Kategorier

Bloggere

Faxe Kommune bliver en del af Fishing Zealand

dsc_4022-1

Fra 1. juli er Faxe Kommune med i Fishing Zealand som sætter fokus på at udvikle bæredygtig lystfiskerturisme og at forbedre fiskemulighederne i regionen.

Faxe Kommune har netop besluttet at melde sig ind i Fishing Zealand. Kommunen har med stor opmærksomhed fulgt Fishing Zealand igennem de sidste par år, og har især lagt mærke til de mange gode tiltag indenfor blandt andet miljø samt børn og unge arbejde, der udspringer af Fishing Zealand-projektet. Dette arbejde ønsker Faxe Kommune nu også at være en del af.

– Jeg tror, at Faxe Kommune især kan drage nytte af erfaringerne med at inddrage børn og unge i arbejdet med vandmiljøet. Men jeg ser også frem til, at Fishing Zealands arbejde for bæredygtigt lystfiskeri kan få en positiv effekt på turismen i Faxe Kommune, udtaler Ivan Lilleng (K), formand for teknik- og miljøudvalget i Faxe Kommune.

hansen-keel-tobis-seatrout-stevns-rasmus-ovesenI Faxe Kommune eksisterer allerede et eminent samarbejde omkring vandløbsrestaureringer mellem kommune og lokale frivillige kræfter i form af PIV (Pionerer i vandløbspleje), og i PIV glæder man sig over Faxe Kommunes indmeldelse i Fishing Zealand.

Søren Jensen fra PIV siger:

– Det at Faxe Kommune nu bliver en del af Fishing Zealand betyder, at vi fremover kan sparre og samarbejde med Fishing Zealands vandplejeinitiativer, den såkaldte Grusbanden og Ørredpatruljen. Og med en organisation som Fishing Zealand i ryggen, tror vi på, at vores arbejde med vandløbspleje, samt med at skabe interesse for vandmiljø og lystfiskeri, bliver styrket yderligere.

Faxe Kommune har en spændende geografisk udbredelse, der blandt andet inkluderer kyster ud til Østersøen samt den brakke Præstø Fjord.

Når Faxe Kommune nu melder sig ind er netop hele Præstø Fjord nu med i Fishing Zealand, og det er vigtigt nyt. Fjorden har nemlig en række tilhørende vandløb med stor vigtighed for gydende ørreder, og her er der et stort udviklingspotentiale i forhold til at sikre et godt vandmiljø og en sund bestand af ørreder – og samtidigt engagere børn, unge og frivillige kræfter i lokalmiljøet. Og så er der selvfølgelig også oplagte muligheder for at samarbejde yderligere om tiltag der kan forbedre levevilkårene for brakvandsgeddebestandene i Præstø Fjord, nu når alle tre kommuner der grænser op til denne fjord er en del af FZ.

I Faxe Kommune er der ingen tvivl om, at indtrædelsen i Fishing Zealand-projektet kommer til at have stor betydning for interessen for vandmiljøet, og vilkårene for lystfiskeriet som tilbud og samlingspunkt.


Fakta:

Fishing Zealand er et ambitiøst projekt, som består af flere forskellige samarbejdspartnere: Danmarks Sportfiskerforbund, adskillige kommuner på Sjælland og Øerne og frivillige lystfiskere. De samarbejder med lokale virksomheder, frivillige og turistorganisationer om at udvikle bæredygtig lystfisketurisme og forbedre fiskemuligheder i hele regionen. Projektet er til stor fordel for lystfisketurismen og lokal erhvervsvækst, men også for miljøet og lystfiskerne.