Kategorier

Bloggere

Beskyt de små vandløb – et nødvendigt initiativ

 

Unavngivet

Ny kampagne skal bringe saglighed og viden ind i debatten om de små vandløb, som ser ud til at gå en alt andet end lys fremtid i møde.

Vi har i Danmarks Sportsfiskerforbund netop søsat en kampagne, der hedder ”Beskyt de små vandløb”. Initiativet skyldes Miljø- og Fødevareminister Eva Kjer Hansens udmelding om, at de små vandløb, der har et opland på under ti km2, ikke skal indgå i vandområdeplanerne, med mindre de allerede nu opfylder miljømålene eller, at der allerede er aftalt en indsats i vandløbet i vandrådene. For at føje spot til spe, så har hun også bebudet, at vandløbsloven skal ændres, sådan at hensynet til dyre- og plantelivet i vandløbene ikke længere skal sidestilles med vandløbenes evne til at lede vandet væk. Og så foreligger der et forslag fra Venstre om, at Naturbeskyttelsesloven, som i dag sikrer mod uberettiget opgravning af åer og bække, også skal revideres, sådan at vandløbene ikke længere skal beskyttes af loven.

2012-06-25 02.41.09-2 (2)
Det gode, danske havørredfiskeri langs kysterne skyldes i høj grad de små vandløb, og det restaureringsarbejde, som er gjort her.

Dramatiske konsekvenser
Konsekvenserne af ministerens udmelding er dramatiske, hvis hun får sin vilje. Mellem 8000 og 9000 km små vandløb vil ikke skulle restaureres, selv om de har et stort biologisk potentiale. Og hvis der er et ønske om at gøre dem dybere og bredere, for at de bedre kan lede vandet væk, så vil lovgivningen ikke sikre mod den slags overgreb. Da miljøtilstanden i de større vandløb jo i et vist omfang er afhængige af, at bækkene i oplandet er velfungerende, så vil det ikke kun gå ud over de små vandløb. Vi er i Danmarks Sportsfiskerforbund derfor meget bekymrede for, at mere end 30 års arbejde med vandløbene vil blive smidt ud med badevandet.

Små vandløb er vigtige
Hvad er det for nogle vandløb, ministeren ønsker at fjerne fra vandområdeplanerne? Det kræver en lille opsummering af historikken: Der er 27.000 km vandløb, som i de gamle regionplaner blev vurderet til at være gode og velfungerende eller til at have potentialet til at kunne blive det. Det er typisk vandløb med så relativt gode faldforhold, at der på delstrækninger kan være gydebanker og god strøm. Heraf er der 18.000 km med et opland på under 10 km2, som typisk vil være op til 1½ meter brede. Disse små vandløb er vigtige, for de er gode levesteder for en lang række insekter og fiskearter med især ørreden som den vigtigste. Det gode, danske havørredfiskeri langs kysterne skyldes derfor i høj grad de små vandløb.

19000 km med godt fald
De 27.000 km vandløb med godt potentiale blev så i 2014 reduceret til 19.000 km, da den forrige regering skulle beslutte, hvor mange km vandløb, der skulle arbejdes med i perioden 2015-2021. Reduktionen skyldtes pres fra landbruget, der mente, at en vis del af de 27.000 km var gravede kanaler og grøfter, der ikke havde potentialet til at blive gode ørredvandløb. Der var helt sikkert eksempler på, at der var taget nogle meget dårlige vandløb med i planerne, så vi anbefalede i DSF, at der skulle lægges nogle helt objektive kriterier ned over udvælgelsen af vandløbene – såsom faldforhold, slyngning og nuværende miljøtilstand.

Elfiskeri - Kattinge
De mange frivilliges forbilledlige indsats står til at blive drastisk undermineret, hvis Eva Kjer får sin vilje.

De bedste blev sikret
Det blev accepteret af Miljøministeriet, og resultatet blev, at de nævnte 19.000 km vandløb blev udpeget til at skulle indgå i Vandområdeplanerne. DSF var ikke ubetinget tilfredse, fordi vi syntes, at udvælgelsen i forhold til faldforholdene var for barsk. Kriteriet blev sat så højt, at mange fine eller potentielt gode vandløb forsvandt ud af planerne. Men vi glædede os over, at vi trods alt havde sikret vandløbene med det største potentiale. De 19000 km vandløb har alle som udgangspunkt gode faldforhold, mens der er stor forskel på, om de har slyngninger, og om der fisk og insekter i dem. Men netop de gode faldforhold er garant for, at man ved at genskabe grusbunden og øge den fysiske variation vil kunne få et velfungerende vandløb ud af det.

Ud med cirka halvdelen
Jeg gentager lige spørgsmålet: Hvad er det for nogle vandløb, ministeren ønsker at fjerne fra vandområdeplanerne? Ud af de 19.000 km med godt fald, som var tilbage, ønsker hun nu at fjerne alle dem, som har et opland på under 10 km2, som ikke har god miljøtilstand i dag. Det vil i praksis betyde, at næsten halvdelen af de 19.000 km vandløbene tages ud – og de vil alle være små og dermed meget vigtige for ørredproduktionen. Argumentet for at gøre det er, at de har dårlige faldforhold og derfor aldrig vil kunne fungere biologisk. Intet kunne være mere forkert! Kriteriet for den oprindelige udvælgelse var jo blandt andet, at der skulle være gode faldforhold. Men indtil videre har Eva Kjer Hansen mest lyttet til de organisationer, der postulerer det modsatte.

Vi har prøvet før og kender svaret
I Danmarks Sportsfiskerforbund er vi rystede over den manglende faglighed i regeringens politik. Hvordan kan man tro, at opgravning, udretning og dræning er svaret? Vi anvendte den strategi i mange år, og det kom der ikke ret meget godt ud af. Stor erosion i vandløbene, øget udvaskning af næringssalte, stor okkerudfældning i de dele af landet, hvor den slags sker, og dårlige ørredbestande som et tegn på, at dyrelivet var i dyb krise.

Tilbage i 1980’erne var der således en vild smoltproduktion på 166.000, det svarer til 6 % af den oprindelige produktion. I dag – efter mere end 30 års målrettet indsats – er smoltproduktionen tredoblet, men det er immervæk stadig kun cirka 20 % af, hvad der oprindeligt svømmede ud af de danske åer og bække. Og fremgangen vil blive vendt, hvis rendegraverne atter gør deres indtog i de små vandløb.

Beskyt de små vandløb på www
Med etableringen af ”Beskyt de små vandløb” håber vi på, at vi med saglige argumenter kan få overbevist tilstrækkeligt mange politikere om, at det faktisk er muligt at tilgodese både miljø- og afvandingsinteresserne.

Vi har netop lanceret en lille film på tre minutter, som handler om vigtigheden af de små vandløb som vuggestue for ørrederne. Senere følger der fem film mere, der beskæftiger sig med blandt andet vandløbsbiologi, restaurering, værdien af lystfiskeriet og juraen bag vandrammedirektivet. Og vi har været så heldige, at nogle af landets dygtigste eksperter stiller op. Hvis du vil følge med i, hvad der sker på sitet, kan du tjekke det her: http://sportsfiskeren.dk/beskyt

Hvis du vil vide endnu mere, så kan jeg anbefale dig at blive medlem af gruppen ”Bevar de forhadte vandløb” på Facebook.