TØS og Grusbanden samarbejder om vand-plante-dag
- 19. august 2016
På lørdag, den 27. august holder TØS flyttedag. Vi skal nemlig flytte nogle af ”de gode vandplanter” længere nedstrøms i Tuse Å-systemet, og vi vil meget gerne gøre det i samarbejde med Grusbanden.
”De gode vandplanter”, -vandranunkel og vandstjerne vokser i pæne mængder i de øvre dele af Tuse Å-systemet, men er ikke voldsomt repræsenteret i de nedre dele.
Tuse Å er imidlertid for et par år siden blevet genslynget på en meget lang strækning nedstrøms for Tuse-broerne i forbindelse med et våde-enge-projekt, og på denne strækning skæres der ikke grøde.
Derfor vil vi gerne have ”de gode vandplanter” til at etablere sig, fordi de både er gode for variationens skyld og for ørredernes skyld, idet planterne både er gode at skjule sig under, og er fyldt med fødeemner, der lever i planterne. Sidst, men ikke mindst, er ”de gode vandplanter” gode for begrænsningen af ”de dårlige vandplanter”, -først og fremmest pindsvineknop, som trives fint i alle danske vandløb, og særligt, hvis de bliver grødeskåret med jævne mellemrum.
”De gode vandplanter” er stedsegrønne, og visner ikke væk om vinteren, og har desuden den evne, at være i stand til at skygge pindsvineknop bort.
Yderligere har vandstjerne og vandranunkel den fine egenskab, at de ”lægger sig ned”, når vandmængden stiger, hvilket i praksis betyder, at de ikke har samme negative indvirkning på vandafledningsevnen, som f.eks. pindsvineknop.
Men som sagt, har ”de gode vandplanter” ikke etableret sig endnu på den genslyngede del af Tuse Å, hvilket vi gerne vil lave om på. Derfor vil vi i Tuse Å’s Ørredsammenslutning i samarbejde med Grusbanden, flytte planterne til denne del af åen.
Vi vil speede processen op inden pindsvineknop har udkonkurreret alle andre vandplanter. Derfor inviterer vi til flyttedag på lørdag, den 27. august klokken 10.10.
Vi har behov for 3-5 mand m/k fra Grusbanden, der vil hjælpe os med ”store vand-plante-dag”.
Kom og få en snak med de erfarne TØS-folk, imens vi flytter planter.
Du kan melde dig via Grusbandens aktivitetskalender, https://fishingzealand.dk/grusbanden/aktivitetsoversigt/, eller direkte til tovholder for arrangementet, bandeleder Rune Hylby, tlf. 2536 4280 eller via mail: hylby@mail.dk.
Du kan også melde dig via Facebookgruppen, ”Den sjællandske Grusbande”.
Med venlig hilsen,
Rune