Grusbanden hjalp til i Holbæk
- 11. august 2016
På kanten af april måned skrev Finn Andersen, der er vandplejeformand i Holbæk og omegns Lystfiskerforening til mig og spurgte, om han måtte låne en håndfuld folk fra Grusbanden. Han havde brug for et par ekstra hænder til yngeludsætning i Åmose Å-systemet i Holbæk Kommune den 30. april. Det drejede sig om de to tilløb Tyssingegrøften og Skee-Tåstrup Å, der skulle ”forsølves” med lidt ekstra yngel.
Selvom Grusbanden endnu ikke var offentliggjort, lagde vi et opslag op på Fishing Zealands Facebook-siden og ligeså hjemmeside, hvor vi søgte lidt folk til at hjælpe Finn med udsætningen.
Det var torsdag morgen opslaget blev bragt, blot to dage før udsætningen. Men allerede torsdag middag, blot få timer senere, skrev Finn til mig, at nu havde han en håndfuld hjælpere til at deltage med at sætte yngel ud!!!! Se det er jo netop tanken bag Grusbanden!
Hurtigt kan vi få hentet hjælp, når det viser sig, at en forening eller et arrangement har brug for et par hænder, – eller mange for den sags skyld. Der er nemlig mange, -rigtig mange, der gerne vil gøre en indsats i form af ”man-power”, når der er brug for det, og Grusbanden kan formidle dette behov, – både den ene vej, men også den anden.
Morten, Ole, Kennet, samt Kennets datter og Finn mødtes med “fiskebilen” fra Gørlev Fiskeklub, der leverede fiskene. Derefter gik turen mod de to vandløb, der er en del af Åmose Å/Halleby Å-systemet, hvor fiskene skulle sættes ud.
I alt blev der udsat et par tusind stk. ørredyngel, der hurtigt og uden yderligere stress-faktorer, fik friheden til at klare sig selv. Og da Finn efterfølgende skrev til mig for at fortælle om udsætningen, samt sende et par fine billeder, blev jeg både glad og lidt stolt på Grusbandens vegne over, at det netværk, vi er ved at knytte sammen, viste sig at fungere over al forventning.
Bandeleder,
Rune Hylby