Kategorier

Bloggere

Kysten kaldte søndag d. 10. november i Næstved Kommune

Denne søndag havde Næstved Kommune og Fishing Zealand inviteret til introduktion i vinterfiskeri på kysten efter havørreder.

Vinden stod lige ind på den sydvendte kyst, hvor ca. 35 lystfiskere var mødt op på parkeringspladsen på Ved Strandskoven, iført waders og med fiskestangen i hånden. De kom for at lære, hvordan man øger chancerne for at fange en havørred i de kolde måneder.

Fishing Zealand guiderne Niels Lagergaard og Mikael Tange stod klar med varm bålkaffe og bød deltagerne velkommen. Efter en grundig introduktion til vinterfiskeriet – herunder agnvalg, affiskningsteknik, valg af fiskeplads, vejr og vind samt alle de andre faktorer, som skal i spil om vinteren, gik deltagerne på kysten for at omsætte læring til praksis.

Vinden var lidt genstridig, og vejrliget havde gjort, at der drev en del ålegræs rundt og besværliggjorde fiskeriet. Dog lykkedes det at overliste 9 havørreder under arrangementet, herunder en fin fisk over målet fanget af Peter Laursen. Fisken blev genudsat.

I løbet af dagen var det muligt at komme til bålet for at varme sig og smage et stykke hjemmebag, som Næstved Kommune var vært for. Ligeledes var det, for mange, en oplagt mulighed for at få lidt én til én undervisning eller blot stille spørgsmål og få hjælp til at rigge sit grej til.

Et fiskearrangement som dette har til formål at skabe læring og besvare en masse spørgsmål, så fiskeriet kan optimeres for den enkelte deltager. Men et arrangement kan også skabe nye bekendtskaber og snakken gik lystigt blandt deltagerne. Man skal ikke underkende vigtigheden af det sociale på en dag som denne.

Dagen efter var en af deltagerne, Benjamin Beck, en tur på kysten på egen hånd. Det lykkedes Benjamin at fange sin allerførste havørred nogensinde – og endda på flue. Se dét er en god historie – og det var en sand fornøjelse at læse hans fangstberetning, som han sendte til os på mail.

Se billeder fra dagen herunder!

Bålkaffe og kage – og en god snak! Det sociale er en stor del af en god fisketur.
Der bliver nørdet med agn og uddelt FZ-magasiner og Sportsfiskeren.
Flot blankfisk fanget af Benjamin Beck dagen efter arrangementet, hvor teori blev omsat til praksis.
Fin blankfisk over målet fanget af Peter Laursen på dagen for arrangementet.