tons sten i passende størrelse fra en større bunke sten tæt på vandværket, og vi derfor kun skulle betale vognmanden for arbejdsløn og -kørsel. Bunken blev i øvrigt ikke tømt og det er mit håb, at vi kan bruge resten af den allerede næste år, når vi forhåbentlig skal restaurere endnu en strækning af Bregninge Å.

Sten og atter sten i det overbrede profil. Det bliver vanvittigt at følge strækningen og den mængde yngel, der kan vokse op på projektstrækningen. Skulle de have trang til at vandre nedstrøms, har vi jo udlagt ”dødt ved” på en 800 meter lang strækning nedstrøms, hvor de kan drifte ned, hvis der bliver for trangt på den ”nye” strækning!!!!

På selve projektdagen dukkede intet mindre end 14 frivillige op fra både Kalundborg Sportsfiskerforening og fra Grusbanden Fishing Zealand. Dejligt med så mange frivillige, når vi nu (igen) skal på job i Kalundborg-området og så sent på sæsonen.

Den øverste del af gydebanken, hvor tærsklen lå og ved lave vandføringer, spærrede for yderligere gydevandring opstrøms. Nu har vi lagt gydesubstrat ud og i øvrigt gjort profilet bredere.

Kalundborgforeningens ”vandplejegruppe” er super at samarbejde med og de stiller altid op med mange folk, når vi skal restaurere vandløb i deres pastorat. Tim Krarup var første mand, men siden fulgte både Peder Høpfner, Anders Werth, Jens og Jacob Risum, Michael Mortensen, Claus Hansen Og formand, Finn Mejsner. Fra Grusbanden mødte blandt andet Michael og Theis Perit-Larsen op, -dejligt at se de to Hvalsø-gensere igen.

Da de frivillige så bunken med sten, der skulle lægges på en kort strækning på et halvt hundrede meter, var der flere, der kiggede vantro på mig under præsentationen. Men det er ikke første gang!!!!!

Vi gik i krig klokken 10.10 og allerede efter en lille times tid, havde vi fjernet tærsklen, rettet den 20 meter lange gydebanke til, imens den store bunke sten, allerede var begyndt at svinde. Det måtte vi holde en lille pause på, og kunne stille op til fælles-foto, velvidende, at vi nu havde forandret Bregninge Å for altid. De næste par timer blev der knoklet med de 20 tons sten, der blev placeret på en kort, 50 meter lang strækning.

Tærsklen på nøjagtig samme spot som forrige billede. Der er sket underværker i det vigtige gyde- og opvækstvandløb for ørreder, der hører til i Sejerøbugten.

Sikke en masse sten, der skulle lægges i, men vandløbet er også 2-3 gange bredere end beskrevet i regulativet og der var derfor plads til dem alle. Hold op, hvor blev det godt efterhånden som stenene blev lagt i. Før flød Bregninge Å dovent afsted. Nu var det anderledes. Men det har vi jo prøvet mange gange før, og sjovt nok, bliver man altid lige glad hver gang. Tærsklen var fjernet, gydebanken og sten lagt ud til variation og med garanti for en masse ørredyngel, når havørrederne har været forbi under gydesæsonen.

Jeg glæder mig meget til at kigge forbi, -både her til vinter og i sensommeren, hvor jeg nok ikke kan dy mig for at dyppe elektroderne.

Afslutningsvis skal der lyde en kæmpe tak for et fint samarbejde mellem Kalundborg Sportsfiskerforening, Forsyningen, Kommunen, lodsejerne og Grusbanden Fishing Zealand.

Bandeleder, Rune Hylby,

Mobil, 2536 4280,

runehylby@gmail.com,