Kategorier

Bloggere

FZ Havørred Weekend – Guldborgsund Edition

Til april gentager vi det succesfulde koncept FZ Havørred-Weekend. En fiskeweekend hvor du kan få masser af ny viden og hygge sammen med ligesindede i selskab med nogle af landets bedste kystfiskere.

I weekenden den 25. – 27. april 2025 har vi basecamp på Abildvig Friluftsgård, som ligger Klaremoselinien 1, 4850 Stubbekøbing.

På basecamp er der program fredag, lørdag og søndag, hvor du kan møde op og få masser af inspiration til dit eget fiskeri. Weekenden er for alle, uanset om du er spinnefisker, fluefisker eller fisker med bombarda. Der vil hele weekenden være nogle af landets dygtigste lystfiskerprofiler, som du kan lære noget fra.

Basecampen er også stedet, vi mødes fredag og lørdag aften til foredrag og hygge. Her vil der komme oplægsholdere og fortælle om deres kystfiskeri – og hvordan det gribes an.

Det er også ud fra basecamp, at man kan komme på fisketur med nogle kendte lystfiskerprofiler. Herfra vil der være guidede ture lørdag morgen og lørdag eftermiddag samt igen søndag morgen.

Det endelige program er lige på trapperne, dog kan vi allerede nu løfte sløret for at følgende lystfiskerprofiler kommer og afholder enten foredrag eller guidede fisketure:

Niels Vestergaard – er kendt af enhver havørredfisker på den danske kyst. Niels er udover at være en dygtig lystfisker også fotograf, forfatter og filmproducent og er bl.a. manden bag den utrolig populære filmserie – Havørredens Hemmeligheder.

Martin Boesen – Sydsjællands svar på en fuldendt kystfisker. Med blink og gennemløbere fanger Martin både mange og store fisk på hans hjemmebane, der strækker sig over Sydsjælland og Sydhavsøerne.

Henrik Qvirin Reiter – ivrig kystfisker, der hvert år lander masser af flotte fisk med bombarda og flue. Ofte med sit eget fluemønster på forfanget.

David Sølling Johnsen – ung, dygtig og lokalkendt lystfisker fra grejbutikken Mertz Jagt og Fritid i Nykøbing Falster. David fanger hvert år masser af store havørreder på netop Falster.

Morten Jensen – Pro Team member hos Hardy og har gennem tiderne landet mange store havørreder på flue rundt omkring på Sjælland og Øerne.

Jesper Roholm – Fishing Zealand guide og har et indgående kendskab til Falsters fiskepladser. Jesper har fanget mange og flotte havørreder på flue langs Falsters kyster.

Thomas P. Jensen – er udover at være Fishing Zealand guide også formand for Guldborgsund Lystfiskerforening. Thomas besidder stor viden om Falsters fiskepladser og fanger hvert år mange fisk på både flue og spin.

-og flere lystfiskerprofiler kommer til……

Eventet har sin egen Facebook-side. Følg endelig Facebook-siden, hvor vi løbende holder deltagerne opdateret med program og lign.

Pris for deltagelse er 400 kr. – og tilmelding finder du her: link til billetter.

Der er plads til max 50 deltagere på kurset – så skynd dig at melde dig til.

Der er fællesspisning både fredag og lørdag aften, som vores egen dygtige lystfiskerkok, Thomas Justiniano, tilbereder. Der vil være egenbetaling for maden, som bookes hos Thomas. Ellers sørger man selv for morgenmad og frokost samt drikkevarer til hele weekenden.

Man kan med fordel bo på basecamp – hvor det foregår i fælles sovesal. Alternativt er det muligt at sætte eget telt op, hængekøje eller camper. Det er også muligt at leje et sommerhus eller lign. i nærheden. Det er ikke noget krav, at man er med hele weekenden – men hvorfor ikke tage en hel fiskeweekend på skønne Falster?

Vi løfter sløret for det endelige program, når det er helt på plads. Det bliver et brag af en weekend!

Til stede på basen hele weekenden er Fishing Zealand guiderne Mikael Tange og Niels Lagergaard.

Du kan læse her, hvordan det gik sidste gang i Odsherred.

Vi ses