Kategorier

Bloggere

Hornfiskene kommer til Vordingborg Kommune

Vil du også prøve kræfter med den stærke og velsmagende sæsongæst fra Atlanterhavet? Så har du muligheden for at komme på gratis fisketur med Vordingborg Kommune, Sportsfiskerforeningen Storstrømmen og Fishing Zealand.

Søndag den 17. maj 2026 fra kl. 11:00 til kl. 14:00 kan du og familien få en spændende dag på jagt efter hornfisk på Camping Mønbroen

Arrangementet henvender sig til alle uanset erfaringsniveau, dog får man mest ud af dagen, hvis man har prøvet at styre en fiskestang før.

Der stilles alt tænkeligt fiskeudstyr til rådighed, og I hjælpes godt i gang med lystfiskeriet. Du er naturligvis også velkommen til at medbringe dit eget fiskegrej. En guide fra Fishing Zealand og frivillige fra Sportsfiskerforeningen Storstrømmen, er klar til at hjælpe med at rigge fiskegrejet til og give tricks til at overliste hornfisken samt måder at tilberede den på hjemme i køkkenet.

Skulle sult og tørst melde sig undervejs, vil Lone fra Camping Mønbroen stå klar med sodavand og grillede økologiske pølser fra egen avl til deltagerne.

Der er derfor lagt op til en hyggelig fisketur, når vi mødes ved teltpladsen på Camping Mønbroen, Kostervej 86, 4780 Stege kl. 11:00, hvor vi fisker og nyder foråret ved vandet frem til kl. 14:00.

Hornfiskene er på vandring fra Atlanterhavet mod Østersøen, hvor de senere skal gyde. Hornfiskene færdes tæt på land, og er et relativt let bytte for lystfiskerne. Hornfiskene er sjove at fange, da de fighter godt. Samtidigt er de gode spisefisk.

Dagens fisketur sker i samarbejde med Vordingborg Kommune, Camping Mønbroen og Fishing Zealand. Arrangementet er ganske gratis at deltage i. Er du mellem 18 år og pensionsalderen, skal du huske at indløse det statslige Fisketegn. Børn og unge er naturligvis velkomne i selskab med voksne.