Fra et ørredperspektiv
- 25. oktober 2016
Jeg har fået en helt igennem unik beretning fra Kaj Larsen fra Ølsted-Frederiksvæk Sportsfiskerklub, som jeg i fremtiden får lyst til at kalde ”ørredhviskeren”….-i al venskabelighed!
”Søndag d. 16. oktober var dagen, hvor jeg og mine 5.500 søskende skulle fejre vores ½års fødselsdag i et nyt hjem med masser af plads og for første gang, -også lidt privatliv.
Der var nu meget rart på Hvilested Dambrug hos Ole Bjørn og Rene, men det kan blive lidt trangt i en etværelses med så mange søskende.
Næh, nu var det altså tid til at få gællerne luftet i nogle sjællandske vandløb.
Vi startede rejsen med at booke is ind i en dejlig stor vandtank med masser af plads og iltrigt vand, og Ole Bjørn selv lovede at bringe os sikkert frem. Desværre var der kludder med GPS’en, og det er ikke nemt for en mand, der er vant til det jyske landskab, med store veje og få mennesker, pludselig at skulle finde vej i de sjællandske villakvarterer.
Resultat: vi blev over en time forsinket.
Heldigvis havde vores over-guide Jens Peter skaffet mange hjælpere både fra Ølsted-Frederiksværk Sportsfiskerklub og fra Runes Sjællandske Grusbande, så efter vi var delt ud i hold, kom vi i nogle utrolig komfortable blå agnspande med indlagte luftpumper (jeg fik fortalt, at FFFD har sponsoreret dem), hvorefter turen gik til vores nye hjem, i Værebro Å, og i Havelse Å-systemet, hvor vores guider personlig sørgede for, at vi fik en passende bolig med vandstjerne og overhængende brinker”, udtaler én af de små ørreder, som Kaj Larsen og Jens Peter Baltersen fra Ølsted-Frederiksværk satte ud i vandløbene til Roskilde Fjord sammen med Grusbanden.
Fra Grusbanden deltog blandt andet Tore Svendsen, som havde taget sin søn med, samt et medlem mere fra Egedal Sportsfiskerforening, som jo netop har Værebro Å liggende i baghaven af foreningen.
Derfor var det også naturligt, jeg ringede til netop Tore for at give ham mulighed for at deltage i denne festdag.
Med på sidelinjen mødte også Gordon og Niels Vestergaard op med filmkamera for at ”skyde” et par sekvenser til den nye FZ-film, der er undervejs.
Jeg glæder mig særligt over, at også denne del af det store samarbejde i Grusbanden, der jo er opstået i et samarbejde mellem Fishing Zealand og Danmarks Sportsfiskerforbund, kan gøres levende med billeder til en film om de mange forskellige berøringsflader, FZ er inde over.
Kaj og Jens Peter sørgede for det store overblik, og alle ørrederne blev sat ud i de to vandløb.
Det er jeg utrolig glad for.
Det giver nemlig både fisk i vandløbene, og det giver fisk til de mange lystfiskere i Roskilde Fjord.
Derfor skal der lyde en stor tak for indsatsen til både Kaj og Jens Peter, og naturligvis deltagerne fra Grusbanden, der kunne give en hånd med.
Bandeleder,
Rune Hylby