Sekstet om projekt i Tåstrup Å
- 2. oktober 2025

Forrige torsdag lød der skrig og skrål på den gode måde langs Tåstrup Å i St. Merløse i Holbæk Kommune. Det var 19 elever på mellemtrinnet, 4-6. klasse, samt to lærere fra den lokale skole, der var i gang med at lave to fantastiske gydebanker i vandløbet, der løber langs byens rekreative sti, hvor hundeluftere, kondi-folket og forelskede par nyder naturen. De nitten elever, samt lærere havde takket ja til at hjælpe ørredbestanden i Tåstrup Å, og var på praktisk naturgenopretning med ”hands on” og våde fødder!

Sammen havde vi planlagt dagen til at skulle indeholde en gang elektrofiskeri, samt ”job” på gydebankerne. Forinden havde de to lærere, Sarah og Stine givet eleverne et fint indblik i den verden, der findes under overfladen, blandt andet med besøg i en sø. Eleverne var tillige fortrolige med ørredbiologi og vidste, at der var noget der hed bækørred, og ligeså havørred. Se det er ikke hverdagskost, -og stor cadeau til Stine og Sarah for at sætte nye standarder for eleverne.
Først fik vi sat lidt strøm til vandløbet og på en 25 meter lang strækning, blev elektroderne dyppet i vandet. Men det var meget småt med fisk. Én sølle halvårs-ørred blev fanget i strømmen, og der var en anelse skuffelse at spore blandt eleverne. Men, det var jo netop derfor, vi havde sat hinanden stævne…. at forbedre forholdene for ørreder og andre levende væsener, og pludselig gik det op for eleverne, at netop derfor var dagens opgave desto endnu mere vigtig. Vi skulle jo netop forbedre forholdene!!!! Ved blandt andet at sikre gydemuligheder på de to store gydebanker, eleverne skulle rette til.
Begge gydebanker var 10 meter lange og bestod af hver 9 tons gydesubstrat. 18 tons valnøddestore sten skulle eleverne dermed have mellem hænderne.
Med fornuftigt fodtøj, for de flestes vedkommende, gik det over stok og sten. Eleverne gik til den med krum hals, og der gik ikke længe inden alle havde våde sokker og vand i gummistøvlerne. Nogle var såmænd våde helt op til buksekanten, men hold op, hvor de hyggede sig.

På knapt to timer, kun afbrudt af kiks og sodavand, havde eleverne rettet begge gydebanker til, så vandet rislede hen over stenene og giver løfter om ørred-produktion til vinter.
Jeg er både elever og lærere meget taknemmelig for en fantastisk formiddag sammen, med glæde, latter og naturgenopretning.
Du kan se en lille film fra formiddagen her: https://www.youtube.com/shorts/GQa15SwssJE.

Forud for denne livsbekræftende formiddag bød ugen også på udfordringer på den hårde måde! For allerede om mandagen havde jeg taget imod gydesubstrat og sten, men trods stor velvilje fra chaufførerne viste det sig, at de ikke kunne køre langs vandløbet for træer og buske.
Kun knapt halvdelen af skjulestenene og gydegruset kunne lægges ud med grab direkte fra lastbilen, hvorfor chaufførerne, Michael og Sten, måtte dumpe resten i umiddelbar nærhed af vandløbet.
Nu var gode råd dyre, men et opkald til Holbæk Kommunes vandløbsafdeling reddede situationen, idet én af vedligeholdelsesfolkene kunne hjælpe i nødens stund og bragte en rendegraver til St. Merløse for at køre sten og grus til vandløbet i to dage…..! Sikke en hjælp! Sagen var nemlig den, at eleverne skulle tage sig af to gydebanker, mens frivillige fra St. Merløse Bylaug og Holbæk Fiskeklub, som jeg havde lavet projektet sammen med og ligeså Grusbanden, skulle tage hånd om resten af projektet et par dage senere.
4 gydebanker yderligere skulle rettes til, ligeså lidt kampesten og ikke mindst en masse ”dødt ved” skulle håndteres af de frivillige.
Gudskelov mødte 23 frivillige op fra både Bylauget, Holbæk Fiskeklub, og Grusbanden, -foruden nogle folk fra Kalundborg Sportsfiskerforening, der også har en aktie i Tåstrup Å, idet de har fiske-retten i dele af Hallebyåen, som Tåstrup Å er et tilløb til.
Garvede grusbandefolk, ditto folk fra foreningerne, tog de mere uerfarne folk fra Bylauget med sig ”under armen” og sammen blev de fire gydebanker rettet til, så vandet nu risler klukkende over intet mindre end seks flotte gydebanker på den mere end 1 kilometer lange projektstrækning. Det drejer sig om 54 tons gydegrus!!!!

De frivillige tog sig også kærligt af nogle af de 75 tons sten, der også var blevet kørt til åen. Nogle lå allerede i vandløbet, mens resten skal lægges ud på et senere tidspunkt, -af Niels Jørgen fra Holbæk Kommunes vedligeholdelsesteam. Han ved om nogen, hvordan de skal ligge i et vandløb, idet han i en halv menneskealder, har vedligeholdt vandløb i Holbæk Kommune.

De frivillige gik derefter i gang med at udlægge ”dødt ved” i vandløbet. Netop dette forehavende er under rivende udvikling og blot på den tid, der er gået siden vi begyndte at lægge ”dødt ved” i vandløbene for tre-fire år siden, er der sket meget rundt omkring i landet, -og vi bliver alle sammen bedre til at finde nye muligheder for at fæstne grene og stammer til brinken, bedre til at skabe rod, bedre til at sikre sandaflejringer, -der hvor vi gerne vil have det liggende. For det er nemlig lige nøjagtig dét, grene og træer i vandløbet kan. Skabe en masse rod, og dermed masser af variation. Det blev der ved Gud også skabt i Tåstrup Å. En masse rod, af de mange frivillige.Helt perfekt.
Vi blev dog ikke helt færdige med dette forehavende, og sandt at sige, -bliver man nok aldrig helt færdig med at perfektionere en vandløbsstrækning som den i Tåstrup Å. Der kan altid ligge mere ”dødt ved”, altid rettes lidt ekstra på gydebankerne, eller flyttes en sten eller to. Men for nuværende, lader vi strækningen få ro.

Vi vil lade vinterafstrømningen skylle en masse sand længere ned ad åen, og så må vi se, om der inden for en kort årrække (1-2 år), skal justeres lidt på projektet. Vi har nemlig tre år til at fuldføre projektet, og jeg kan levende forestille mig, vi skal kigge strækningen igennem næste år, eller året efter. Om ikke andet for at lægge lidt ekstra ”dødt ved” i vandløbet. Det må blive næste år.
Nu skal vi alle, -samarbejdspartnere, klappe os selv på skuldrene for en fantastisk indsats i Tåstrup Å. Bylaug, St. Merløse Skole, Holbæk Fiskeklub, Holbæk Kommune, Grusbanden og ikke mindst lodsejerne, der gjorde det muligt at give Tåstrup Å et kæmpe løft hen imod god økologisk tilstand.
Bandeleder, Rune Hylby,
Mobil, 2536 4280,

