God læring ved at inddrage elever i vandpleje
- 16. december 2015
Som jeg tidligere har skrevet, er der et kæmpe potentiale i at inddrage skolerne i vandplejearbejdet og samtidig masser af god læring for eleverne. Jeg har med mine elever fra Kærholm skolen afd. Kølholm i Frederikssund været med til forskellige vandpleje ting her i slutningen 2015.
Vi ørredfanatikere er jo i øjeblikket presset rent politisk med den nye vækstpakke for landbruget, som vil ophæve randzonerne, tillade mere gødning og have færre vandløb med i vandområdeplanerne. Dette kan betyde, at mere en 30 års vandløbspleje er i fare for stor forringelse, eller i værste fald kan være spildt.
Dette er derfor ment som et positivt indspark i den politiske debat. Det nytter rent faktisk noget at lave vandløbspleje, for i nogle af de sjællandske vandløb har der aldrig før været flere ørreder. Hvis vi samtidig kan åbne skolerne mod det omgivende samfund med rigtig god læring om naturen til følge, er det da en succeshistorie!
I september var jeg ude og se elektrofiskeri med elever fra Naturpatruljen og egne elever fra mit arbejde. Naturpatruljen er et koncept med udeskole for udvalgte elever, som profiterer af at være ude og lære i naturen.
Det var igen Kaj Larsen, som havde inviteret, og biolog Peter W Henriksen stod for selve elektrofiskeriet. Det foregik i Havelse å systemet, og vi var med der, hvor vi lagde skjulesten ud sidste år. Det var desværre ikke helt opløftende i forhold til mængden af yngel, men eleverne var meget interesseret i alle de fangne fisk, som aborre, ål, skaller og selvfølgelig ørreder.
Onsdag den 2. december var nogle elever fra min klasse og jeg igen ude og hjælpe til med at lave vandløbspleje i Havelse å systemet i Gørløse Å. Gørløse Å er en fin lille å, som over lange stræk er faunaklasse 5, som betyder god biologisk vandløbskvalitet. Der er derfor fine forhold til ørrederne, men der mangler gyderbanker. Det var derfor blevet besluttet – takket være bl.a. utrættelige Kaj Larsen fra Fabelfisken/Havelse å vandpleje gruppen og Hillerød Kommune – at etablere nogle gydebanker. Vi var derfor med til at lave en gydebanke i Gørløse Å sammen med Kaj Larsen og Hillerød kommune lagde maskine og mandskab til.
Vi hjalp til med at lægge skjulesten på plads, så der er skjul til de små nye ørreder men også til fiskene, når gydningen står på. Godt nogle kommuner stadig er medspiller i vandpleje tiltag, og dejligt vi kan være med til at hjælpe ørrederne og give vores elever noget hands on læring. Dette projekt vil vi arbejde videre med i løbet af foråret 2016, og Kaj og jeg har allerede nogle idéer i ærmet.
Tirsdag den 8. december var vi inviteret til elektrofiskeri ved Kattinge værk ved Boserup. Det var Rolk og “Foreningen med det lange navn” som skulle opfiske moderfisk til den kommende strygning. Jeg var der sammen med nogle elever og kollegaer fra min skole Kølholm i Frederikssund. Michael Røscher var der også med nogle Fisk og Fjord-elever samt nogle fra Ørredpatruljen fra Sct. Jørgen skole i Roskilde. Selvfølgelig var Uffe Clemmesen og Pia Rangan fra Ørredpatruljen der også, og Gordon P. Henriksen fra Fishing Zealand og Kuno fra RUSK kiggede også forbi.
Så det var en god samling ørredtosser, som spændt ventede på, hvad elektroden fangede. Særlig fordi de dagen før havde “fanget” 12 fisk og set flere springe. Der var dog ingen gevinst ved slusen i dag, og det samme gjorde sig gældende for Kornerup Å, som også blev prøvet. Vi gik dog ikke helt fisketomme hjem, da vi så to små hanner samt en stor ål, som var gået i fælden ved slusen. Uffe fik med lidt besvær fanget dem og viste dem frem for de unge. En god oplevelse selvom vi godt kunne have brugt et par store havørred-hunner at vise frem.
Dette er eksempler på, hvad der bl.a. kan gøres, når man inddrager skolerne i vandløbspleje og med god læring som bonus, er det da bare at klø på!
Tight lines – Keld