Succesfuld første udgave af Kyst Camp Sjælland i Odsherred Kommune
- 18. juni 2026

I samarbejde med Odsherred Sportsfiskerforening lavede vi rammen for en fed weekend, hvor 25 unge mellem 12-17 år havde mulighed for at komme og lære mere om kystfiskeriet efter fortrinsvist havørreder og hornfisk.
Det hele løb af stablen 1. til 3. maj på Søllerød Lejren på Sjællands Odde, der som bekendt er en yndet kystplads blandt mange lystfiskere. Ved ankomst til stedet fredag eftermiddag, kunne man skue det ene perfekte spot efter det andet – og deltagerne var mere end ivrige for at komme i deres waders og give den gas med fiskeriet.
Efter en fisketur med fangster af hornfisk blev aftensmaden serveret i spisesalen efterfulgt af en spændende foredrag af Jonas Kærlin og Henrik Larsen fra Team Sölv. Team Sölv gav deltagerne endnu mere blod på tanden for at komme ned og indtage kysten til aftenfiskeriet.
Da der endelig var ro i gemakkerne ved midnat, var der kun 5 timer, inden vi skulle op til morgenfiskeriet lørdag.
Lørdagen forløb med mere fiskeri – både med flue og spin på begge sider af Odden. FZ-guiderne og instruktørerne fra Odsherred Sportsfiskerforening havde travlt med at lære fra sig og assistere med rensning af hornfisk. Der blev fanget enkelte mindre havørreder, og disse blev skånsomt genudsat. Under aftenfiskeriet lørdag blev der fanget en del mindre sej til deltagernes store forbavselse. Et par af deltagerne havde under campen lavet en Grand Slam med sej, havørred og hornfisk. Lørdag efter aftensmaden var nogle af deltagerne lidt matte i betrækket, men tog alligevel ivrigt waders på for at komme ned og dyrke aftenfiskeriet.
Søndag var der igen morgenfiskeri for de dugfriske deltagere og herefter oprydning i lejren. Da deltagerne blev afhentet af forældrene, var der begyndende træthedstegn at spore hos langt størstedelen. Vores gæt er, af forældrene formentlig ikke er nået længere væk end Havnebyen, før der blev stille på bagsædet.
Alt i alt en fed weekend fra guidernes synspunkt. Det var en sand fornøjelse at se så fiskeivrige unge mennesker, der værner om naturen og respekterer de fisk, som blev fanget. Og hvordan de omgik hinanden socialt og hjalp hinanden, når der var brug for det – herligt!
Måden hvorpå de unge gik til stålet og sugede til sig af læring, gjorde fiskeguiderne stolte.
Niels Lagergaard & Mikael Tange

